Hysteriet omkring Greta
Man kan snart ikke åbne en avis eller tænde for et TV-apparat uden at blive præsenteret for det svenske klimamirakel, teenageren Greta Thunberg. Hun overhældes med lovprisning, som den engel, der vil frelse vores planet fra den sikre undergang. Denne er forårsaget af den onde kapitalisme, der kun tænker på at bygge osende fabrikker, af de ligeså onde bilister, der ikke har andet at bestille end at drøne rundt i forurenende biler, og af de endnu værre flypassagerer, der ikke sejler eller svømmer til fjerne destinationer på en velfortjent ferie, men derimod tillader sig at flyve. Nej, man bør gøre som Greta: tage toget i stedet for. Selv den travle forretningsmand i Stockholm, der skal til et vigtigt møde i Wien bør, for at have en ren samvittighed, tage toget, selvom rejsen i en ubekvem togkupé varer 18 timer.
Men Greta selv har jo masser af tid. Hun begyndte med sine klimademonstrationer om fredagen – hvorfor dog ikke en lørdag eller søndag? – ved at pjække fra skolen, et pædagogisk forbillede, der blev fulgt af villige, men tåbelige teenagere i hele den vestlige verden, der ligeledes pjækkede deres skolegang. Efterspørgslen efter Gretas optræden, der består i, at hun anvender de samme fraser fra gang til gang netop om vores klodes snarlige undergang, er blevet så stor, at hun med sine forældres samtykke har taget et år fri fra skolen. Mon andre forældre er glade for dette forbillede?
Skeptikeren Bjørn Lomborg
I stedet for at juble over Greta Thunbergs frelsende budskab burde disse forældre og alle vi andre – der til forskel for den yngre internetgeneration endnu læser bøger – orientere sig både i den lødige faglitteratur f.eks. af Bjørn Lomborg og Joshua S. Goldstein og Staffan A. Qvist og i den del af pressen, der ikke ukritisk er sprunget på klimavognen. Det drejer sig bestemt ikke om danske, men om internationale aviser som f.eks. Neue Zürcher Zeitung, Die Welt og The Daily Telegraph. Danskeren Lomborg, politolog og i begyndelsen af sin karriere lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, blev i 1998 kendt med sin bog Verdens sande tilstand, i hvilken han påpeger, at miljøforkæmperes forudsigelser og påstande er overdrevne, samt at de midler, der anvendes på miljøforbedringer, bør prioriteres efter, hvor de gør mest gavn. Bogen blev i 2001 oversat til engelsk med titlen The Sceptical Environmentalist og vakte international opsigt. I 2007 udgav Lomborg i USA bogen Cool It (da. Køl af, 2007), hvori han gentager sin skepsis over prioriteringerne i miljødebatten samt kritiserer den såkaldte Kyoto-aftale indgået i 1997. Denne indebærer, at de globale udslip af drivhusgasser frem til perioden 2008-2012 skal reduceres med 5,2% i forhold til 1990-niveauet. Dette er dog ikke sket ikke mindst pga. at lande som USA, Kina og Indien har afvist at deltage i samarbejdet. Endvidere afviser Lomborg at acceptere, at der er videnskabeligt belæg for, at konsekvenserne af anvendelsen af fossile brændstoffer er så katastrofale, som hævdet af klimaaktivisterne inklusive netop Greta Thunberg og hendes menighed.
Joshua S. Goldstein og Staffan A. Qvist
Helt aktuel er analysen The Bright Future. How Some Countries Have Solved Climate Change and the Rest Can Follow fra 2019. Her peger de to forfattere, Joshua S. Goldstein og Staffan A. Qvist, som deres udgangspunkt på, at energiforbruget på verdensbasis i de næste 30 år vil stige med 50%. Dette skyldes den øgede velfærd i en række lande – Kina, Indien og de afrikanske lande – der, som Goldstein og Qvist udtrykker det, ”ønsker mere energi” og også har ”en moralsk ret dertil”. Hvis procentsatsen synes overdrevet, så skal man blot forestille sig, at fire mia. asiater installerer klimaanlæg i deres hjem. For at undgå den heraf følgende klimabelastning peger de to forfattere dog på en løsning, idet de påviser, i hvor høj grad den såkaldte rene energi i lande som f.eks. Sverige, Frankrig, Sydkorea og dele af Canada har afløst fossile brændstoffer. Og med ”ren energi” menes ikke først og fremmest vindkraft og solar energi, men ganske enkelt atomkraft, der er flere hundrede gange sikrere og renere end kul og således ikke bidrager til den globale forurening.
