Det ydmygende nederlag i Afghanistan og den Klods Hans-agtige evakuering fra Kabul demonstrerer, at USA lider af en sygdom til døden. Staten styres med den halvdemente Biden i spidsen af mennesker, hvis inkompetence og amoral råber til Himlen.
De øverste militære generaler, der har brugt milliarder af dollars på at tabe en krig, anede intet om krigens gang og blev dybt overrasket over Talibans indtog i hovedstaden Kabul uden kamp. De civile og militære efterretningstjenester var tilsyneladende heller ikke klar over, hvad der foregik for næsen af dem.
Et sigende eksempel på inkompetencen er f.eks. det faktum, at disse tjenester via medierne fik kendskab til den korrupte præsident Ashraf Ghanis flugt. Han var i de sidste dage, før han stak af, mest optaget af, hvordan han kunne overføre penge til udlandet. Ghani er uddannet i USA på de samme universiteter som Bidens “eksperter”, herunder hans bindegale øverste militære rådgiver, general Mark Milley, som mener, at hvide “racister” udgør den største trussel mod USA´s sikkerhed. Ghani er altså så at sige en af deres egne og lige så uduelig som dem.
I et normalt land ville Biden og hans rådgivere fra militæret, udenrigstjenesten og efterretningstjenesterne blive stillet til ansvar for deres handlinger, afsat og straffet. Men det vil ikke ske, fordi det korrupte og amoralske Demokratiske Parti beskytter dem. I de timer, hvor Taliban indtog Kabul, klovnede den ledende demokratiske politiker, Chuck Schumer, rundt på en dansescene i New York, mens den kalkede grav, Nancy Pelosi, talte kælent om kvindernes store betydning – dvs. om sig selv og sin egen store betydning. Vicepræsident Kamala Harris gemte sig, var stort set usynlig og fløj til sidst til udlandet.
Den konfuse Biden fumlede rundt, modsagde sig selv og sine rådgivere, påstod, at det var Trumps skyld, løj om den aktuelle situation og afgav et tomt løfte om, at alle amerikanere ville blive evakueret. Det er pinagtigt at iagttage denne mand, der skal forestille at være USA´s præsident. Ældresagen burde protestere mod dette misbrug af en hjælpeløs stakkel. Har USA nogensinde haft en så uduelig ledelse som nu?
Den eneste, der er blevet straffet, er oberstløjtnant Stuart Scheller, som offentligt slog til lyd for, at de højeste generaler blev stillet til ansvar for deres katastrofale gerninger. Han blev øjeblikkeligt fritaget for tjeneste for sin uhørte forbrydelse.