Regionerne bruger 8.500 årsværk til administration med en samlet udgift på ca. 5 mia. kroner årligt. Selvfølgelig skal der være administration, men der er oplagt et potentiale for at strømline organisationen og derved frigøre penge til flere varme hænder.
Jeg kender bedst forholdene fra Region Hovedstaden, hvor jeg har arbejdet i snart 30 år som hospitalslæge, heraf et par år som ledende overlæge, og det sidste år som medlem af regionsrådet.
Det er meget vanskeligt at få de eksakte tal for antal ansatte i administrationen, så det nemmeste er at trække det fra de interne telefonlister. Dette er et usikkert mål, da det også kan inkludere konsulenter og deltidsansatte, men det giver alligevel et fingerpeg om problemets omfang. Her ses, at der er i Region Hovedstaden er 1934 medarbejdere i koncerncentrene. Bevares, de er ikke alle beskæftiget med administration, men en stor del af dem er. I koncerncentrene er der en lang række mere eller mindre kendte centre og enheder, f.eks. Center for Kommunikation (hed på et tidspunkt Enhed for Medier og Omdømme, men det klingede nok lidt hult med alle de mange skandaler i Region Hovedstaden), hvor der er 62 medarbejdere. Udover koncerncentrene har regionen en voluminøs IT-støttefunktion med 1622 medarbejdere, hvoraf mange er beskæftiget med den famøse Sundhedsplatform.
Hvad laver de mange administrative medarbejdere?
Det er oplagt, at man ikke kan drive en region uden en dygtig administration, men som klinisk arbejdende læge er det helt tydeligt, at noget drastisk må der gøres. Det virker unægtelig som om, at der på regionsgården er for mange ansatte, som for at udfylde deres tid finder de på nye arbejdsopgaver, nye projekter og nye mål og strategier. Det er helt forståeligt og følger Parkinsons lov om den voksende embedsstand. Heri indgår tesen om, at embedsmænd skaber arbejde for hinanden, og det virker unægtelig sådan, når man arbejder i klinikken. Ind imellem kan man føle, at den centrale administrations vigtigste opgave er at finde på projekter, som kan genere det kliniske personale.
I min tid som ansat læge på de Københavnske sygehuse har der været mindst 5 forskellige slogans, hvor det sidste af dem er ”Ventet og Velkommen”. Hver gang de finder på et nyt slogan (som givetvis er købt i dyre domme af et reklamebureau), så følger der strategimøder, seminarer for personalet, afrapportering og alt muligt andet, som i bund og grund fjerner tid fra kerneydelsen.
På et tidspunkt fik jeg besked på at deltage i en ”task force”, som skulle se på stolehøjden i afdelingen. En betænksom person på regionsgården havde fået den geniale idé, at man måske kunne mindske antallet af faldulykker på afdelingen ved at gøre stolene lavere. Der fulgte dog ingen argumenter med denne strategi, dvs. ingen bevis for, at det ville hjælpe. Der mødte herefter nogle personer, som jeg skulle hjælpe med at gå rundt på vores afdeling og måle højden af alle stolebenene og markere, hvor meget de skulle mindskes. Herefter skulle vi tilkalde en tømrer, som så kunne save alle stolene ned til en lavere højde. Der har siden ikke været hverken færre eller flere faldulykker, men så gik der jo nogle dage med dette.
Vi bliver bombarderet med tiltag under påskud af kvalitetsforbedring, men det er klassisk, at der ikke er skygge af bevis for, at disse mange tiltag vil bedre kvaliteten af behandlingen, og nogle af dem er mildest talt helt hen i vejret. F.eks. skal vi på alle patienter lave såkaldt faldscreening, tryksårs risikovurdering, vurdere patientens KRAM risikofaktorer (KRAM = kost, rygning, alkohol og motion), ernæringsscreening og screening for selvmordsrisiko. Konkret er det en lang række parametre som skal udfyldes i diverse elektroniske skemaer, men de fleste af disse data bruges mig bekendt ikke til noget konkret. Og det stak fuldstændig af, da vi fik besked på, at også spædbørn skulle faldscreenes, for det ser jo godt ud med komplette data. Mig bekendt har et spædbarn en faldrisiko på 100%, så hvor er logikken? Disse eksempler er klassiske på tiltag, som enten kommer fra eller videreudvikles af administrative medarbejdere og derefter rulles det ud til det klinisk arbejdende personale, som derved forstyrres i at udføre deres kerneopgaver, som ufravigeligt er at sørge for bedst mulig behandling og pleje af patienterne.
Det sidste nye er, at Region Hovedstaden udvikler et brætspil om regionens værdigrundlag, og man tænker åbenbart, at det travle personale har tid til at spille brætspil? Måske man skulle stoppe alt dette pseudo-arbejde.
Hvordan kan Sundhedsreformen hjælpe?
Udspillet til sundhedsreformen indeholder en lang række interessante og vigtige tiltag. Man ønsker at slanke administrationen og bruge pengene smartere. I den kommende forhandlingsperiode må man have fokus på størrelse af de nye sundhedsforvaltninger, så de ikke bare fortsætter som nu med mange (for mange) embedsmænd. Der foregår mange parallelle aktiviteter i de 5 regioner, og dette skal selvfølgelig samles i det nye Sundhedsvæsen Danmark. De mange enheder, som i hver region ser på kvalitet, IT, telemedicin og meget andet, laver stort set det samme i hver af de 5 regioner, og det skal samles i en landsdækkende enhed i stedet. Der er således et stort potentiale for at kunne slanke den centrale administration i hver af de 5 regioner. Det vil i sig selv frigøre mange millioner, som kan bruges til bedre patientbehandling, men det vil også give mere tid for det kliniske personale til at kunne tage sig bedre af patienterne fremover, hvis antallet af tiltag og projekter mindskes. De næste måneder bliver spændende.