Der går ikke en uge uden, at de borgerlige i Danmark kommer med fantasifulde bud på, hvad der skal til for at skabe en borgerlig dagsorden. Det sidste skud på stammen er Jakob Ellemann-Jensens og Søren Pape Poulsens (SPP) kronikker i Berlingske, hvor de to partiformænd peger på en række politiske områder, som de borgerlige partier bør samles om. Der er tale om et opkog af velkendte mærkesager og dermed ”mere af det samme”, og det er derfor svært at se, hvordan deres forslag kan sikre et reelt borgerligt alternativ til S. Lad os se nærmere på de centrale borgerlige forslag.
Bedre hjælp og omsorg til de syge og ældre
Vi skal give mere frihed til dem, der leverer velfærden, siger de borgerlige partiformænd. I den brede befolkning, herunder de borgerlige, er der imidlertid stærk ideologisk modstand mod at privatisere sygehuse og plejehjem. Privathospitalerne har derfor en markedsandel på kun 1,25 pct., og at 55 ud af landets 98 kommuner ikke har private alternativer til den offentlige plejesektor.
Venstre har netop meddelt, at partiet vi bevare de regioner, som ejer sygehusene, og som derfor har en stærk egeninteresse i selv at levere sundhedsydelserne på trods af, at disse kan fås bedre og billigere på private hospitaler og klinikker. Det fortsætter regionerne med – med velvillig støtte fra de borgerlige.
Ældreomsorgen er en social skraldespand for de klienter, som jobcentrene ikke kan finde andet arbejde til: nydanskere, arbejdsløse, langtidssygemeldte og indvandrerkvinder. Kombinationen af få økonomiske ressourcer, lav faglighed, højt arbejdspres, kronisk over- og merarbejde, vikarer og en ikke-nærværende ledelse skaber en umenneskelig og afstumpet systemkultur, hvor sårbare mennesker behandles med hjerteløshed og uanstændighed.
Man skal være mere en naiv for at tro, at de borgerlige vil demontere det offentlige monopol inden for sundhedsvæsenet og ældreplejen for at sikre bedre hjælp og omsorg til de syge og ældre. Kommer de borgerlige til magten, vil danskerne derfor blive ved med at hænge på et skrabet sygehusvæsen, og miseren og skandalerne i ældreplejen vil fortsætte som hidtil – men bedre skjult.
Styrket politi og hårdere kurs over for kriminalitet
Inden for retspolitikken er et styrket politi det pejlemærke, der kan bringe de borgerlige partier sammen, mener de borgerlige partiformænd. De er dybt utroværdige. Det var jo den borgerlige VLAK-regering, der har skåret ned i antallet af politistationer fra 147 i 2015 til 108 i 2018, svarende til ca. 25 pct. af landets nærstationer. Resultatet er, at Danmark i dag har Europas mindste politistyrke i forhold til sit indbyggertal.
Et andet pejlemærke, der skal bringe de borgerlige sammen, er en hårdere kurs over for hårdkogte kriminelle indvandrere. Det er dog ikke andet en symbolpolitik, for danske politikere erfaringsmæssigt ikke tør tage skrappe midler i brug. Det danske samfund fungerer i dag på feminine præmisser, hvor alle skal være søde og empatiske. Myndighederne, herunder politiet, sætter derfor ikke hårdt mod hårdt, men møder den hårdkogte indvandrerkriminalitet med dialogkaffe og bekymringssamtaler.
Det feminine danske DNA er ganske enkelt ikke gearet til at tackle den muslimske machokultur, muslimske bander, muslimske vanvidsbilister og utilpassede muslimske unge. Og derfor skal man ikke regne med en borgerlig disruption på det retspolitiske område.
Stram borgerlig udlændingepolitik
”Vi skal føre en hård udlændingepolitik og rydde op i integrationsproblemerne. Vi skal være varsomme med, hvor mange vi lukker ind i vores land. Og vi skal stille krav til dem, der vil være en del af Danmark”, lyder det fra de borgerlige partiformænd. Men kan man stole på dem?
Det var jo den borgerlige blødsødenhed og slaphed i Folketinget, der har været med til at sikre, at antallet af indvandrere og flygtninge med ikke-vestlig baggrund er steget fra ca. 60.000 i 1970’erne til knap en halv million i dag. Dette tal forventes ifølge Danmarks Statistik at vokse til 867.258 i 2060.
Bundlinjen er, at trods den barske strammer-retorik vil de borgerlige aldrig udfordre de indgåede internationale konventioner, FN, EU-systemet og Merkel. Deres løfter om udlændingestramninger er ren symbolpolitik, som aldrig bliver til virkelighed. Hvem husker ikke, da Lars Løkke Rasmussen ved valget i 2015 lovede en såkaldt ”straksopbremsning” af tilstrømningen af asylsøgere? Hvem har hørt mere til det, efter at Venstre sikrede sig regeringsmagten?
Bundlinjen er, at de borgerlige ikke vil ikke indføre et asylstop, så økonomiske migranter, der krydser flere sikre lande, inden de når frem til den danske grænse, kan forhindres i at ansøge om asyl i Danmark. De vil ikke stoppe overførselsindkomster til muslimske migranter for at tvinge dem til at forsørge sig selv. De vil ikke sætte en stopper for familiesammenføringerne. Og de vil ikke tvinge afviste asylansøgere til at forlade Danmark.
Tværtimod. De borgerlige står sammen med S og de øvrige røde partier som garant for, at den muslimske indvandring og den deraf følgende etniske forandring af Danmark vil fortsætte de næste mange årtier med vidtgående konsekvenser for samfund, økonomi, kultur og sammenhængskraft.