Mens vi herhjemme er optaget af, om vores sygehuse har kapacitet nok til at tackle coronaen, er der tilsyneladende ingen, der tænker på, om vores militære kapacitet er stor nok til at tackle en krig. Det er den helt sikkert ikke.
I disse dage står vi i Europa med en konflikt mellem Rusland og NATO-landene, som meget let kan komme ud af kontrol. Der er nylig indledt et cyberangreb på ukrainske ministerier, og over 100.000 russiske soldater med tunge våben står opmarcheret ved den ukrainske østgrænse. I Moskva sidder en uforudsigelig Putin, der vil genetablere det gamle Sovjetunionen. Han skyr ingen midler. Heller ikke giftmord og andre former for drab på sine modstandere. Situationen er sprængfarlig. Vi taler ikke om en ny ”kold krig” eller en cyberkrig – begge dele har vi allerede – men om en vaskeægte ”varm krig”. En rigtig militær krig, som fra Øst-Ukraine hurtigt kan sprede sig til de baltiske lande, hvor danske soldater og jagerfly er stationeret.
Den pinlige kendsgerning er, at det militære forsvar i Danmark er kommet ned under den kritiske grænse. De danske soldater er bestemt ikke dårlige, men vi har alt for få af dem, og de har alt for få våben. Der mangler endda ammunition. Det er intet mindre end en skandale.
I tilfælde af optræk til en militær konflikt er Danmark forpligtet til at modtage og servicere NATO-forstærkningsenheder på dansk territorium. Det kaldes ”værtsnationsstøtte” og er en stor opgave for det danske forsvar. Ifølge forsvarsforliget 2018-2023 skal forsvaret styrkes med oprettelsen af en nytænkt totalforsvarsstyrke. Danmark har imidlertid ikke tænkt totalforsvar i de sidste 30 år og står mildt sagt med en række udfordringer i forbindelse med implementeringen af den planlagte totalforsvarsstyrke.
Danmarks udgifter til forsvaret er i dag nede på 1,2 pct. af BNP, hvor NATO-målsætningen er mindst 2,0 pct. Hvor Danmark under den kolde krig midt i 70’erne kunne stille med 170.000 mand under våben, heraf 71.000 fra Hjemmeværnet, kan Danmark i dag i en krigssituation kun stille med 38.000 mand, heraf 15.500 fra Hjemmeværnet. Hæren er nede under 7.000 mand, Søværnet under 3.000 og Flyvevåbnet under 2.000. For hver 6-7 soldater, Danmark havde i 70’erne, har vi nu kun én.
Også i forhold til de andre nordiske lande ser det pinligt ud for Danmark. I Norge er værnepligten (der også omfatter kvinder, altså rigtig ligestilling) på op til 19 måneder. I Sverige på op til 15 måneder og i Finland på op til 12 måneder. I Danmark er værnepligtstiden for de få, der indkaldes, på kun 8 måneder.
Mens det i Danmark vil tage op mod 30 dage at samle en totalforsvarsstyrke på 20.000 mand, vil Norge på 2-3 dage havde 28.000 mand under våben, og Sverige vil i løbet af 7 dage have 60.000 mand klar. Finland, der har en grænse til Rusland på 1.340 km, vil på bare ét eneste døgn kunne mønstre 280.000 kampklare soldater! Og med reserver kan man komme op omkring 900.000 soldater. (Finlands befolkning er i parentes bemærket lidt mindre end den danske). Sådan et forsvar som det finske skaber respekt i Moskva. Finnerne har et godt kendskab til Rusland og har ikke nedrustet sit forsvar, som de øvrige nordiske lande har gjort det. Læs selv mere herom i publikationen ”Den nye totalforsvarsstyrke”, som i januar 2021 blev udgivet af Center for Militære Studier.
Da Putin i december fremsatte krav om, at hverken Sverige eller Finland må melde sig ind i NATO, var svaret fra den finske præsident klart og direkte: ”Den sag bestemmer vi selv, ingen andre”. (Det svenske svar var mere vattet).
Er der et politisk parti, som burde skamme sig specielt meget over den naive nedrustning af Danmark gennem de sidste 30 år, er det Det Konservative Folkeparti. Partiet burde naturligt fremstå som det mest forsvarsvenlige parti i folketinget, men har i dén grad svigtet. Mens Hans Engell var partiets leder i 90erne blev der nedlagt stribevis af kaserne over hele landet, og den almindelige værnepligt blev i realiteten afskaffet. Jeg sad selv som medlem af den konservative folketingsgruppe, da Hans Engell i begyndelsen af 1995 holdt en flammende tale til folketingsgruppen om det værdifulde af at opretholde værnepligten. Det handlede i høj grad om at bevare den folkelige forankring og den folkelige sammenhængskraft. Alle var enige. Mindre end et år senere lød der pludselig andre toner fra den konservative leder. Nu var tiden løbet fra et forsvar med værnepligtige. Den militærtekniske udvikling forudsatte professionelle soldater, lige som i Storbritannien osv., osv. Da jeg som den eneste opponerede og mindede Engell om, at han tidligere havde argumenteret for det modsatte, reagerede han vredt og voldsomt. Hans Engell svigtede en konservativ mærkesag, og selv da Garderhusarkasernen i Næstved blev nedlagt kom der kun svage protester fra den professionelle garderhusarofficer, Helge Adam Møller.
Mens Bendt Bendsen var konservativ leder, fortsatte afviklingen af det danske militær. Vores ubåde blev helt opgivet i 2004, og mobilisering af hjemsendte soldater er også helt opgivet. Vores krigsstyrke er af samme latterlige størrelse som i fredstid. Senere kom Lene Espersen til som konservativ leder og derefter Lars Barfoed, men jeg husker ikke nogen flammende taler fra de to om et stærkere dansk militær. Den samme vattede og ligeglade holdning er fortsat med Søren Pape Poulsen som konservativ leder. Han er en sympatisk mand, men han er desværre ikke så konservativ, at det gør nogen forskel. Det er mere end trist. Det er efter min opfattelse en renlivet skandale. Et land uden et stærkt og troværdigt forsvar bliver ikke regnet for noget. Vi er ikke engang i stand til at opretholde suveræniteten omkring Grønland på troværdig vis. Vi opfylder ikke vores NATO-forpligtelse.
Der er brug for en kursændring i dansk forsvarspolitik. Så tag dog initiativet, Søren Pape Poulsen!