Folkeafstemninger er demokratiets hofnummer. Men under den sidste folkeafstemning endte vælgerne med at se ud som hofnarre.
Demokrati er baseret på to af Oplysningstidens grundpiller: individualisme og fornuft. Demos er græsk for folket og kratia græsk for magt. Med andre ord er demokratiets grundlag, at hvert enkelt menneske individuelt formår at se virkeligheden som det den er.
Ikke længere irrationel overtro – den sidste heks blev lovligt brændt i Europa i 1780 – ikke længere blind autoritetstro til magthaverne eller kirken – al magt til folket.
Danskerne anser sig selv som fornuftige, sommetider ovenikøbet snusfornuftige, men aldrig irrationelle eller drevet af følelser, når vi træffer vores valg.
Men alligevel sidder mange efter folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet tilbage med en underlig diffus fornemmelse af, at et eller andet ikke var helt som det skulle være. En fornemmelse af at være blevet taget ved næsen. Af hvem?
Af politikerne, hvor både vinder- og taber-siden har travlt med at komme videre. Ikke mindst af forsvarsminister Morten Bødskov, som hårdt presset dagen efter afstemningen måtte indrømme, at Danmarks prioritet fra nu af militært set ville være Arktis og Baltikum, ikke EUs missioner i Afrika og Bosnia-Herzegovina. Hvordan hænger det sammen? Var det ikke netop EU, ja-politikerne ville sende et solidaritetens budskab til?
Af statsministeren, som pralede af at vi danskere havde sendt Putin et budskab. Men var Putin eller krigen i Ukraine på stemmesedlen?
Militæreksperterne var over en bank enige om, at hvis Danmark skulle være mere med i EUs militære samarbejde, ville det kræve ikke blot masser af penge, men først og fremmest flere soldater. Men var det indførelse af værnepligt for kvinder som foreslået efter valget af ja-sidens Jakob Ellemann, vi stemte om?
Også medierne skyndte sig hurtigt videre, som om de var lidt flove over dækningen af hele historien. Det havde de god grund til.
Samtlige medier i Danmark, undtaget EkstraBladet, dækkede afstemningen som om Danmark skulle tage stilling til et øjeblikkeligt og presserende reelt problem og købte ja-sidens største og slagkraftigste argument: Vi må af med forbeholdet på grund af krigen i Ukraine. Og ingen journalist fulgte rigtigt op, når ja-siden, hver gang den blev spurgt om, hvorvidt sikkerhedspolitik ikke var NATOs opgave, øjeblikkeligt fik uld i mund.
Sandheden er, at danskerne stemte for afskaffelsen af forsvarsforbeholdet på grund af krigen i Ukraine, selvom de to ting intet har at gøre med hinanden. Skræmmekampagnen, som ingen turde kalde den, virkede. Herom er valganalytikerne enige. Og vi vælgere skulle have set det komme lige fra første færd, hvor regeringen fremlagde et folkeafstemningsspørgsmål, som var så bevidst vildledende at det ikke engang indeholdt ordet EU og først blev ændret efter massiv kritik.
Så, ja, vi blev bevidst vildledt af magthaverne, men det er jo det, politikere gør, så det nytter ikke noget at bebrejde politikere, hvis fornemste opgave er at holde sig selv ved magten ved at skjule sandheden for vælgerne.
Vi må bebrejde os selv.
Vi stemte i panik i stedet for at gennemskue skuespillet, som politikerne og medierne præsenterede os for og sige fra.
Ved enten at stemme nej elle afstå fra at stemme, som en rosværdig men desværre alt for lille del af vælgerne gjorde.
Hvad siger det om os selv, om danskerne? Politik er jo en funktion af vores kultur, vores selvforståelse, vores værdier. Ikke omvendt.
Det siger, at vores selvforståelse, vores selvrespekt som fornuftsbetonede, selvstændigt tænkende, demokratiske individer lige har fået én over snabelen. Og at vi vælgere inderst inde er flove over. at vi lod det ske.
Og det siger at vores politiske elite er blevet så arrogant og magtfuldkommen, at den intet besvær har med at føre os bag lyset for at tækkes magthaverne i EU, først og fremmest Tyskland og Frankrig, hvis langsigtede mål åbenlyst er at bryde USAs militære og politiske dominans.
Det må vi ikke lade ske igen, vel?