Nasser Khaders fald og Talibans sejr er to sider af samme sag, nemlig feminiseringen af Vesten.
Der er noget uhyggeligt over #Me-Too bevægelsen: dens selvrefærdighed, dens manglende respekt for retssikkerhed og princippet om uskyld indtil det modsatte er bevist, dens manglende empati for dens ofre som forsvinder sporløst fra det offentlige liv ligesom Nasser Khader, dømt af medierne, sin politisk korrekte partichef og folkedomstolen uden at vi rigtigt ved hvorfor. Bortset fra, at det vist var noget med upassende opførsel for mere end 20 år siden. Det er helt fra drejebogen og filmen, der hedder ”Feminismen – Vor Tids McCarthyisme”.
Men feministerne syntes, at det er helt OK. Han har ”sikkert” fortjent det, den mandschauvinistiske gris.
Da kvindebevægelsen i protest mod Donald Trump lancerede sin Women’s March On Washington i januar 2017, dagen efter Donald Trumps var blevet indsat som USA’s præsident, organiserede LGBTQ-bevægelsen hvad der var den største demonstration i USA’s historie.
Før den stakkels hvide mandschauvinist havde sat pen til papir, demonstrerede 470.000 kvinder, hvoraf mere end en tredjedel var ugifte kvinder med høj akademisk uddannelse. Arbejderkvinder var der ikke mange af.
Viktor Axelsen græd som en pisket hund i benovelse over sig selv og sin badminton-OL-medalje og Leo Messi lod også tårerne få frit løb, da han af egen fri vilje forlod Barcelona til fordel for fransk fodbold og PSG samt 25 millioner Euro. Og begge blev hyldet af feministerne og de feminiserede mandlige sportsjournalister som ”modige” mænd, fordi de opførte sig som kvinder.
At kvinder gennem historien har prøvet at få mænd til at være, skal vi sige, lidt mere lige som dem selv, er ubestridt.
Men vores tids kønskamp har nået nye højder af absurditet takket være feminismen, som selv Bob Dylan, der ikke kendt som mandschauvinist, ikke vil kunne genkende mere end 50 år efter han i sangen Maggie’s Farm tillod sig at sige det’ der i dag kun tør hviskes blandt de politisk ukorrekte, nemlig at det bedste for ens mentale sundhed er at være sig selv: ”I try my best to be just like I am, but everybody wants me to be just like them”(Jeg prøver at være den jeg er, men alle {læs:Maggie/kvinder} vil ha’ jeg skal være ligesom dem”).
Topnummeret i pseudo-psykologisk ”analyse” leverede vores allesammens bedstefar, USA’s præsident, Joe Biden, da han i et interview med den amerikanske journalist, George Stephanopoulos, i forbindelse med Talibans brutale erobring af Kabul, forsvarede sin passivitet overfor åbenlys aggression med ordene: “I think they’re going through sort of an existential crisis ” (Jeg tror de gennemgår en eksistentiel krise).
Eller med andre ord, Biden og hans feministiske vicepræsident, Kamala Harris, som pralede at af være den, der overtalte Biden til uden at varsle Afghanistan at trække sine luftstyrker ud af landet, hvilket den afghanske hær – med rette – så som et dolkestød i ryggen, hvorefter de opgav kampen – tror de, at USA kan løse Afghanistan-krisen, hvis bare man kunne få Taliban til at gå til psykolog?
Lommepsykologien har længe haft kronede dage, men når det bliver officiel amerikansk politik, rejser det unægtelig et noget andet og mere alvorligt emne end hvorvidt Biden, Axelsen og Messi er nogle bløde ”pseudo-kvinder” eller om de bare simulerer, fordi deres medierådgivere siger, at det giver pote i meningsmålingerne og i pressen.
Feministerne hævder jo, at Vestens kultur er mandsdomineret og patriarkalsk, men det er jo en kultur, som i Afghanistan og under hele Pax Americana – den Amerikanske Fred – fra 1945 til 2021 – gjorde Vesten og ikke mindst Danmark og Europa til et sikkert sted under USA’s atomparaply. Hvis mænd forventes at opføre sig som kvinder, hvad skal vi så – Vestens kultur – med mænd? Og hvad er konsekvenserne af radikal feminisme for Vestens kultur?
