Der bliver ingen historisk opbrud i dansk politik efter det næste folketingsvalg – medmindre Uffe Elbæk bliver statsminister. Mandatfordelingen i Folketinget vil være nogenlunde som den er i dag. På det økonomiske område vil de fleste vælgere stemme på den fordelingspolitiske velfærdskoalition. På udlændinge- og integrationsområdet vil vælgerne stille sig tilfredse med Socialdemokratiets og Venstres retoriske ryk til højre.
Spin om politisk opbrud sælger billetter
Lige siden sommeren har kommentariatet blæst de næsten usynlige holdningsforskelle mellem partierne op til afgørende ideologiske skillelinjer og nærmest en verdensbegivenhed. Besserwisserne og andet godtfolk pumper deres politiske analyser op, så de får et skin af drama, og taler samstemmende om udsigten til ”noget af de vildeste, vi har set i dansk politik”. På trods af al den snak om et enestående opbrud i dansk politik, er der ingen tegn på tektoniske forskydninger i det politiske landskab. Mandatfordelingen har ligget stabilt i månedsvis, med ca. 20% til NB og DF, og der er ikke noget, der tyder på, at vi får et jordskredsvalg i stil med valget i 1973, hvor Fremskridtspartiet kom ind i Folketinget med 18 mandater.
På strandhugst hos DF og NB
De mange valgchok i Europa har betydet, at S og V har udvist et i europæisk sammenhæng sjældent klarsyn og erkendt, at den eneste måde, de kan overleve og bremse vælgerflugten til DF og NB på, er ved at rykke tættere på de to partiers indvandrer- og EU-kritiske retorik og overtage deres dagsorden. Når vi Danmark ikke har oplevet samme dramatiske vælgeroprør, som man har set i mange andre lande, skyldes det ganske enkelt, at både S og V retorisk er slået ind på en væsentligt strammere kurs i udlændingepolitikken.
Retoriske stramninger er valgflæsk og bluff
VLAK bryster sig af at have gennemført flere stramninger, men virkeligheden er, at Bermuda-trekanten – EU, Merkel og konventionerne – holder stadig Danmark åbent for asylansøgere og familiesammenføring. Det kan stadigvæk ikke lade sig gøre at sende udviste asylansøgere ud, og fokus i udlændingepolitikken er fortsat på integration og ikke hjemsendelse. De lappeløsninger, som regeringen implementerer, er bluff og valgflæsk, som ikke vender udviklingen. De betyder blot, at problemerne forværres i et langsommere tempo. Og så har politikerne fundet ud af, at vælgerne vil stramme, men ikke for meget, og at de derfor kan spises af med hård retorik.
Danskerne går ikke på barrikaderne
En meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, viser, at 54 pct. af danskerne går ind for hjemsendelse. Men når 54 pct. gør det, er det mere for at sende et signal til politikerne, og ikke fordi de går ind for radikale skridt og vil stemme på NB og DF. For Danmark er jo ikke et land, hvor folk går på barrikaderne. Danskerne er bløde slappere, der ikke har tradition for at være ultimative og gå til yderligheder (med undtagelse af Anders Samuelsen). Sandsynligheden for, at det næste folketingsvalg bliver et jordskredsvalg, er derfor tæt på nul.
80 pct. stemmer på integrationsvenlige partier
DF og NB har igennem længere tid arbejdet for at få gennemført det såkaldte paradigmeskift. Det handler om, at fokus skal være på at hjemsende flygtninge frem for at integrere dem. Det blødsødne danske vælgerkorps har imidlertid ikke belønnet de to partier for deres fokus på paradigmeskift. På alle niveauer i det danske samfund er der massiv opbakning til, at muslimske flygtninge og migranter skal integreres til den nette pris af 33 mia. kr. årligt de næste 82 år.
Det kan derfor ikke undre, at DF’s forslag om, at integrationsydelsen (IGU) afskaffes, har udløst voldsomme protester, ikke mindst fra en lang række V-borgmestre. Allerøds borgmester, Karsten Längerich, sagde: ”Det kan godt være, det er meningen, de skal hjem, men der bliver vi også nødt til at være realistiske. Hvem kommer i virkeligheden hjem, og hvem bliver i Danmark i mange år? For der er mange, der kommer til at blive her, og dem skal vi have integreret så godt som muligt gennem uddannelse og ved at få dem på arbejdsmarkedet”.
Alt bliver som det plejer
Op til valget vil partiernes budskaber mest handle om, hvem de kan og vil samarbejde med, og mindre om, hvad samarbejdet skal opnå og om partiernes mærkesager kan gennemføres i praksis. Der kan derimod ikke være tvivl om, hvilken politik der bliver ført efter valget. På det økonomiske område vil de klassiske slagsmål om bedst-til-velfærd fortsætte. Folketinget vil fortsat være domineret af velfærdskoalitionen bestående af de fordelingspolitiske partier, som vil fortsætte med at udplyndre danskerne gennem kreative skatter og fordele den skrumpende samfundskage.
På udlændingeområdet er de fleste danskere inkarnerede slappere. Selv om meningsmålingerne ganske vist viser, at 64 pct. af danske vælgere ønsker et stop for muslimsk indvandring, vil ca. 80 pct. på valgdagen stemme på de integrations- og indvandrervenlige partier.
Der bliver derfor ikke noget historisk opbrud i dansk politik, og de tre socialdemokratier (S, DF og V) bliver ikke decimeret af protestpartierne. Uanset om det er den blå eller røde blok, der vinder det næste valg, vil vi se en mere eller mindre uændret udlændingepolitik. Hverken Løkke eller Mette vil tage radikale skridt, som kan provokere Berlin og EU eller udfordre konventionerne. Skulle NB komme ind i Folketinget, vil partiet ikke få nogen direkte indflydelse på dansk politik, men vil holde de øvrige partier til ilden og presse dem til at rykke endnu mere mod højre.