Før var det noget med at plante smil og solskin. Nu har gartnerne fået andre opgaver.
I 1956 kunne Gustav Winckler og Grete Klitgaard smelte hjerterne med deres hyldest til havens idyl.
I dag ville gartneren have udtrykt sig i parabler, som inden for litteraturen betegner lignelser, der skal forstås som sindbilleder på sandheder, som ingen tør sige med rene ord.
Da Danmark i tiden 1940-1945 var besat af tyske tropper i grønne uniformer, var der en, der skrev en længere artikel om nederdrægtige grønne insekter, der åd alt omkring sig og var svære at få has på.
I 24NYT (28.6.) beretter Pernille Birkler om en invasiv art, der har bredt sig i landet:
”De offentligt ansatte gartnere, både de statslige og de kommunale, har i årevis forsømt deres pligt og ikke interesseret sig for, hvilke skader denne invasive plante kan gøre på vores egne planter. Mange af gartnerne har blot ladet stå til, nogle af dovenskab, andre af angst for de andre gartneres udskamning – de holder nemlig meget af ugræs”, skriver hun.
Så er det noget andet med Carsten Jensen, der har gjort en karriere ud af at udstille Danmark som ondskabens rige, og det sker ikke i parabler. Det er som regel i udenlandske medier, som nu i Frankfurter Allgemeine Zeitung (18.6.), hvor han anklager det danske socialdemokrati for at gå ind for et ”etnisk rent” Danmark.
Som belønning for sin litterære indsats modtog Jensen i 2012 statens livsvarige ydelse, så han har penge til mange flere kunstneriske præstationer.
