Medens drabene i Christchurch i New Zealand, hvis gerningsmand utvivlsomt var en fanatiker og hvis ugerning ikke skal bagatelliseres her, var topnyhed i alverdens medier og fyldte dagbladenes forsider gennem det meste af en uge, er terrordrabene i den hollandske by Utrecht d. 18. marts generelt blevet stedmoderligt behandlet og i den trykte presse været henvist til side 2 eller 3. I solidaritet med ofrene i Christchurch iklædte ikke-muslimske newzealandske kvinder sig ovenikøbet tørklæde for at vise solidaritet med deres muslimske medsøstre, en aktion, der af flere muslimske kvindeorganisationer blev fordømt, da de anså tørklædet som et symbol på undertrykkelse. Ironien er her til at tage og føle på!
Mord på tre uskyldige mennesker i en sporvogn
Lad os lige repetere Utrecht-drabene: I første omgang omtalte medierne et skyderi i en sporvogn, der kostede tre menneskeliv, mens fem andre passagerer blev såret, heraf to livsfarligt. Drabsmanden var undsluppet, og man ville ikke spekulerere over et motiv. Senere på dagen blev en 37-årig tyrker, først diskret omtalt som Gökmen T., senere med det korrekte efternavn Tanis, arresteret som mistænkt. Stadigvæk ville man ikke nævne muligheden af, at der kunne være tale om terror for slet ikke at tale om muslimsk terror – hvilket enhver læser af denne klumme naturligvis havde overvejet som en mulighed – men andre motiver blev ikke udelukket. Således blev det antydet, at der kunne være tale om et jalousidrab, da et var ofrene var en 19-årig kvinde. Samtidigt viste det sig, at drabsmanden var kendt af politiet, besad et omfangsrigt strafferegister og bl.a. havde været anklaget for brutale mord- og voldtægtforsøg og derfor simpelthen kunne være en voldelig person. Ikke desto mindre skulle hans broder være en radikal islamist, der til stadighed blev overvåget af det hollandske efterretningsvæsen AIVD.
Den hykleriske opklaringsproces
Men stadigvæk behandledes Gökmen T. med fløjlshandsker – den politiske korrekthed viste igen sit hykleriske ansigt. Senere opdagedes i hans bil et brev, der – indrømmede myndighederne modvilligt – kunne tyde på et terrormotiv. Hvad der direkte stod i brevet blev ikke nævnt, men senere blev det dog kendt, at det drejede sig om et slags bekendelsebrev, der pegede på et islamistisk motiv. Og nu meldte nogle vidner sig, der havde hørt drabsmanden råbe de kendte ord ”Allahu Akbar” (Allah er størst). Så nu kunne der ikke længere være nogen tvivl om, at det drejede sig om en islamistisk terrorhandling, ikke mindst da gerningsmanden ovenikøbet havde bekendt sig skyldig i sin ugerning og anført de vestlige samfunds behandling af muslimer som årsagen til drabene.
Men ikke nok med denne åbenlyse modvilje fra politiets og anklagemyndighedernes side. Selv efter at skyldsspørgsmålet var afklaret, spekulerede de hollandske medier over, i hvilken udstrækning tyrkeren var blevet et offer for en radikaliseringsproces, og det ligesom lå i luften – en teori, der også blev overtaget af de internationale medier – at han til en vis grad var et offer og derfor havde handlet i protest.
De politiske eftervirkninger
Mens de hollandske myndigheder således med god grund kan anklages for at have neddæmpet terrormistanken – den rene manipulation, da alle tænkende mennesker straks kunne se den rette sammenhæng, som denne er dokumenteret over hele verden lige siden Twin Towers-massakren i New York d. 11. september 2001 – kunne man dog ikke løbe om hjørnerne med befolkningen. Samme uge som drabene i Utrecht fandt sted, helt nøjagtigt to dage senere, onsdag d. 20. marts, skulle der afholdes regionalvalg samt valg til det hollandske parlaments førstekammer, senatet, og politiets tilbageholdenhed må helt klart ses i forbindelse med dette valg. De to sidste dage før valget blev valgkampen således kørt på et vågeblus, selvom lederen af Frihedspartiet (PVV), Geert Wilders, havde krævet, at parlamentet skulle debattere terrorhandlingen tirsdag eftermiddag og aften, hvilket blev afvist af de andre partier. Man ville undgå en ”ophidset” antimuslimsk stemning.
Det nye parti: Forum for Demokrati
Men valget blev alligevel en overraskelse, med en voldsom reaktion fra vælgernes side. Et nyt indvandringskritisk parti ved navn Forum for Demokrati (FvD) vandt 13 mandater af senatets i alt 75 pladser, dvs. ét mandat mere end det højreliberale regeringsparti VVD, og tog også mange stemmer fra Wilders’ ligeledes indvandringskritiske Frihedsparti. Lederen af det nye parti er den 36-årige Thierry Baudet, der velnok må siges at have overhalet Wilders højre om. Således skal chefen for det venstreliberale parti Democraten 66, Alexander Pechtold, have advaret: ”Baudet er farligere end Wilders” – hvilket Baudet naturligvis har opfattet som en kompliment!
Thierry Baudet er en nationalkonservativ uddannet jurist og historiker, har en yderst elegant fremtræden og polemiserer veltalende ikke blot mod multikulturalisme og en uhæmmet indvandring, men også mod EU, som han kalder for et ”kulturmarxistisk projekt”. Ikke blot kræver han en folkeafstemning om Hollands udtræden af EU, et såkaldt ”Nexit”, men angriber også den grasserende politiske korrekthed, den feministiske kønspolitik, de arrogante venstreliberale eliter og medier og klimahysteriet. Af flere politiske iagttagere sammenlignes han med den hollandske politiker og grundlægger af den nye højrebevægelse Pim Fortuyn, der i 2002 myrdedes af en venstreorienteret dyreværnsaktivist, Volkert van der Graaf. Denne erklærede under retssagen mod ham, at han havde myrdet Fortuyn, fordi han ville forhindre denne i at brændemærke muslimer som syndebukke for selv at vinde politisk indflydelse. Også denne sammenligning ser Baudet som en kompliment.
Ja, der røres i vore dage op i den politiske andedam, der gøres op med vanetænkning, og der går en bølge af nyorientering gennem Europa. Udfaldet af Europavalget i slutningen af maj måned er mere end spændende. Det kan komme til at dreje sig om et skæbnevalg!