Et borgerligt opgør med socialstaten, som de borgerlige debattører håber på, er en illusion i et land, hvor befolkningen har et socialistisk, venstreorienteret mindset. De borgerlige har for længst tabt den værdikamp, som skulle genopbygge det borgerlige projekt.
De såkaldte ”borgerlige” i Danmark kommer med fantasifulde bud på, hvad det vil sige at være borgerlig, og hvad der skal til for at genopbygge det borgerlige projekt. “Der er brug for et stærkt borgerligt modspil til den danske venstrefløj” siger Søren Pape Poulsen. ”Vi må finde til fem dyder og værdier, vi kan blive enige om. Frihed, ansvar, borgerskab, dannelse og fornuft”, siger Alex Vanopslagh. ”De borgerlige og liberale partier skal forklare de borgerlige idealer”, siger Pernille Vermund.
Virkeligheden er imidlertid, at borgerligheden i Danmark er en kunstig konstruktion. I dansk kontekst giver det ikke nogen mening at tale om højre (right-wing) og venstre (left-wing), for reelt er socialdemokratismen den herskende samfundsform. Socialistisk tænkning og verdenssyn har opnået stor udbredelse og magt i alle samfunds- og livssfærer, ikke mindst blandt det segment, der opfatter sig selv som ”borgerligt”.
De såkaldte borgerlige oppositionspartier er ikke ideologiske oppositionspartier, men blot afarter af Socialdemokratiet. De borgerlige går ikke ind for en samfundsmodel, der er diametralt anderledes end den formynderiske velfærdsstat. Alle danskere inklusive de borgerlige opfatter den gennemsocialiserede velfærdsmodel som et kunstværk, som der ikke må pilles ved. Alle danskere inklusive de borgerlige foretrækker, at samfundsproblemer løses af den offentlige sektor. Derfor har vi set de seneste borgerlige statsministre omfavne den socialdemokratiske velfærdslogik for at vinde valg.
For de borgerlige partier handler det udelukkende om at positionere sig i kampen om, hvordan man skal forvalte socialstaten, og ikke om, hvordan man skal afskaffe socialstaten og erstatte den med et ægte konservativt og liberalt alternativ. De borgerlige partiers deltagelse i VLAK-regeringen har vist, at de til enhver tid er parate til at veksle borgerlige principper med socialsstatens ministerbiler.
Den altomsiggribende klientstat, som kaldes velfærdsstat, er en accepteret grundpræmis i hele det danske samfund. Selv blandt vælgerne i den blå blok foretrækker 72 pct., at det offentlige tager sig af velfærden i Danmark. Af de knap 4 mio. vælgere er ca. 2,6 mio. gjort privatøkonomisk afhængige af statskassen, enten som offentligt ansatte eller sociale klienter. Derfor er der på tværs af partierne ingen opbakning til en samfundsmodel med individualistisk menneske- og samfundssyn, mindre stat, mindre formynderi, mindre planøkonomi, mere marked, lav skat og større ulighed.
Fra højre til venstre findes der kun ét bud på, hvordan Danmark skal udvikle sig som samfund, og kun én værdipolitisk dagsorden, nemlig den venstreorienterede, kulturradikale dagsorden. Med Eva Selsings ord ”ligger der en dyne af venstreorienterethed over det danske kulturlandskab. Ikke på sådan en aggressiv 1970er-måde med røde paroler, hængebryster og munkehår, men som en institutionaliseret venstredrejning, der har sejret så meget, at den end ikke behøver reklamere for sig selv. Og det kan kun lade sig gøre, fordi der de facto ingen borgerlig modstandskraft er”.
Det er en borgerlig illusion at tro, at man kan genopbygge et ægte borgerligt projekt i et land, hvor den fælles vision er at bevare den formynderiske socialstat. De såkaldte borgerlige partier er forelskede i velfærdsstaten på lig fod med S og DF, tager afstand fra markedet, værner om klientstaten og skattetrykket, og har opgivet alle politiske visioner om at få dansk økonomi til at vokse yderligere.
Siden 1968 har borgerlige regeringer i gennemsnit øget skatter og offentlige udgifter mere end de socialdemokratiske. Samtlige borgerlige partier bruger energien på at gøre sig lækre for den grå leverpostejsmasse i midten. Samtlige borgerlige partier, anført af Venstre, forsøger at overbevise vælgerne om, at de er bedre til at administrere det socialdemokratiske velfærdsprojekt end socialdemokraterne selv.
I 1994 svarede et lille flertal på 51 pct., at de foretrak skattelettelser frem for en udbygning af den offentlige velfærd. Ved de seneste fire valg til Folketinget har 70 pct. af de adspurgte angivet, at de foretrækker mere offentlig velfærd frem for skattelettelser.
I 2009 mente 40 pct. af danskerne, at de betalte for meget i skat. I dag er tallet skrumpet til 29. Selv blandt Venstres vælgere svarer 60 pct. i dag, at skatteniveauet er passende. Ved det sidste kommunalvalg ønskede 59 pct. af Venstres spidskandidater højere offentlige udgifter, mens kun 27 pct. ønskede lavere skat.
Valgkampen i 2019 har synliggjort fraværet af en borgerlig forståelse for, at velfærd kan privatiseres og effektiviseres. På tværs af partierne er det blot 28 pct., der ønsker flere private eller selvejende daginstitutioner. Selv blandt Venstres spidskandidater er det blot 33 pct., der ønsker flere private institutioner.
De borgerlige postulerer, at de ønsker at give danskerne mere frihed. Men danskerne efterspørger ikke mere frihed. For at bevare velfærdsstaten er de villige til at acceptere indgreb, der indskrænker den personlige frihed og selvstændighed. Folketingets partier, herunder de borgerlige, har givet myndighederne lov til imod Grundloven at trænge ind i private hjem uden tilladelse i flere end 500 love og bekendtgørelser.
De borgerlige partier anført af Venstre har været med til at opbygge en formynderisk socialstat, der insisterer på, at individet ikke er i stand til at tage vare på egen tilværelse. De har været med til at opbygge et samfund, hvor færre og færre har lyst til at forme deres eget liv og tage et ansvar. Danskerne, herunder de borgerlige, overlader massivt ansvaret til det offentlige. Ethvert forsøg på at vikle befolkningen ud af symbiosen med velfærdsstaten er derfor dømt til fiasko.
De sørgelige rester af den borgerlige fløj har tabt kampen om, hvordan samfundet problemer defineres og italesættes. Socialdemokratismen er blevet den herskende samfundsform, som alle danskere, inklusive de såkaldte borgerlige, er syltet godt og grundigt ind i. Ingen kan for alvor tro på, at den danske homo socialdemocratus vil omfavne en ægte konservativ, liberal og højredrejet værdidagsorden og verdenssyn. Det borgerlige projekt er dødt og begravet.