Site icon 24NYT

Klumme: DF’s Dannebrog har medvind på Københavns Rådhus

Finn Rudaizky

To DF-kandidater til Københavns Borgerrepræsentation, Cheanne Nielsen og Cecilie Winther Kristensen, havde i sidste uge, stor succes med deres lobby-arbejde på Københavns Rådhus for Dannebrog. DF havde stillet forslag om, at Dannebrog fremover skulle være synlig i Borgerrepræsentationens mødesal. Enhedslisten var totalt imod, at der skulle flages med Dannebrog, mens Venstre gerne ville have Dannebrog, hvis det samtidig kunne besluttes, at også EU-flaget skulle være på Rådhuset – og således sidestilles med Dannebrog. Det sidste var DF, nok ikke overraskende, imod.

De fleste partier bakkede DF’s forslag op. Det blev derfor henvist til yderligere drøftelse i den såkaldte gruppeformandskreds, hvor samtlige partier er repræsenteret. Som bekendt har Tårnby Kommune, for få måneder siden, besluttet at Dannebrog skal opsættes permanent i byrådssalen. Om det sker i København – trods udvalgshenvisningen – er fortsat usikkert. For hvordan vil mon Det radikale Venstre stemme ? For år tilbage, prioriterede de EU-flaget langt højere end Dannebrog.

Og hvordan vil socialdemokraterne stille sig til Dannebrog ? For øjeblikket har de kun en ting i tankerne: Overborgmesterposten. Kunne det mon tænkes, at Enhedslisten modstand mod Dannebrog forplantede sig dybt ind hos de københavnske socialdemokrater ? Det er jo Enhedslistens stemmer, som tilsyneladende skal sikre, at Socialdemokraternes Sophie Hæstorp Andersen, kan sætte sig i Overborgmesterstolen den 1. januar 2022.

Exit mobile version