På bagsiden af den nyligt udkomne roman ”Dødevaskeren”, står der, at den foregår i Kurdistan og handler om: ”et kærligt hjem, som dog kun for en tid er i stand til at skærme Frmesk (en lille pige, hvis navn betyder Daggry) mod den fysiske og psykiske overlast, der ubønhørligt nærmer sig fra alle sider i et Kurdistan præget af krig, folkedrab og had”. Der står ikke er ord om det, som bogen virkelig handler om: Islam, og især den fysiske og psykiske overlast, der ubønhørligt nærmer sig Daggry fra alle sider, fordi hun lever i samfund gennemsyret af islam.
Måske er det, fordi bogen er udkommet på Politikens Forlag, og Politiken har det som bekendt ikke så godt med kritik af islam. Det er en stor fejl. Men forlaget skal have ros for at have udgivet bogen. For det er et bestemt en vigtig bog. Især fordi den på en smuk og kærlig måde viser os forskellen på islam og muslimer, – noget som man altid bør holde sig for øje, når man deltager i debatten om kultursammenstødet mellem islam og den vestlige verden.
Gawhar er Daggrys mormor, som Daggry kommer til at bo hos, fordi hendes egen mor lever i et ægteskab med en voldelig mand, der er skuffet over, at Daggry ikke er en dreng. Daggry vil kunne blive udsat for alt muligt ondt, hvis hun ikke kommer væk, indser hendes mor og mormor, og de opdigter en historie om en hudsygdom, der kræver adgang til en særlig salve, der gør det nødvendigt, at Daggry bor hos bedsteforældrene.
Gawhar, der er en mild og rørende omsorgsfuld kvinde, er efter min mening bogens vigtigste person. Hun viser splittelsen mellem den gode sjæl og det onde budskab. Gawhar påtager sig det ildesete arbejde med at gøre kvinder, der er blevet ofre for æresdrab klar til begravelse. De skal vaskes, før de skal i jorden. Men ingen vil røre ved de ”urene”, andre end Gawhar og hendes søster. Gawhar er troende muslim og går altid med en koran i lommen. Hun kæmper nærmest ubevidst for at fastholde sin tro i det inferno af mænds vold imod kvinder, som hun står midt i som dødevasker. En af de mange dræbte kvinder, hun vasker, har kun en hånd. ”Den ene hånd var jo skåret af i Allahs barmhjertige navn og smidt for hundene. Gawhars fingre forsøgte at finde den lille koran i lommen igen, men hun trak fingrene tilbage.”
Samtidig er Gawhar meget stolt af sin søn, der er imam. Han skal derfor også øve koran-læsning med lille Daggry. Men Muhammed, som sønnen så symbolsk hedder, læser ikke kun koranen med den lille pige. Han misbruger hende også seksuelt, så hun får varige fysiske men. Sønnen holder det naturligvis skjult for den kærlige Gawhar, der ikke får mistanke.
Da Daggry ender i Danmark, har hun en samtale med en anden kurdisk pige om islam. Den anden pige siger: ”Jeg synes ikke, du så direkte kan sætte lighedstegn mellem islam og undertrykkelse”. Daggry svarer med nogle af de mest kvindeundertrykkende koran-citater: ”Mænd står over kvinder” osv. og siger:. ”Koranen giver mænd lov til at behandle kvinder præcis, som de har lyst til.” Sådan tolker jeg ikke Koranen”, siger Darya. ”Men hvordan står du som kvinde, hvis du bliver gift med en mand, der tolker koranen præcis på den måde?”, er Daggrys svar. Og det er det, der er romanens tema.
Romanen handler om, hvordan Daggry som muslim til sidst beslutter at bryde ud af systemet. Hvor den hjertensgode bedstemor Gawhar siger: ”Det er ikke menneskets opgave at betvivle Allahs ord. Når vi gør det, så tramper vi på den gave, han har givet os gennem livet og sine ord”, så ender Daggry med at skrive i et brev til Darya: ”Hvem er de mennesker, der har ret til at undertrykke, knuse og dræbe? Hvor får de deres ret fra? Fra Gud– fra Allah, vil de nok sige. Men kan det passe, at ældgamle bøger, at ældgamle kulturer og traditioner kan være mere værd end os to? Mere hellige end menneskeliv? Mere værd end vores eksistens? Selv i dag?”
Daggry ender med at tage kampen op. Alene. Der er ikke megen hjælp at hente i det danske samfund. Som hun siger til Darya: ”De (danskerne) tror jo, at vi selv vælger og har det godt, for det er det, vi siger. Meget i vores kultur bygger på løgn og falske smil, og heroppe sluger folk det råt, for der er jo ingen, der kan forestille sig, hvor ubegribeligt brutalt nogle af os bliver behandlet indenfor hjemmets fire vægge”.
Det er godt, at Sara Omar har skrevet denne bog, så danskerne får en chance for at begribe råheden i et islamisk kvindeliv. Jeg ønsker hende alt muligt held i kampen. For samtidig med, at bogen er en kritik af islam, så er den også et smukt forsvar for den kærlige muslimske mormor, der ikke kan tage opgøret med islam og derfor kommer til at hjælpe med til, at volden bliver reproduceret i hendes egen familie, og Daggry bliver voldtaget af sin onkel.
Dødevaskeren handler dermed om forskellen på islam og muslimer.
Det er vigtigt at få taget opgøret med islam, – især for muslimerne skyld. Så lad os håbe, at Politikens forlag på bagsiden af næste oplag af bogen skriver, at bogen handler om islam.