Udgifterne til indvandringen er ifølge Ritzau på et år faldet med 5 mia. kr. Det viser Finansministeriets nye rapport med de seneste tal. Er det fup eller fakta? Det er der ingen, der ved, fordi der i dette land ikke findes uafhængige økonomer, der har lyst til at udfordre Finansministeriet og dissekere ministeriets tal.
I 2016 kostede indvandrerne og deres efterkommere det danske samfund 30 mia. kr. I 2015 var tallet 35 mia. kr., viser de nye tal fra Finansministeriet. ”Det er et meget markant skifte. Det går den rigtige vej. Vi har fået knækket kurven på udgifterne i forhold til ikke-vestlig indvandring, og vi kan se, at vestlig indvandring giver et ekstra plus”, siger den indvandringsglade finansminister Kristian Jensen (V).
Midt i euforien skal jeg minde om, at stigningen i antallet af ikke-vestlige indvandrere, der er i job, skyldes opsvinget og er derfor midlertidig. Så snart vi får økonomisk afmatning og der skal fyres, er det erfaringsmæssigt udlændinge, der ryger først. En stor del af de ikke-vestlige indvandrere, der er kommet i job, vil derfor igen blive sociale klienter.
Timingen for de nye tal fra Finansministeriet kan ellers ikke komme bag på nogen. Indvandringen og integrationen ventes jo at blive de vigtigste emner ved det kommende folketingsvalg, hvorfor det er vigtigt for regeringen at kunne bilde danskerne ind, at det går ufattelig godt på udlændingeområdet.
Statistik er forbandet løgn
Tal og fakta er benhård valuta i den politiske debat. De kan sætte en dagsorden, vende en debat, lukke munden på modstandere og skaffe vælgere.
Man siger, at der findes løgn, forbandet løgn og statistik. Alle der har arbejdet med data ved, at der er mange muligheder for manipulation med tal og den statistiske metode. Finansministeriet er ved flere lejligheder blevet kritiseret for sin måde at regne på. Bl.a. har Cepos kritiseret Finansministeriets regnemetoder i forbindelse med ministeriets analyse af effekterne af kontanthjælpsreglerne.
Talmanipulation kan være fristende for den regering eller politiker, som ønsker at retfærdiggøre en bestemt politik eller dokumentere fremskridt på udvalgte områder. De ”urokkelige” tal, der kommer fra hhv. Finansministeriet og Danmarks Statistik, skal derfor tages med et meget stort gran salt, fordi der efter al sandsynlighed er tale om en stærkt politiseret og ideologisk farvet statistik.
Lemfældig omgang med milliarderne
Politikerne og de gamle medier har et særdeles afslappet forhold til, hvor meget indvandringen koster.
I maj 2018 har Berlingske således bragt nyheden om Finansministeriets fremskrivning til år 2100, der viste, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere vil medføre en varig nettoudgift for de offentlige finanser på 33 mia. kr. årligt.
Seks måneder senere, i december 2018, kunne Berlingske berette, at ikke-vestlig indvandring koster 36 mia. kr. om året, altså en stigning på 3 mia. kr. på 6 måneder.
Kun 4 måneder senere, i april 2019, oplyser Finansministeriet, at prisen for indvandring er faldet fra 35 mia. kr. (hvor kommer det tal fra?) til 30 mia. kr.
Holder de 30 mia. kr. vand?
Det er velkendt, at politikerne og embedsmænd manipulerer med statistiske data. Alle kan sikkert huske sagen om manipulation med regeringens landbrugspakke i 2016. Og i forsvarsministeriet har man under pres fra USA’s præsident nedsat en særlig arbejdsgruppe, der har fået til opgave at undersøge, hvilke udgifter man fra staten kan flytte over i forsvarsbudgettet uden at det reelt styrker forsvarskapaciteten. Formålet med øvelsen var at manipulere med tallene og slippe for at levere det lovede NATO-bidrag på 2 pct. af BNP.
Når det drejer sig om indvandringen pris, kan man levende forestille sig, at indvandrings-relaterede udgifter skjules i regnskaberne for de enkelte ressortområder. Spørgsmålet er derfor, om de 30 mia. kr. netto (der tales aldrig om bruttoprisen), som indvandringen påstås at koste, omfatter følgende udgifter:
- Domstolene (separationer, skilsmisser, forældremyndighedssager, faderskabssager)
- Socialforvaltningen (sociale ydelser, kommunale integrationsprojekter)
- Ordenspolitiet, kriminalpolitiet, fremmedpolitiet, PET
- Hospitalsvæsenet, alm. praktiserende læger (større sygelighed, flere sindslidende bl.a. grundet fætter-kusineægteskaber, D-vitminmangel, diabetestilfælde mv.)
- Fængselsvæsenet (overrepræsentation af flygtninge, indvandrere og efterkommere) fængselspræster, fængselspsykologer)
- Skoler (ekstraundervisning, specialundervisning, psykologhjælp, modersmålsundervisning, SFO-pædagoger)
- Børnehaver og vuggestuer
- Asylsystemet (Flygtningenævnet, asylcentre, Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, kørsel fra/til grænse til modtagecentrene)
- Krisecentre (hvor kvinder fra 3. verdenslande er overrepræsenterede)
- Advokatsalærer, fri processystemet
- Tolkebistand, sprogundervisning
- Dagpenge, bistandshjælp, sygedagpenge, førtidspensioner, børnepenge,
- Børnetilskud, boligtilskud m.v.
- Forsikringsbeløb (hærværk, ildspåsættelser mv.)
- Skadeserstatninger for vold
- Udgifter i forbindelse med kidnappede børn
- Polygami (huslejetilskud til to lejligheder, udlæg til børnepenge til den “enlige” mor)
- Tilskud til etniske foreninger
- Særlige integrationstiltag, ungdomsklubber, gadeplansarbejdere, fædregrupper
Medmindre regeringen fremlægger et eksakt regnskab, hvor både de direkte og indirekte omkostninger ved indvandringen er medtaget, kan der rejses berettiget tvivl om, hvorvidt Finansministeriets seneste pris for indvandringen – 30 mia. kr. årligt – holder vand.
Nu bliver det spændende at se, om den nedjusterede pris for indvandring betyder, at Finansministeriet vil nedjustere sin fremskrivning fra maj 2018. Gør ministeriet det ikke, må man gå ud fra, at fremskrivningen fra maj 2018 gælder fortsat, selv om den årlige udgift til indvandrerne påstås at være faldet til 30 mia. kr.
Indtil videre er prisen for indvandring derfor fortsat 33 mia. kr. årligt netto 81 år frem. I alt 2.673 mia. kr., som vil gå fra danskernes velfærd.