Nasser Khader og Kabuls fald inklusive ISIS’ blodige genopstandelse giver svaret: Kaos.
Feminiseringen af Vesten er hverken tilfældigt eller – som feministiske aktivister såsom Betty Friedan,Germaine Greer, eller den allermest charmerende, Soraya Chemaly, i sin bog ”Rage Becomes Her – The Power of Women’s Anger” hævder, et spørgsmål om kvinders berettigede vrede efter tusinder af års undertrykkelse fra patriarkatets side.
Kvindesagens store 3. generations tænkere er nemlig alle ny-Marxister: kvindekampen er for dem – ligesom klassekampen var for Marx – et middel til at ændre det kapitalistiske samfund til et utopisk paradis.
Som grundlæggeren af #Me-Too bevægelsen, Tarana Burke, siger, så ingen kan misforstå det:”Sexual violence is about power and privilege” (Sekschikane handler om magt og privilegier”). Patriarkatets-mænds-magt forstås. De hvide af slagsen.
Marx ville have været med hende hele vejen.
Men sådan har kvindekampen ikke altid været. 1. og 2. generationsfeministerne ville have ligestilling juridisk og kæmpede for ligestilling. Men som én af denne generations repræsentanter, Christina Hoff Sommers, skriver i bogen ”Who Stole Feminism?How Women Have Betrayed Women” – de radikale ny-marxistiske feminister stjæler vores frihedskamp. Og de vil ikke have ligestilling – de vil have hævn…og revolution.
Ligesom Black Lives Matters ny-Marxister stjæler borgerrettighedsbevægelsens berettigede kamp mod racediskriminering fra Martin Luther King fordi de ville have noget andet og mere: hævn….og revolution.
Tag ikke fejl: feministernes ledere, Kvinfoerne i Danmark og #Me-Too-erne over hele Vesten, ved, ligesom Black Lives Matters ledere, hvad de gør. Det er mere uvist, hvad deres nyttige idioter, de aktivister som fører deres sloganer ud i livet, mener at have gang i. Og dermed begår de en fejl.
For revolutioner har det med at æde sine egne: ”Me-Too er ikke sandheden eller kampen for retfærdigheden, men ren og skær nøgen magtpolitik.
Eksemplerne er mange. F.eks. #Me-Too kvinden, Demokraten og advokaten, Roberta Kaplan, lederen af #Me-Too bevægelsens Time’s Up, som i sagen om New York-guvernøren, Demokraten Andrew Cuomos sex-chikane bevisligt hjalp ham med at sværte hans kvindelige anklagere til? Af politiske grunde. Hun blev tvunget til at gå af og Time’s Up-bevægelsen er færdig – men skaden er sket.
Eller hvad med Tara Reade, en overbevist feminist og Demokrat, der anklagede med overbevisende dokumentation Joe Biden for sex-chikane, mens hun arbejdede for ham, da han var senator?
Den amerikanske presse – som overvejende støtter Demokraterne – var stum som en kirkemus, indtil Biden havde vundet, og dyssede derefter sagen ned ved at prøve at svine hendes privat liv til. Kort sagt: #Me-Too var kommet til verden for at beskylde offeret for sexchikane for at være den skyldige.
Spørgsmålet er nu om konsekvenserne af feministernes ny-marxistiske kulturrevolution begynder at blive lidt for ubehagelige og åbenlyse i Vesten, både kulturelt og politisk. Er ikke-indoktrinerede kvinder langsomt ved at blive klar over hvordan de bliver udnyttet og spændt for en politisk vogn?
For nogle er skællene nok begyndt at falde fra øjnene. F.eks. kvinderne i Talibans nye Afghanistan, som iført en nyindkøbt Burqa nok hverken vil takke Biden eller feministerne. Eller for almindelige ikke-akademiske kvinder i Vesten, for hvem #Me-Toos ”sejre” over patriarkatet ikke er tegn på kvindekønnets fremgang, men på den fælles nedtur i forholdet mellem kønnene.
Men vi andre – hvide mænd – skal nok ikke holde vejret.