Efter Brexit får EU igen én over næsen – af lilleputlandet Schweiz, som den 26. maj valgte at stoppe 7 års forhandlinger med EU om en rammeaftale om adgang til det indre marked. Medierne kan intet forstå, eftersom EU er Schweiz’ største handelspartner. Skyder Schweiz ikke sig selv i foden? Vil de økonomiske konsekvenser ikke blive overskuelige?
Djævelen ligger i detaljerne: Rammeaftalen med EU havde fra EU’s side et klart formål, nemlig at tvinge Schweiz til i stadig stigende grad at følge EU’s stadig mere omfattende reguleringer på alt lige fra lønninger over statslige udbud til immigration. Schweiz har i alt ca. 120 delaftaler med EU, som skal fornyes hver gang EU ændrer sin lovgivning, hvorfor en rammeaftale ville administrativt gøre denne proces lettere.
Er rammeaftalens fald så begyndelsen på enden for disse delaftaler og dermed Schweiz’ adgang til det indre marked? Vil EU ophæve dem alle? Næppe.
EU-Kommissionen oplyste ganske vist i sin pressemeddelelse om rammeaftalen – truende – at EU’s delaftale med Schweiz om medicinsk udstyr udløb den 26. maj, og at den gensidige anerkendelse af lovgivningen om medicinsk udstyr derfor også udløb på den dato, således at Schweiz’ eksport af dette produkt til EU reelt ville blive pålagt told og andre forhindringer herefter. Rigtigt. Men intet forhindrer EU i at forlænge aftalen og EU-Kommissionen har da også foreslået en forlængelse af delaftalen indtil 2024.
Min vinkel er, at Schweiz har kaldt EU-Kommissionens bluff. Ligesom Boris Johnson og Brexit gjorde det. I begge forhandlinger har EU hævdet, at det kun er rimeligt, at man følger EU’s regler for det indre marked, hvis man vil eksportere sine produkter til EU. Men holder det?
Schweiz har absolut ingen indflydelse på EU’s lovgivning, så hvorfor skulle landet acceptere, at f.eks. EU’s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed skulle gælde i Schweiz? Det ville jo betyde, at en portugisisk statsborger – og dem er der mange af i Schweiz – ville have ret til samme, høje sociale ydelser som schweiziske statsborgere. Det ville radikalt ændre Schweiz’ immigrationsmodel med loft for udlændinge vedtaget ved demokratiske folkeafstemninger. Er EU’s tankegang ikke i bund og grund anti-demokratisk? Selvfølgelig er den det!
Brexit fandt som bekendt sted, fordi EU’s arrogance over for UK blev lidt for tydelig. EU har intet lært af forhistorien til Brexit, hvor man også insisterede på en dynamisk tilpasning fra UK’s side til EU-lovgivningen. Den gik heller ikke. Boris Johnson kaldte EU’s bluff og truede med helt at opgive forhandlingerne om adgangen til EU’s indre marked. Hans hovedargument var, at han så bare ville handle med EU på basis af WTO’s regler og at det ikke ville have de helt store konsekvenser, eftersom WTO-lande skal give hinanden favorable MFN- tariffer – de såkaldte Most Favoured Nation-tariffer. Og så faldt EU fra og indgik en aftale om toldfri eksport-import mellem UK og EU.
Schweiz har stået i samme situation. Og i stedet for som medierne gør at købe EU-Kommissionens linje om den kommende økonomiske katastrofe, ville det være betimeligt at spørge: Hvorfor skulle Schweiz skulle vælge at afslutte forhandlingerne om en rammeaftale, der ville føre til landets ruin? Mine egne erfaringer med forhandlinger med Schweiz i forbindelse med oprettelsen af Det Europæiske Økonomisk Område, som Schweiz afviste ved en folkeafstemning i 1992, er, at schweizerne er de bedst forberedte diplomater, jeg nogensinde har forhandlet med.
Hver eneste krav fra EU’s side blev imødegået med dokumenterede svar, som henviste til tilsvarende undtagelser og paralleller i EU’s egne medlemslande, som EU sommetider bare havde set gennem fingre med. Schweiz er ikke diplomatisk set lilleputter og man må gå ud fra, at schweizerne nøje har kalkuleret, hvad EUs svar vil blive. Ikke mindst fordi et sådant svar må tage højde for Schweiz’ forhold til indtil flere venligtsindede EU-lande som Østrig, Italien og ikke mindst Tyskland. Tror nogen virkelig, at disse lande ville gå med til, hvad der svarer til en økonomisk blokade af Schweiz?
Så hvad har EU-Kommissionen gang i? Hvorfor denne neo-imperialistiske tilgang til handelssamkvemmet med to af verdens ældste demokratier? Vi vil vide mere de næste dage og måneder. Men forklaringen er mere end at en amatøragtig EU-Kommission og dens inkompetente forkvinde, Ursula von der Leyen, bare er blevet ført bag lyset af deres egne embedsmænd. For der er blandt EU’s topledere en kult-agtig tro på på egne fortræffeligheder og EU’s mission i verden som et lysende historisk eksempel på ikke voldeligt samarbejde på tværs af grænserne. En næsten religiøs tro, som ikke tåler modsigelse.
Selv når virkeligheden i form af EUs skandaløst ringe håndtering af Covid-19- krisen, Brexit og nu Schweizit, afslører denne selvovervurdering som varm luft.
Igen og igen.