Jeg havde sådan set ikke nogen lykkelig barndom, da jeg som dreng i halvtredserne og tredserne boede på det grå, rå og beskidte Nørrebro i København. Min barndomsgade hed Fredensgade, opkaldt efter freden i 1864, tror jeg nok, og de tilstødende gader er opkaldt efter vores angiveligt tapre generaler i selvsamme krig, Ryesgade, Schleppegrellsgade, Trepkasgade m.fl., men fred var noget nær det eneste, der ikke var. I dag er gaden nærmest en boulevard, bred og med grønne områder til den ene side og eftertragtede lejligheder til den anden. Den side, der nu er grønne anlæg, var små usle lejligheder og hørte til Østerbro, men der var intet Østerbro-fashionabelt ved det, skal jeg hilse og sige. Selv om der faktisk var udsigt ud over søerne fra en del af lejlighederne. Den side jeg voksede op på, hører til Nørrebro og består endnu. Med eftertragtede lejligheder, men med den forskel, at dengang var lejlighederne kun eftertragtede, fordi næsten alt andet var værre. 6 familiemedlemmer i en toværelses. Bad? Det anede vi nærmest ikke hvad var. Kun den ugentlige tur i Østerbro svømmehal om lørdagen, så vi lugtede ganske forfærdeligt hele ugen igennem. Varmt vand? Udelukket! Dejlig varmt indendørs? Bestemt ikke, varmekilden var en petroleumsovn i stuen, hvor mine forældre i øvrigt sov. Fred og ro? Nej, de forretningsdrivende startede dagen med at vaske blod af fortovet, efter slagsmål fra de 6 værtshuse på de 235 meter lange gade. Og sporvognene og de utallige biler på en af Danmarks mest trafikerede og smalle gader larmede som et helvede døgnet rundt. Enkeltglassene i de utætte ruder formåede ikke at holde flyveasken fra det nærliggende varmeværks skorstene ude. Så jeg var fast gæst på Blegdamshospitalet.
Men alarm blev der ellers ikke råbt i tide og utide. Nå ja, ungdommen var som sædvanligt helt af lave, men de såkaldt ”unge” eksisterede ikke endnu. Alarmerne kom først rigtigt efter 1968, året hvor den vestlige kultur begyndte sin opløsning, også i Danmark.
Den eneste alarm jeg husker, var, at fra overgangen fra halvtredserne til tresserne ville verden nytårsaften gå under i et sandt Akopalypse. Men da det var Jehovas Vidner, der fremsatte spådommen, tog ingen det alvorligt. At det så er ved at ske nu, er en anden sag.
Der var trods alt også en verden udenfor Fredensgade. Og derude var en tro på fred og fremgang, og at industrien nok skulle finde midler mod trusler som polio og lignende. Hvilket jo også skete.
Var der alvorlig nervøsitet ved Cuba-krisen og atombomben? Ikke rigtig, som jeg husker.
Men jordens undergang er derimod godt nok kommet på dagsordenen igen.
Hvorfor hedder mit indlæg Den Korte Alarm?
Fordi der er blevet kort til alarmknappen. Rigtig kort! Vi bombarderes dagligt med alarm over Corona, CO2, og Trump (stadigvæk!), sulten i u-landene pga. Vestens imperialisme, ulighed i lønninger og bestyrelsespladser, og alt kan der pustes op af ligegyldige ting.
Men ingen taler om befolkningseksplosionen i lande, der i forvejen er så overbefolkede, at de ikke kan brødføde deres egen befolkning, fejlslagne stater, der konstant ligger i krig med hinanden og producerer endeløse tropper af migranter, der reelt for manges vedkommende er besættere, hvor for en stor dels vedkommende eneste mål er uden at arbejde at få luksusbolig, BMW og propfyldte supermarkeder på danskernes og de øvrige vesteuropæeres regning. Suppleret med godt med sort arbejde og andre mere eller mindre lyssky foretagender. Og så lige en gang afløb for sine velbegrundede mindreværdskomplekser med en spand vold mod den oprindelige befolkning.
De sande alarmer såsom befolkningseksplosionen især i Mellemøsten og Afrika hører jeg aldrig noget om i de tre mainstreamaviser, jeg læser dagligt. Intet. Ingen alarm. Jeg betragter befolkningseksplosionen i Mellemøsten og Afrika som den eneste reelle trussel mod måske ikke ligefrem jordens eksistens, men med dommedags sikkerhed mod den nuværende vestlige verdens. Og det bliver en frygtindgydende dødskamp. Unge og ældre etniske danskere er rædselsslagne ved at skulle bruge Københavns Metro og S-tog. Der skal ikke skubbes ret mange personer fra perronerne og ned på skinnerne før rædslen breder sig. Og rædslen kan ikke forhindres, ligegyldigt hvor sjældent det sker. Unge mænd, der sparkes ned bagfra i nattelivet og trampet på hovedet er så frygteligt et syn, at de danske unge efterhånden også er blevet bange for at gå i byen. Kastet hundrede meter gennem luften, med alle knogler knust til ukendelighed, slået ihjel af en ”ung” vanvidsbilist er heller ikke ukendt mere. Jeg mistænker i øvrigt dette for at være præcis den dagligdags jihad, som religiøse- og statsledere pålægger muslimer verden over. Straffen for vanviddet er nærmest ikke eksisterende, da det selvfølgelig bliver dømt som uagtsomt manddrab, og den ”unge” tilbringer i forvejen en stor del af sit liv bag tremmer og ikke på arbejdsmarkedet. I Korsør ligger den tidligere Storebæltsfærge ”BROEN” som en slags museumsskib. Havnebassinet er et paradis om sommeren. Man kan springe direkte fra havnekajen og i det lune og friske Storebæltsvand. Hvilket da også en stor flok unge gør, når vejret er til det. Det er unge drenge, for piger har ingen adgang. Og det har danske unge heller ikke. De tør alligevel ikke. Og ja de unge, der forbyder piger og etniske danskere glæden, er af anden etnisk oprindelse.
Kommer der et væbnet oprør fra den oprindelige befolkning? Næppe, for et problem erkendes i den vestlige verden som regel først, når det er for sent at løse det. Ikke hos den almindelige befolkning, men desværre hos dem, der har magt til at sætte politi og hær ind. Imod deres egen befolkning.
Og alle ved, at gerningsmændene, benævnt ”unge”, er af anden etnisk oprindelse. Måske er de privilegerede, højtlønnede politikere fra Radikale, Enhedslisten og de nu mere eller mere sekteriske faktablinde og grænseløst naive kønsfrustrerede, woke, krænkelsesparate og veganere m. flere ikke klar over det? Men mon dog ikke? Der findes to slags mennesker i Danmark. Dem, der ved, at ”ung” betyder anden etnisk herkomst, og dem, der påstår, at de ikke ved det.