Er man blot en lille smule skadefro, er det vel tilladt at godte sig over, hvilke problemer vore ellers altid perfekte svenske naboer har med deres fornemme akademis nobelpriskomité, med det fine navn ”De Aderton”, dvs. De Atten. Her har man troet, at uddelingen af litteraturnobelprisen planmæssigt også skulle uddeles i år, og nu er uddelingen for året 2018 udskudt til næste år. Og hele sagen har ganske enkelt udviklet sig til en gevaldig skandale, som de politisk korrekte svenskere troede aldrig ville kunne ramme det hæderværdige akademi, grundlagt i slutningen af d. 18. århundrede af selveste Kong Gustav den Tredje.
De seneste måneders afsløringer af alskens uregelmæssigheder for ikke at tale om korruption giver forklaringen. Først viste det sig, at hele Me Too-problematikken også havde ramt komiteen, idet ægtemanden til et af dens medlemmer, den iøvrigt fremragende lyriker Katarina Frostenson, franskmanden Jean-Claude Arnault, er blevet beskyldt for ikke at have kunnet holde fingrene fra akademimedlemmers hustruer og døtre, en række sagesløse kvinder, der – hvis rygtet taler sandt – også omfatter selveste Kronprinsesse Victoria. Men derudover skulle også 18 andre kvinder have været udsat for hans intime sexuelle tilnærmelser – nuvel, en typisk franskmand, har de selvretfærdige svenskere nok tænkt.
Men dette er kun øverste lag af skandalen. Det viste sig nemlig, at Arnaults egen kulturforening FORUM har modtaget klækkelige beløb fra akademiet, som hans hustru jo netop er medlem af – og det ser ikke så godt ud. Ovenikøbet har Arnault, der i 2015 modtog den fornemme Kungliga Nordstjärneorden, gerne omtalt sig selv som priskommitteens 19. medlem! Det er endvidere kommet frem, at han og Frostenson før prisuddelingen har lækket navnene på ialt syv prismodtagere, bl.a. sangeren Bob Dylan – der af en eller anden uransagelig grund modtog litteraturprisen i 2016 – førend den officielle meddelelse forelå.
Så krisen er total, selvom priskomiteens sekretær, den nu tilbagetrådte Sara Danius, først lod forlyde, at alt var under kontrol og det var ”business as usual”. Nu er endda halvdelen af priskomiteens 18 medlemmer nu trådt tilbage – det gælder ikke blot sekretæren, men langt om længe også Katarina Frostenson. I den forbindelse opstod i første omgang et nyt problem. Ifølge de gamle statutter kan et komitemedlem nemlig ikke bare trække sig tilbage, men er livsvarigt medlem. Desuden hersker der ligeledes en regel om, at der skal 12 medlemmer til for at bestemme modtageren af prisen. Her måtte så den svenske konge, Carl Gustav, gribe ind og ændre reglerne, men lige meget hjalp det. Krisen stak dybere og derfor uddeles prisen først næste år.
Men nu skal der så i 2019 uddeles hele to priser – så der bliver to forfattere, hvis fortjenester man kan strides om – selvom der er tidligere eksempler på, at der i visse år overhovedet ikke uddeltes nogen pris. Af de 110 gange litteraturprisen siden den blev indstiftet 1901 er blevet uddelt, er dette ikke sket ialt syv gange nemlig under og omkring de to verdenskrige: i 1914, 1918, 1935, 1940, 1941, 1942 og 1943. I 1944 var det så Danmarks tur med Johannes V. Jensen som den fortjenstfulde prismodtager.
Afslutningsvist må det være tilladt at stille det kætterske spørgsmål, om vi overhovedet har brug for en litteraturnobelpris. Danskerne har grund til at være sure over, at en så stor og international forfatter som Karen Blixen er blevet forbigået. Også den formidable færing William Heinesen havde været en værdig modtager, og hvorfor skulle prisen i 1917 deles mellem Henrik Pontoppidan og den langt mindre betydningsfulde Karl Gjellerup? Det havde vistnok noget at gøre med, at de altid så ”korrekte” svenskere under 1. Verdenskrig ikke ville støde Tyskland, hvor Gjellerup på det tidspunkt boede, og derfor i neutralitetens navn gav ham en halv pris. Henrik Pontoppidan hævder sig nemlig fornemt i det verdenslitterære selskab og burde naturligvis have fået Nobelprisen helt og udelt.
Politiske hensyn har nemlig ofte spillet en rolle, når prisen skulle uddeles. Efter at den russiske forfatter Boris Pasternak i 1958 havde fået tildelt prisen for sin store roman Doktor Zivago, men efter et forbud fra de sovjetiske myndigheder måtte afvise at modtage den, fik i 1965 stalinisten Mikhael Sjolokhov tildelt prisen for den middelmådige roman Stille flyder Don, som han måske ikke engang er forfatter til. Der skulle være politisk balance i tingene. Iøvrigt fik franskmanden Jean-Paul Sartre tildelt prisen i 1964, men afviste den. Ikke desto mindre følte han sig ikke for god til 11 år senere at forespørge, om han ikke alligevel kunne få prisens medfølgende pengebeløb. Puha! Ligeledes er det tankevækkende, og det siger noget om priskommitteens holdning, at så længe som lyrikeren Artur Lundkvist med sin forkærlighed for sydamerikansk litteratur var medlem af priskomiteen, modtog just en række sydamerikanske forfattere litteraturprisen – honi soit qui mal y pense!
Disse forfattere har dog alle fortjent prisen, hvilket i hvert fald ikke gælder for Sjolokhov, og han er ikke den eneste uværdige prismodtager. Hvem husker endnu franskmanden Frédéric Mistral (1904), schweizeren Carl Spitteler (1919) og den italienske forfatterinde Grazia Deledda (1926)? Til gengæld blev f.eks. August Strindberg, Henrik Ibsen og Graham Greene ikke fundet værdige til at modtage den, men derimod en lang række andre – ofte svenske(!) – forfattere, bl.a. Verner von Heidenstam, kendt for sine nazisympatier, og den gemytlige lyriker Erik Axel Karlfeldt. Hvem er Karlfeldt? udbryder den intetanende læser af denne klumme. Derimod blev den danske digter og forfatter til en række international anerkendte helgenbiografier Johannes Jørgensen, der var indstillet flere gange, vejet og fundet for let ikke mindst, fordi han i 1896 var konverteret til katolicismen – og man skifter i Skandinavien ikke sådan uden videre religion eller oven i købet springer ud som religiøs forfatter!
Så har litteraturnobelprisen stadigvæk en funktion? Kan det virkelig være meningen, at 18 svenskere skal sidde til doms over verdenslitteraturen – og ofte ramme ved siden af eller slet ikke ramme? Der er masser af eksempler. Afskaffes litteraturnobelprisen – hvis den ikke allerede har afskaffet sig selv – bliver den aktuelle skandale vel også mindre betydelig, og hvem kommer i sidste ende til at savne den årlige pompøse uddeling i Stockholm? Ud over forfatterne selv naturligvis, der oven i prisen også modtager et klækkeligt pengebeløb, der egentlig kunne komme litteraturen til gavn på anden vis, f.eks ved at støtte unge, lovende talenter.