Iran-krisen viser, at Tyskland og Frankrig spiller russisk roulette med EU’s (og Danmarks) udenrigspolitik. Spørgsmålet er, om det er i Danmarks interesse at sætte sit forhold til USA over styr ved at følge EU’s antiamerikanske politik.
EU’s stats- og regeringschefer mødtes i Sibiu, Rumænien, og deres udenrigsministre i Bruxelles for et par uger siden for at diskutere EU’s fremtidige udenrigspolitik, herunder en fælles kurs vendt mod USA. Alt tyder imidlertid på, at EU’s (læs: Frankrigs og Tysklands) forsøg på at modarbejde Europas største og vigtigste allierede, USA, er ved at falde helt sammen.
Den 8. maj (læg mærke til datoen) har Iran nemlig opsagt vigtige dele af den atomaftale, som det muslimske regime indgik med USA under præsident Obama, og som reelt gav Iran 10 år til at udvikle atomvåben. Hvorfor vælger Iran netop nu at opsige atomaftalen og true med angreb på amerikanske ”interesser” i Mellemøsten?
Fordi USAs sanktioner træder i kraft netop i disse uger og måneder og de virker. Det har bl.a. sat en bremse for Irans muligheder for at eksportere olie og dermed få adgang til hård valuta. Iranerne er desuden blevet blokeret i det internationale banksystem, hvilket gør det umuligt for internationale virksomheder at investere i Iran.
Har det noget med resten af EU at gøre, at Tyskland, Frankrig og Storbritannien sammen med USA, Kina og Rusland har underskrevet en atomaftale med Iran? Det har det, fordi lige siden Obama forlod præsidentposten har EU’s udenrigspolitik, som de facto bestemmes af Frankrig og Tyskland, været vendt mod Trumps Iran-politik.
Trump har nemlig radikalt ændret Obamas Iran-politik ved at opsige Obamas Iran-aftale (som blev indgået den 8. maj 2018), erklære Den Iranske Revolutionære Garde for en terroristisk organisation og advare lande, der fortsætter med at handle med Iran om, at de kan blive udsat for amerikanske sanktioner.
Tyskland, Frankrig og Storbritannien har sammen med Vestens geopolitiske modstandere, Kina og Rusland, fastholdt Obamas aftale med Iran til trods for, at Trump har opsagt den. De har ikke alene modarbejdet USA’s bestræbelser på at begrænse Irans støtte til terroristiske bevægelser i Mellemøsten, men har qua deres støtte til atomaftalen indirekte understøttet Irans forsøg på at bygge deres egne atomvåben.
Iran har for nylig selv opsagt dele af atomaftalen netop fordi de amerikanske sanktioner begynder at gøre ondt. Dermed er det lysende klart for alle, at EU, Kina og Rusland intet kan gøre, og at de har overspillet deres kort. Det kan Kina og Rusland tage let på, fordi Xi og Putin ikke skal stå til regnskab overfor vælgerne. Men det skal stats- og regeringscheferne i både EU og Danmark.
Hvordan er det kommet så vidt, at EU’s politiske elite anser Trumps USA for en ligeså stor trussel mod Europas eksistens som Putins Rusland og Xi’s Kina?
Årsagen er Frankrigs og Tysklands stormagtsdrømme, der med EU som dækflag bliver klarere og klarere dag for dag i form af fransk/tyske bestræbelser på at udvide EU’s militære samarbejde i forhold til udvikling af EU-kampfly, fælles indkøb på det militære område og oprettelse af en decideret EU-hær.
Forslagene om et udvidet militært samarbejde i EU blev betragtet som ren fantasi, da Frankrigs præsident luftede dem for første gang for et par år siden, men senest har også den tyske kansler, Angela Merkel, understreget behovet for et stærkt EU i lyset af truslen fra Kina, Rusland og…USA!
I EU-elitens optik er Trump ude på at ødelægge EU med sin støtte til Brexit, sin nationalisme og sin ”Amerika Først-politik”. Men det viser kun, at ti-øren ikke er faldet hos Merkel og Macron endnu. For Trump forventer, at andre lande gør det samme som han, nemlig at de forsvarer deres egne interesser først.
Og set med hans briller er det jo lige præcist det, Tyskland og Frankrig gør, idet de under dække af ”uselvisk” at forsvare det internationale ”samfund” og dets ypperste flagskib, EU, hypper deres egne kartofler.
Så forklaringen må søges andetsteds. Og mon ikke krisen mellem EU og USA snarere kunne have noget at gøre med Tysklands og Frankrigs antiamerikanske politik?
Det er jo Tyskland, der på trods af Trumps kritik fastholder energisamarbejdet med Rusland og støtter Nordstream 2, som vil øge landets afhængighed af Rusland.
Det er Tyskland, der ikke alene nægter at overholde sine forpligtelser over for NATO, men som reducer sine bidrag til NATO.
Det er EU (og de facto Tyskland og Frankrig), der fortsat understøtter Iran-aftalen og opretter INSTEX, den finansielle mekanisme, der skal gøre det muligt for europæiske virksomheder at handle med Iran trods de amerikanske sanktioner.
Og det er Tyskland og Frankrig, der aktivt samarbejder med USA’s geopolitiske rivaler, Rusland og Kina, og som støtter ideen om at oprette en EU-hær som en konkurrent til NATO.
Trump har gennemskuet Tysklands og Frankrigs magtspil. Og Iran-aftalens sammenbrud burde gøre det klart for de øvrige EU-lande, at EU’s udenrigspolitik ikke er på den rette kurs.
Spørgsmålet er, om danske vælgere vil fortsat give Danmarks politiske klasse mandat til at gamble med Danmarks fremtid ved blindt at følge Frankrigs og Tysklands stormagtsambitioner.
OBS: DR har fået Facebook til at lukke 24NYTs side. Derfor kan vi ikke selv dele denne artikel. Vi håber, at læserne selv vil dele den fra egne Facebook-profiler.