Danmark blev overrumplet af coronkrisen ligesom alle andre lande. Myndighederne undervurderede coronavirussens mulige konsekvenser, tog ikke de nødvendige forholdsregler og har lavet fejl på fejl på fejl i det, der er endt som en gigantisk brøler.
I hele forløbet har Danmark haft et uafklaret forhold til sin teststrategi. Den 24. februar var der mere end 130 smittede i de nordlige dele af Italien, som var lukket ned. Alligevel opfordrede myndighederne danske turister i Italien til at vaske hænder og ellers nyde ferien. Man testede ikke systematisk indrejsende, heller ikke fra Italien. Så sent som den 3. marts opfordrede man alle, der kom hjem fra særlige risikoområder med smitteudbrud, til karantæne. Men man testede dem ikke.
Sundhedsstyrelsen gentog igen og igen, at der var ”meget lille” risiko for, at smittede kom til landet, og at den risiko, der var, blev håndteret af et ”stærkt”, ”gennemprøvet” og ”effektivt” beredskab.
Efter Danmarks nedlukning den 11. marts sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at der ikke var nogen grund til at teste personer, der ikke var alvorligt syge, da de grundet nedlukningen alligevel skulle blive hjemme. Allerede dagen efter udtalte WHO, at det var afgørende med omfattende test.
Selv om det har været kendt, at covid-19 smitter, før symptomer viser sig, har forkerte retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen i flere uger medført, at ansatte og beboere på landets plejehjem ikke er blevet testet. De er dermed blevet udsat for unødig risiko for smitte med covid-19.
Den danske strategi har i hele forløbet været defineret af den manglende testkapacitet. Den 18. marts afviste Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, at underkapaciteten var årsag til den danske strategi. Men blot to dage senere nedsatte Lægemiddelstyrelsen en task force, der skulle skabe et overblik over den udbredte mangel på testudstyr og øge kapaciteten. Fire dage senere erkendte Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse, at man var udfordret af kapacitetsproblemer.
I det Danmark, der opfatter sig selv som et digitalt foregangsland, havde myndighederne ikke et samlet nationalt overblik over mængden af værnemidler og testfaciliteter. Først efter coronaudbruddet har man etableret et hasteudviklet IT-system, der gav et samlet overblik.
I hele forløbet har Danmark haft en begrænset testkapacitet. Da myndighederne ikke havde proaktive beredskabsplaner, var der mangel på værnemidler såsom håndsprit, masker, visirer og kitler. Danmark har ikke egenproduktion af værnemidler og er helt afhængig af Kina og få andre leverandører på dette kritiske område.
Den danske pandemiplan var ikke målrettet en virus som corona, men fokuserede på influenza. Myndighederne i Danmark vidste, at der kunne komme en virus, der var mere smitsom end influenza, men det var der ikke plan for. I en årrække har man prioriteret for få ressourcer til epidemi- og pandemiberedskab i forhold til andre områder i sundhedsvæsenet.
Siden coronakrisens start har landets politikere stået side om side med de øverste sundhedsfaglige embedsmænd. Formålet var at skabe en fortælling om, at der er sammenhold og styr på tingene. Under overfladen har der imidlertid hersket en udpræget utilfredshed i toppen af regeringen med, at sundhedsmyndighederne har undervurderet coronasmittens trussel. Coronakrisen har eksponeret, at når det brænder på, magter de folkevalgte og embedsapparatet i Danmark ikke at stå sammen og tage et ansvar.
Knap to måneder inde i epidemien fortalte flere folketingspolitikere om et ”dybt kaotisk”, ”helt uigennemskueligt” og ”utilfredsstillende” forløb, som har undergravet Folketingets og myndighedernes troværdighed. Politikerne fortæller, at flere gange undervejs i forløbet har de ikke fået sandheden at vide, at myndighederne har skiftet både vurdering og strategi uden at sige det åbent, og at manglende testkapacitet reelt har haft større konsekvenser for indsatsen end myndighederne har oplyst.
Regeringens og myndighedernes krisehåndtering har været præget af skiftende meldinger, som har skabt unødig forvirring og utryghed, såvel hos politikerne som bredt i befolkningen. Myndighederne famlede i mørket prøvede sig frem, gættede, formodede og håbede. Alt i alt har regeringen og de sundhedsfaglige myndigheder gennem deres kluntede, modsatrettede budskaber skabt mere forvirring end klarhed.
Og danskerne er fortsat i vildrede, fordi der hele tiden kommer nye meldinger, som strider mod det, myndighederne gør eller tidligere har meddelt. I påsken blev mange forældre således forvirrede, da de skulle tage stilling til, om deres børn skulle i skole og daginstitution efter påsken. Modstridende meldinger fra sundhedsmyndighederne og regeringen skabte tvivl om, hvorvidt børn skulle af sted, hvis forældre eller søskende er smittet med covid-19.
Selv om kendsgerningerne vidner om, at den danske krisehåndtering har været under al kritik, viser en meningsmåling, som Megafon har foretaget for Trygfonden, at et meget stort flertal af danskerne bakker op om regeringens coronaindsats og giver topkarakterer til myndigheder og politikere for deres håndtering af krisen.
Hele 83 pct. af de adspurgte svarer, at de er helt eller delvist enige i, at regeringens tiltag for at begrænse spredningen af corona har været rigtigt doseret.
I undersøgelsen er deltagerne også blevet bedt om at give centrale nøglepersoner karakterer fra 0 til 10 for deres krisehåndtering. Statsminister Mette Frederiksen (S) er topscorer blandt politikerne med 8,9 i gennemsnit, mens sundhedsminister Magnus Heunicke (S) får lige over 8.
Deltagerne er også blevet spurgt om de centrale embedsmænds håndtering, og her topper Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm med en karakter på 9,11 foran rigspolitichef Thorkild Fogde, der får karakteren 9,04.
Ikke overraskende viser en ny måling fra Epinion for DR og Altinget, at med 35,1 pct. af stemmerne står S til den største opbakning i 30 år.
Man skal lede længe efter et folkefærd, som i den grad belønner regeringens og myndighedernes arrogante inkompetence og uduelighed.