På velfærdsområdet er danskerne delt op i A- og B-hold. A-holdet er de heldige borgere, der har et fast vellønnet arbejde og private sundhedsforsikringer. De har råd til velfærd i luksusklasse. De resterende danskere – over 50 pct. af befolkningen med usikker tilknytning til arbejdsmarkedet – tilhører det uheldige B-hold, der må nøjes med skrabet, offentlig ”velfærd for de fattige”.
Tilhængerne af den universelle velfærdsmodel herhjemme har altid insisteret på, at den offentlige velfærd skal være for alle, for ”welfare for the poor is poor welfare”. Den danske velfærdsmodel er ikke desto mindre langsomt ved at overgå til et system, hvor det offentlige tilbyder standardiseret basisvelfærd, mens alle, som ikke vil nøjes med den, kan skifte den ud med private tilbud, enten mod betaling eller ved at forsikre sig.
Forudsat at de har råd til det naturligvis. For ganske vist er det fortsat sådan, at det ikke er tegnebogens tykkelse, der bestemmer, om man kan blive behandlet eller undervist, men det er tegnebogen, der bestemmer, om det sker på 1. klasse eller på ”monkey class”.
Private tilbud dukker op på alle områder over hele landet. Efter at man har skåret ned på den individuelle rådgivning i folkeskolen, køber forældrene privat uddannelsesvejledning ude i byen.
Private graviditetsklinikker tilbyder udvidet omsorg i form af jordemoderkonsultationer, fødselsforberedelse, fødselshjælp, ammehjælp, gravidmassage, akupunkturbehandlinger mv.
Flere går i privatskole. Børn til lavt- og højtuddannede klumper sig mere og mere sammen på hver deres skoler. De fattige og ressourcesvage i folkeskolen, og de rige og ressourcestærke i fri- og privatskolerne. De rige vælger folkeskolen fra dels på grund af lærernes manglende faglighed og evne til opretholde disciplin, og dels på grund af det store antal elever med indvandrerbaggrund.
Markedet for dyre efterskoler er opdelt i de almindelige efterskoler og dyre efterskoler for de rige, hvor der tilbydes studieture til Bali, New York, Ghana og meget andet, som koster ekstra.
Antallet af private daginstitutioner er eksploderet over de seneste år. Hertil kommer væksten i private plejehjemspladser, privat hjemmehjælp, privat lektielæsning, private vagtværn og meget andet.
Har man brug for lægehjælp, kan man ringe til 1813 og blive nr. 60 i ventekøen. Men man kan også kontakte Privatlægen. For en pris på mellem 1.400 og 2.400 kr. kommer en privat lægevagt hjem og tilser den syge. Private lægevagter etablerer sig i byer over hele landet.
Både danskerne og deres arbejdsgivere vil have, at de har en privat sundhedsforsikring, som betyder, at de kan få hjælp fra private læger, fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, hjemmehjælpere og andre faggrupper, når helbredet begynder at svigte. I perioden 2013-2017 er antallet af private sundhedsforsikringer steget med 23 pct. Over 2 mio. danskere kan nu komme uden om køen til det offentlige og blive behandlet på et privathospital eller en privatklinik med en forsikringspolice i hånden. Det stigende antal sundhedsforsikringer kommer primært via overenskomstaftaler på det private arbejdsmarked.
Den eksplosive vækst i private velfærdsløsninger er et symptom på, at A-holdet har mistet tilliden til de standardiserede leverpostejsløsninger fra det offentlige. På sigt kan det ikke undgå at undergrave opbakningen og tilliden til den universelle velfærd. A-holdet vil i stigende grad spørge, hvorfor det via skatten skal betale til noget, som det alligevel ikke bruger. Hvis man benytter en privat vagtlæge, bliver ens interesse for, hvordan den offentlige vagtlægeordning fungerer, ringere, og ens lyst til at betale ekstra i skat for den tilsvarende mindre. Opbakningen til den offentligt finansierede basisvelfærd, som primært benyttes af B-holdet, kan derfor forsvinde helt, hvis udviklingen fortsætter.