Danskhed – årets ord i 2016 – er en fælde. Ja, en fælde. Det er et substantiv – altså et navneord – og derfor grammatisk i samme klasse som andre navneord som ”reol”, ”pindsvin”, ”appelsin” o.s.v., men betydningsmæssigt er de meget forskellige.
De tre sidste eksempler er ganske konkrete, afrundede ting uden nogen dynamik. De har ikke noget med aktivitet at gøre (man kan ikke reole, pindsvine eller appelsine), mens ”danskhed”, lige som ord som ”kærlighed” og ”venskab”, er abstrakte, og – i mangel af et bedre ord – dynamiske.
De udtrykker, at der gøres noget aktivt, men de har ikke noget bestemt indhold, og folk er tit uenige om, hvad de betyder. Tag ”sport” f. eks. Er skak en sport? Er boksning en sport? Nogen vil sige ja, andre vil sige nej.
Og så er der ”kunst”, der synes at strække sig fra Michelangelo’s Sixtinske kapel til dåser indeholdede ”Merda d’artista”. Er sidstnævnte kunst? Nogen vil sige ja, andre vil sige nej.
Men fordi ord som kunst, sport osv. har den samme substantiviske form som reol-pindsvin-appelsin, så forledes mange til at tro, at de er lige så afgrænsede – og lige så reelle – som de tingslige substantiver. Men det er de ikke. Ord som ”Kærlighed”, ”venskab”, ”sport”, ”kunst”…og ”danskhed” er afledt af aktiviteter (at elske, at frembringe noget som malerier eller skulpturer eller digte, eller at kappes fysisk om noget), og de har ikke nogen bestemt afgrænsning. Og derfor kan man ikke definere dem. Kun beskrive deres forskellige fremtrædelsesformer.
Hvilket betyder, at man ikke kan definere danskhed lige så lidt som man kan definere lignende konstruerede ord om andre folkeslags karakter og væremåde. Gør man det, vil man straks kunne se, hvor kunstigt et sådant ord er. Hvad med ”kinesiskhed” ”arabiskhed” eller ”franskhed”? De er konstruktioner, der bare forvirrer. Men at der er en vis forskel i kinesernes, arabernes eller franskmændenes måde at være på, er de færreste i tvivl om.
Ganske vist er der forskelle i tid og i geografi – en franskmand i Paris er noget andet end en franskmand i Toulouse og noget andet end en franskmand i middelalderen – men alligevel er der noget, der binder franskmændene sammen (først og fremmest sproget), men det er svært at lægge på formel. Og derfor har de politisk korrekte, der betvivler, at der er noget indhold i ordet ”danskhed” på en måde ret.
Men hvis de brugte det lidt tungere udtryk ”måde at være på”, ville det være indlysende, at der er noget om snakken. Men nej, man foretrækker det kunstige ord ”danskhed” – som de nationaltsindede vel at mærke ikke selv har fundet på – fordi det er nemmere at skyde ned.
Det er en stråmand, der kun kan afspore debatten og latterliggøre de ikke-politisk korrekte.