Vi nærmer os Brexit – og hvad så? Mens hele verden spændt venter på, hvilken form for Brexit vi nærmer os, kan der næppe herske tvivl om, at den nuværende britiske premierminister Theresa Mays dage er ved at være talte. Hendes taktiske spil svingende pro et contra i forbindelse med Storbritanniens udtrædelse af EU har i dén grad svækket hendes position i hendes eget konservative parti, at der kun kan være tale om uger eller måneder, inden hun væltes af sine egne parlamentsmedlemmer i Underhuset gennem et mistillidsvotum.
Hvem efterfølger Theresa May?
Der spekuleres allerede på livet løs, hvem der efterfølger May, og på typisk engelsk vis indgås der væddemål om, hvem der overtager premierministerposten. Meget afhænger af resultatet af de aktuelle Brexitforhandlinger, hvor EU indtil videre har været ubøjelig, om det enten bliver en kandidat fra den såkaldte ”remain”-fløj, altså pro EU-fløjen, eller en såkaldt Brexiteer, der ønsker at undslippe diktatorerne i Bruxelles. Og det er nok i den sidstnævnte gruppe, man skal finde Mays efterfølger. Mange navne er nævnt, og endnu flere har diskret lagt billet ind. Det er næsten altid to navne, der dukker op i forbindelse med disse gætterierne: den tidligere udenrigsminister Boris Johnson og så det menige medlem af Underhuset Jacob Rees-Mogg.
Som denne klummes læsere måske husker, havde May i begyndelsen af juli måned 2018 indkaldt sine ministre til et møde på regeringens landsted Chequers for at bilægge den interne strid for og imod Brexit og udarbejde en plan for de fremtidige til dels imødekommende forhandlinger med EU. I protest mod denne plan var Boris Johnson sammen med den britiske chefforhandler David Davis trådt ud af regeringen, hvilket indbragte ham enorm popularitet blandt Brexit-tilhængerne.
Planen var en kompromisløsning mellem beslutningen om at træde ud af EU for enhver pris, der var resultatet af folkeafstemningen d. 23. juni 2016, og forsøget på stadigvæk at have adgang til EUs interne marked. Mindre kendt i offentligheden var på dette tidspunkt Rees-Mogg, lederen af den euroskeptiske såkaldte European Research Group på ca. 20 Underhusmedlemmer, der kæmpede for Storbritanniens udtræden af EU for enhver pris og på mange måneder kan blive tungen på vægtskålen ved den afgørende afstemning.
Jacob Rees-Mogg på scenen
I takt med at det politiske klima skærpedes har Rees-Mogg markeret sig stærkere og stærkere i offentligheden som en kompromisløs modstander af Theresa Mays taktiske spil. Dette har indbragt ham – og det kan vel næppe undre – spot og spe fra EU-tilhængernes side både i hans eget parti og i oppositionen, der domineres af det venstredrejede Labourparti, og naturligvis de liberale medier med den statslige radio- og tv-sender BBC og dagbladet The Guardian i spidsen.
Den 49årige høje og slanke Rees-Mogg, søn af den nu afdøde chefredaktør for den førende britiske avis The Times, William Rees-Mogg, er uddannet på Eton College og Oxford University og tilhører med eget landsted i Somerset tydeligvis den britiske overklasse. Han optræder altid klædt i en skræddersyet dobbeltradet mørkeblå habit og er måske nok med sine høflige ”gammeldags” manerer et taknemligt offer for karikaturtegnere. Kommentatorerne har hæftet sig ved, at han taler et fornemt Queen’s English, er i besiddelse af ironi og den kendte britiske tørre humor og endvidere ynder at citere Shakespeare. Værre er det, at han er en fan af den konservative tidligere premierminister Margareth Thatcher, også kaldt jernladyen, der i slutningen af 1970erne knægtede de socialistiske fagforeninger; desuden at han er en velhavende bankier med eget investeringsfirma, bekendende katolik med seks børn, hvoraf barn nr. 5 bærer det smukke latinske navn Quintus (der netop betyder fem), og modstander af fri abort. Dette stempler Rees-Mogg som ekcentrisk og ærkereaktionær, men har dog ikke kunnet forhindre hans store popularitet også i den brede befolkning og ikke mindst blandt menige medlemmer af det konservative parti i de seneste måneder. Det er ligesom han med sin lynende intelligens, sine principfaste politiske holdninger, sin modstand mod uhindret indvandring og skepsis over for klimaprofeterne er svaret på befolkningens længsel efter ærlighed, og faste standpunkter befriet for den sædvanlige tågede, klichefyldte jargon, der kendetegner den politiske elite.
Mogg-mania
Der tales ligefrem om ”Mogg-mania” i de engelske medier, og Rees-Moggs tilhængere – og dette gælder også denne klummes forfatter – kalder ham kærligt for Moggy. Begejstringen for Rees-Mogg førte til, at han den 27. februar i år blev interviewet af redaktøren af det kendte konservative tidsskrift The Spectator foran et publikum på 2.300 i det kendte musicalteater London Palladium, der ejes af den berømte komponist Andrew Lloyd Webber. Sidste gang en britisk politiker kunne samle så mange tilhørere, var i forbindelse med en tale, som den liberale statsminister David Lloyd George holdt helt tilbage i 1912. Aftenen blev indledt med udvalgte dele af den nationale musiktradition: uddrag af Edward Elgars Enigma Variations, Georg Friedrich Händels kroningshymne(!) Zadok the Priest, Jupitersatsen af Gustav Holsts The Planets og endelig Monty Pythons kendingsmelodi The Liberty Bell. Herefter betrådte Rees-Mogg scenen og indledte med at slå sig tre gange for brystet med de latinske ord fra den katolske liturgi: ”Mea culpa, mea culpa, mea maxima culpa” (Min skyld, min skyld, min store skyld), en hentydning til, at han engang havde udtalt, at Theresa May ville blive en brillant premierminister. Det vidende publikum applauderede kraftigt, og Rees-Mogg havde det i sin hule hånd de flg. 90 minutter. Ligeledes blev han mødt med et stormende bifald, da han forsikrede tilhørerne om, at selv en såkaldt hård Brexit uden nogen form for handelsaftale med EU ikke bekymrede ham en døjt. Mulighederne uden for EU ville klart opveje ulemperne ved at vende ryggen til Bruxelles.
Fremtiden
Jacob Rees-Mogg er dog en kyndig nok politiker til at vide, at en eller anden form for kompromis kan blive nødvendig for at Storbritannien kan forlade EU med skindet på næsen. Han er langtfra så verdensfjern, som hans modstandere vil gøre ham til. Han har overrasket dem ved at starte sin egen podcast, kendt som “The MoggCast”, hvor han hver 14. dag diskuterer en lang række aktuelle begivenheder. Allerede d. 15. juli 2017 sendte han sin første tweet fra sin nye Twitter-konto, idet han på latin her skrev: ”Tempora mutantur, et nos mutamur in illis” (Tiderne skifter og vi skifter med dem) – vel på ingen måde et reaktionært budskab! Så mon vi ikke i den kommende tid vil opleve Jacob Rees-Mogg i allerforreste række af britisk politik? Måske endda som Theresa Mays afløser, hvilket kunne vise sig at være en velsignelse for Storbritannien.