Da vi i 1945 tog afsked med besættelsesmagt og censur, havde ingen fantasi til at forestille sig, at sidstnævnte med politikernes tavse billigelse igen ville blive dagligdag i Danmark.
Men så dukkede Facebook op på den politiske scene.
Det begyndte så uskyldigt som et sted på internettet, hvor man kunne dele sine oplevelser og feriefotos med familie og venner og sende dem en hilsen.
Men der stoppede det ikke, og i dag er Facebook allemandseje og en magtfaktor, som helt åbenlyst bruger politisk censur mod sine brugere.
Langt de fleste har i dag en profil på Facebook – lige fra kongehuset til skolebarnet – og ingen politiker ville eller kunne undvære Facebook som sin helt egen reklamekanal til sine politiske udgydelser.
Facebook har kun eksisteret i Danmark i omkring 15 år, men de færreste ville nok i dag undvære alle de muligheder, Facebook giver dem.
Den afhængighed har Facebook naturligvis for længst opdaget og forstår dygtigt at udnytte. Censuren rammer dog især helt almindelige mennesker, der naivt tror, at vi har ytringsfrihed i Danmark, og at kun domstolene kan blande sig.
Facebook slår hårdt ned på dem, der tillader sig at have en anden politisk holdning end Facebooks egen, i så fald mærker man hurtigt det altseende øje i nakken, og faren for at blive udelukket fra ”det pæne selskab” bliver en fast følgesvend.
Når censurens hammer så falder, får man ikke at vide, hvori ens brøde bestod. Det er også unødvendigt for en despot, for Facebook er både anklager, dommer og bøddel. Ingen demokratiske frihedsrettigheder her.
Facebook har endnu ingen konkurrenter, men der arbejdes på sagen, og det er forhåbentlig kun et spørgsmål om tid. Indtil da må vi på kattepoter bevæge os rundt i Facebooks minefelt i konstant fare for udslettelse.
Bevæger man sig rundt på nettet, opdager man hurtigt, at Facebook er her, der og alle vegne. Meget kan deles via Facebook, og der deles, linkes og likes på livet løs.
Tilhører man de ”højrøstede”, kan det være noget af en balancegang at gebærde sig. Hvis ikke man varer sin mund – eller sin pen – og falder i den politisk ukorrekte grøft, så vanker der. Det er som at gå i skole igen, dengang læreren måtte hive én i ørerne og smække én over fingrene med en lineal.
Indordner man sig ikke gældende politiske spilleregler, så rammer censurens hammeren, og fremturer man, anbringes man bag tremmer med mundkurv på en rum tid.
Om det rædsomme begreb ”politisk korrekt” er barn af Facebook, får man en grim mistanke om, det rimer på censur og ensretning.
Straffens længde stiger efterhånden, som man dummer sig og ikke lærer at rette ind, og den kan strække sig over dage, uger eller måneder. Den uforbederlige bliver aflivet – får sin profil på Facebook slettet – og afskæres dermed fra at ytre sig utroligt mange steder på nettet.
Det er blevet populært at oprette grupper omkring et specifikt emne, og grupperne kan komme op på flere tusinde medlemmer. Protestgrupper, som der er rigtig mange af, får kun lov at leve en tid. Bliver de kritiske røster for mange og dermed for højlydte, bliver gruppen kort og brutalt aflivet – uden forklaring.
Opslag, som lugter lidt for meget af utilfredshed med den igangværende befolkningsudskiftning, fjernes med beskeden ”dette indhold er ikke tilgængeligt lige nu” – det bliver det så i øvrigt heller ikke på et senere tidspunkt.
Hvordan kan det tillades, at et udefrakommende privat foretagende frit kan brede sin egen politik ud overalt i samfundet og agere overdommer over befolkningens politiske holdning, uden at der gribes ind?
Ville politikerne være lige så tilbageholdende, hvis den politiske censur havde rødder i samme muld som for 80 år siden?
Politikerne er passive og evner/tør/vil ikke røre ved problemet. De har selv utrolig lang snor hos Facebook og tror sig måske urørlige. Men de skal nu ikke føle sig for sikre, for når selv en tidligere amerikansk præsident, Donald Trump, kan blacklistes af Facebook, kan ingen føle sig sikker. For i Trumps tilfælde handlede det utvivlsomt om hans ”forkerte” politiske farve.
Eller er politikerne selv så fedtet ind i – afhængige af – Facebook, at ingen ønsker at ændre status quo? Befinder de sig så dybt nede i lommen på Facebook, at intet lys trænger igennem og sætter fokus på, at vi igen har politisk censur i Danmark?
Vi tvinges til at gå med mundbind, men at tillade Facebook at give os mundkurv på, hvis vi bruger vores grundlovssikrede ytringsfrihed, der sætter mange af os grænsen.
Censur, uanset hvordan den foregår, er ikke et demokrati værdigt.