Brasiliens nye præsident siden d. 1. januar i år – valgt d. 28. oktober 2018 med 55% af de afgivne stemmer – Jair Bolsonaro, bærer mellemnavnet Messias, hvilket kan vise sig at have symbolkarakter så meget desto mere som Bolsonaro er en dybt troende kristen.
Er han med andre ord Brasiliens redningsmand, landets frelser, efter at dette i mange år at være blevet regeret af korrupte socialistiske politikere? Brasilien er, hvad angår størrelse og indbyggertal med sine flere end 200 mio. indbyggere og et areal på 8,5 mio. km2 , verdens femtestørste land og langt den største og mest betydningsfulde nation i Sydamerika.
Hvem er Bolsonaro?
Den 63-årige 38. præsident er født i en lille by i det nordvestlige Brasilien. Han afsluttede en militæruddannelse som faldskærmsjæger i 1977 og blev senere artillerikaptajn af reserven. I 1988 blev han medlem af Rio de Janeiros byråd som repræsentant for landets kristelig-demokratiske parti. To år senere blev han valgt til parlamentet og blev genvalgt i alt seks gange. I disse år gjorde Bolsonaro sig bemærket pga. sin udprægede nationale konservatisme. Han var og er stadigvæk en skarp modstander af ægteskab mellem homoseksuelle, fri abort, kønskvotering og legalisering af marihuana, hvilket har fået de venstrevredne medier til at stemple ham som højreorienteret homofob, racist og populist – man kender melodien. Bolsonaros økonomiske politik er tydeligvis præget af liberale og kapitalistiske ideer, og udenrigspolitisk har han gjort sig til talsmand for et tæt samarbejde med USA – den amerikanske præsident Trump er ét af Bolsanaros politiske forbilleder – og Israel, hvilket ligeledes har bidraget til at sætte ham i bås som farlig for menneskeheden og al sund fornuft.
Bolsonaros korrupte forgængere
Valgkampen i 2018 blev ført mod det brasilianske arbejderparti, Partido dos Trabalhadores (PT), der i tre årtier havde været ledet af landets to foregående præsidenter Luiz Lula da Silva (f. 1945) og Dilma Rouseff (f. 1947). Lula da Silva grundlagde PT og var præsident i perioden 2002-10. Han førte en klar venstreorienteret kurs både indenrigs- og udenrigspolitisk og blev med sit målbevidste økonomiske omfordelingsprogram, en ideologisk bevægelse kaldt Lulismo, yderst populær blandt brasilianske arbejdere og bønder. Også udenrigspolitisk markerede han sine sympatier med støtte til det iranske atomprogram og et nært venskab med magthaverne i Havana. Imidlertid blev han involveret i det statskontrollerede olieselskab Petrobas’ mange kriminelle aktiviteter, der udgjorde milliardbeløb, bl.a. med hvidvask af sorte penge og bestikkelse, og som også arbejderpartiet lod sig friste af. Lula da Silva blev arresteret d. 7. april 2018 og dømt til 12 års fængsel for korruption bl.a. netop for at have ladet sig bestikke gennem milde gaver.
Hans tidligere stabschef, Dilma Rousseff, blev valgt til Lula da Silvas efterfølger i begyndelsen af 2011, men også hun måtte træde tilbage. Det skete i 2016 efter at store dele af den brasilianske middelklasse – skuffet både over den galoperende inflation, det herskende økonomiske kaos og den statslige korruption – var begyndt på en lang række demonstrationer over hele landet. Én af hovedårsagerne til Brasiliens økonomiske problemer var de mange milliarder, der var blevet brugt til at bygge overdimensionerede sportsanlæg i forbindelse med verdensmesterskabet i fodbold i 2014 og sommerolympiaden i 2016. Ét af Rousseffs tiltag for at lægge en dæmper på urolighederne var at afhjælpe den latente mangel på sundhedspersonale ved at importere læger især fra det kommunistiske Cuba, som både hun og allerede Lula da Silva havde knyttet nære kontakter til, hvilket viste sig at være en yderst upopulær foranstaltning. Resultatet af de mange demonstrationer var, at Rousseffs popularitet og tilslutningen til hendes regeringsprogram allerede i 2013 faldt fra 65% til under 30%. Ganske vist blev Rousseff genvalgt i 2014, men derefter blev hun sammen med en række politikere stillet for retten, anklaget for bestikkelse og måtte i 2016 træde tilbage.
Bolsonaros program
Tre dage før sin indsættelse som præsident meldte Bolsonaro klart ud med flg. tweet: ”Per dekret vil vi garantere, at borgere uden straffeattest skal kunne eje registrerede skydevåben.” Årsagen hertil er den voldsomme kriminalitet, der som bekendt i mange år har hersket i Brasilien og som hverken Lula da Silva eller Dilma Rousseff magtede at reducere. Men dekretet udløste naturligvis et internationalt ramaskrig. Under valgkampen havde Bolsonaro desuden lovet at bekæmpe den politiske korruption og bringe økonomien på ret køl vha. en fri markedsorienteret politik som afløsning på forgængernes flirt med socialistisk planøkonomi. Overhovedet skulle traditionelle konservative værdier, byggende på familie og religion, fremmes og sekulariseringen af det brasilianske samfund bremses, mens patriotisme og privat ejendomsret skulle understøttes.
Et sådant program er naturligvis aldeles modsat de herskende tendenser i den vestlige verden og derfor selvfølgelig en torn i øjet på de internationale venstreliberale dagblade som Le Monde, The New York Times, Washington Post og The Guardian – og naturligvis er ekkoet i den eftersnakkende danske presse ikke en døjt anderledes. Det er betegnende, at ingen repræsentanter for de socialistiske regimer i Nicaragua, Cuba og Venezuela var indbudt til edsaflæggelsen i hovedstaden Brasilia d. 1. januar i år. Til gengæld mødte alle andre mellem- og sydamerikanske statsoverhoveder op, og både den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo, som repræsentant for Donald Trump, den israelske ministerpræsident Benjamin Netanjahu og den ungarske premierminister Viktor Orbán var til stede. Jair Bolsonaro forventes også i den nærmeste fremtid at besøge USA. Han står således ikke alene – og har heller ikke fortjent det. Måske er han alligevel dén messias, som Brasilien og hele det sydamerikanske kontinent har ventet på og har brug for.