På et fotografi fra majdagene i 1945 spadserer tre af krigens store helte, marskallerne Zhukov og Rokossovskij (Sovjetunionen) samt Montgomery (England) gennem det sønderskudte Berlin. De virker eftertænksomt lettede, for krigen er forbi.
Siden majdagene i 1945 har der ikke været nogen verdenskrig og den lange fred skyldes, ifølge Vesteuropas ledere og befolkninger, den europæiske humanisme og åbenhed. Men det er noget sludder, for lige siden Den Franske Revolution har vesteuropæerne danset lystigt om menneskeskabte utopier.
Engang hoppede man i fjerene med nationalsocialisme og kommunisme. Nu om stunder trædes dansen uterligt om den menneskeskabte treenighed: rettigheder, tolerance og lighed. Her trænges kristendommen under tågede vendinger gradvis ud af Vesteuropa og erstattes af en autoritær relativisme og menneskedyrkelse, som truer hele den vesteuropæiske kultur.
Igen fyldes horisonten af sorte skyer, for når alt synes lige godt, erstattes civilisation af selvopgivelse. Tomrummet drager ideologien/religionen, Islam, nytte af, når dens tilhængere med den kvalmende frase, tolerance, påberåber sig særhensyn i det postkristne Vesteuropa, mens folkeslagene skræmt tilpasser sig.
Den engang så stolte vesteuropæiske civilisation havde en rygrad af stål. Nu er rygraden blot en kop fortyndet kakaomælk, der kujonagtigt retter ind efter ”eksperter” og statsstyret flokmentalitet.
Billedet af de tre marskaller fortæller os, at i en forrykt tidsalder, er der i høj grad brug for eksemplerne fra fortidens helte og heltinder.
”Kæmp for alt, hvad du har kært,
Dø, om så det det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.”
Æret være deres minde.