Miljøforkæmpernes sejrsgang i Tyskland
Ikke mindst i Tyskland er man begyndt at vågne op efter dette års EU-valg, der gav miljøpartiet Bündnis 90/Die Grünen en enorm tilslutning pga. den aktuelle klimadebat. Tyskerne har nu altid, hvilket historien har vist, ukritisk tilsluttet sig politiske bevægelser! Ved EU-valget gik det kristeligt-konservative regeringsparti CDU 6,5% tilbage i forhold til sidste EU-valg og koalitionspartneren, det socialdemokratiske SPD, hele 11,8%. Valgets sensationelle sejrherre med en fremgang på næsten 10%, dvs. en fordobling af stemmerne blev miljøpartiet, der dermed blev Tysklands næststørste parti efter CDU – og hermed kom så klimaproblematikken på den politiske dagsorden.
Partiets to ledere, Annalena Baerbock og ikke mindst Robert Habeck, er nu kommet helt frem i rampelyset og har nærmest fået tildelt en messiansk rolle. Ja, sidste meningsmåling viser, at Habeck, der også er viceministerpræsident og miljø- og landbrugsminister i Slesvig-Holsten, hvis der var valg i dag, ville blive valgt til Tysklands forbundskansler. Og dette i et land, der allerede har langt de højeste energipriser i Europa efter Mutti Merkels beslutningen om at nedlægge landets atomkraftværker, hvilket dog ikke har forhindret Tyskland i at importere energi i fra udenlandske atomkraftværker f.eks. i Frankrig og Tjekkiet – hykleriet kender ingen grænser! At de nuværende høje priser vil skyde dramatisk i vejret ligesom fejes under tæppet.
Men heller ikke Habeck, der ellers har fyldt de tyske avisers forsider, er dén helgen, han gerne gøres til i medierne. I januar 2019 offentliggjorde han via Twitter en video med flg. budskab: „Vi [dvs. miljøpartiet] forsøger alt, hvad vi kan, for at gøre [forbundslandet] Thüringen til et åbent, frit, liberalt og demokratisk land, et økologisk land.” Hermed mere end antyder Habeck, at Thüringen netop ikke besidder disse egenskaber, og at man, hvis man ikke er økologisk orienteret, heller ikke er demokrat, en arrogance, der trodser enhver beskrivelse og da også udløste dét, der i dag så smukt kaldes for en shitstorm. Men denne har ikke betydet, at hans parti har flyttet sig i spørgsmålet om de alene saliggørende alternative energikilder: vindmøller og solarpaneler spredt ud over landskabet.
Radikal nytænkning er på vej
Men nu er der fra en uventet side rettet en voldsom kritik netop mod de grønne økologiske fantasier, og disse er blevet fremført af ingen mindre end miljøborgmesteren i Hamborg, Fritz Vahrenholt, der er valgt af netop Bündnis 90/Die Grünen – ironien er til at ta’ og føler på! Han har netop – ifølge en aktuel polemisk klumme af debatøren Christian Ortner i den førende østrigske avis Die Presse – regnet ud, at hvis Tyskland frem til 2030 skal kunne reducere CO2-mængden med 90%, hvilket er det officielle mål, uden at anvende atomenergi, måtte man syvdoble vind- og solarenergien. Dette ville betyde, at der for hver 1500 meter ud over hele landet skulle bygges 200 meter høje vindmøller. Og udgifterne hertil ville betyde, at hver husholdning måtte betale et ekstrabeløb, der svarer til 320 euro, dvs. ca. 2,500 kr., om måneden. Værsgo’ og spis! Endnu har hans eget parti med Robert Habeck i spidsen ikke reageret på dette chokerende regnestykke. Igen fejes ubehagelige kendsgerninger under tæppet, men som ovenfor anført, er der en nytænkning på vej i form af en række konkrete påvisninger af kerneenergiens uundgåelighed. En ny klumme følger.
OBS: DR har fået Facebook til at lukke 24NYTs side. Derfor kan vi ikke selv dele denne artikel. Vi håber, at læserne selv vil dele den fra egne Facebook-profiler.