EU-Kommissionen har besluttet at indlede artikel 7-proceduren mod Polen for påståede overtrædelser af retsstatens principper. Berlingskes chefredaktør Tom Jensen har advaret om, at hvis Polen ikke retter ind, må det ”finde sig en fremtid uden for EU, måske i selskab med Putins Rusland”. Det er dansk hykleri når det er værst og en grov fornærmelse af Danmarks nabo.
Polsk heroisme og dansk opportunisme
Polens historie er præget af en beundringsværdig heroisme. Landet mistede sin frihed og uafhængighed i det 17. århundrede, hvor det blev besat af Rusland, Preussen og det habsburgske imperium. Først i 1918 genopstod Polen som selvstændig nation. Da Hitler invaderede Polen i 1939, blev det østlige Polen besat af Rusland. Tusindvis af polakker kæmpede på allieret side under den 2. verdenskrig. Ved krigens afslutning i maj 1945 var i alt 228.000 polske soldater under britisk kommando, og de bidrog i høj grad til sejren over Tyskland. Efter krigen blev Polen mod sin vilje indlemmet i det sovjetiske imperium. Den stærke polske selvstændighedsfølelse har alligevel overlevet på trods af fremmed undertrykkelse, ikke mindst takket være den stærke katolske kirke.
Over for det heroiske Polen står det æreløse, defaitistiske og opportunistiske Danmark, som ”hygger sig i smug”, mens andre, ikke mindst USA, må ofre velstand og menneskeliv for at forsvare de såkaldte danske værdier. Kræmmermentalitet og ussel eftergivenhed går som rød tråd gennem Danmarks historie. Under den 2. verdenskrig var Danmark Nazitysklands næststørste handelspartner og bevarede fulde diplomatiske forbindelser til landet frem til den 5. maj 1945. Den danske regering godkendte udstationering af en division danske elite-SS-tropper til Østfronten og sendte 100.000 danskere til Tyskland som gæstearbejdere i rustningsindustrien. Danske entreprenører byggede bunkere for besættelsesmagten, og dansk landbrug eksporterede fødevarer til Tyskland og fungerede i realiteten som Hitlers spisekammer. Fiskerne fra Gilleleje har tjent styrtende med penge på at sejle danske jøder til Sverige. ”Hvis resten af verden havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler have vundet krigen og Europa været nazistisk”, sagde Anders Fogh Rasmussen.
Dansk knæfald for Rusland
Igennem flere århundreder har Polen haft et betændt forhold til Rusland. Da landet blev en selvstændig nation i 1918, udbrød der igen en krig med Rusland. Årsagen var en strid om landområder i Hviderusland og Ukraine, der havde været polske territorier, men krigen var også en konflikt mellem to civilisationer: den vestlige kristne og sovjetisk ateisme. Under den 2. verdenskrig har Rusland henrettet 4.400 polske officerer i en skov ved landsbyen Katyn og dræbt 22.000-25.000 reserveofficerer, politifolk og andre polske statsborgere.
Mens tusinder i østblokken blev fængslet eller sendt til Gulag, dyrkede danske politikere tætte forbindelser til sovjetblokkens ledere. Ledende radikale og kommunister nød således godt af det østtyske kommunistpartis sommerhuse, deltog i jubilæer og fødselsdage og paraderede med vennerne fra diktaturet på store pressefotos. Med deres kyniske optræden var de med til at legitimere den sovjetiske besættelsesmagts undertrykkelse af østeuropæerne, herunder polakkerne.
Et længe tiltrængt retsopgør
I Polens optik er de juridiske reformer ikke andet end et led i et længe tiltrængt retsopgør med en korrupt og indspist dommerstand, der blev udnævnt i den kommunistiske æra. Med de nye love vil Polens højesteret få beføjelser til at genåbne gamle sager og omstøde kontroversielle kendelser, der er blevet afsagt af landets domstole. Lovændringerne vil bl.a. medføre, at snesevis af dommere, som blev udnævnt i det kommunistiske Polen, vil blive udskiftet.
Når Tom Jensen kritiserer det polske retsopgør, glemmer han, at Danmark har gennemført et lignende retsopgør med de danskere, der havde støttet den tyske besættelsesmagt. Efter befrielsen indførte Folketinget således en række love om landsskadelig virksomhed med tilbagevirkende kraft, og der blev også indført dødsstraf. I alt blev over 30.000 interneret, 13.000 dømt og 46 henrettet. En række forretningsfolk blev tvunget til at tilbagebetale penge, der var tjent på såkaldte ”utilbørlige leverancer” til tyskerne.
Erfaringer med overnationale unioner skræmmer
Angst i forbindelse med den nationale identitet er særlig stærk i det Polen, som har levet under sovjetisk overherredømme. Polakkerne er stolte af deres land og glade for medlemskabet i EU. Men de har dårlige erfaringer med overnationale unioner, der dikterer, hvordan de skal indrette deres samfund. Polakkerne ønsker at være med i EU som et værn mod det aggressive Rusland, men de er samtidig skeptiske over for EUs princip om fælles forvaltning og bryder sig ikke om at modtage ordrer fra Bruxelles.
Mens polakkerne har en dyb mistro til alt kosmopolitisk og internationalistisk, og hæger om deres frihed, selvstændighed og suverænitet, har danskerne efter 2. verdenskrig en dyb mistro over for nationalisme. Og selv om der er forskel på kommunisme og EUs liberalisme, taler begge ideologier om en universel orden uden respekt for nationalitet og folkelighed. EU optræder med en uhørt arrogance over for Polen. Uden nogen form for hensyntagen til Polens historie forsøger Bruxelles at truer landet til at mene det ”rigtige”. Polakkerne er imidlertid et modigt og stolt folkeslag, der ikke finder sig i noget. De fortjener respekt, ligesom alle andre folkeslag, der kæmper for deres selvstændighed og frihed.
Danmarks lunkne holdning til EU
At Polen må finde sig en fremtid uden for EU er en besynderlig udmelding i det Danmark, som lige siden unionens etablering har været skeptisk over for dansk suverænitetsafgivelse og er berygtet for sine forbehold. I december 2017 har 23 EU lande underskrevet en aftale om et tættere forsvarssamarbejde. Danmark var ikke med på grund af sit forbehold. Danmark er heller ikke med i det hurtigt voksende europæiske politisamarbejde Europol. Igen på grund af et forbehold. Danmark er imod tyskernes og franskmændenes planer om yderligere integration i EU. Danmark vil ikke være med til en fordeling af flygtninge i EU, og grænsekontrollen opretholdes og forlænges igen og igen. Det lunkne Danmark er med i EU og alligevel ikke.
Den danske holdning til det polske retsopgør lugter af, at der gælder et sæt regler for Danmark og et andet for det ”højreekstreme” Polen. Derfor er Danmarks kritik af retsopgøret ikke andet end hykleri, og at sætte Polen i samme bås som Putins Rusland er en grov fornærmelse af Danmarks nabo. Polakkerne har en historie og kultur, som de er stolte af, og som de ikke vil give køb på. Det kan man ikke fatte i det multikulturelle og historieløse Danmark, hvor de fleste ikke aner, hvad danskhed og fædreland betyder.