Paludan er en politisk provokatør. Det ved vi alle og når det så er slået fast, kan vi bevæge os videre til sagens kerne, som er ytringsfriheden. Netop ytringsfriheden står ikke til forhandling på grund eller trods af Paludans provokationer. Tænk, hvis vi i Folketinget åbnede op for at lovgive således, at gadens parlament får vetoret over, hvem der må demonstrere, hvor og hvorfor. Husk på, at lovgivning skal være objektiv og neutral og gælde for alle borgere i alle situationer.
Hvis vi tillader ballademagerne at forhindre Paludan i at demonstrere, så er kursen sat mod voldsmandens veto, hvilket ville betyde, at 1. maj arrangementer ville kunne saboteres af voldsparate anti-kommunister.
Eller tænk på Priden, hvor de homoseksuelle og andre forsamles i festligt lag. Det lader nogle mennesker sig også gå på af, hvorfor dét også ville kunne forbydes at gennemføre med en lov, der var baseret på at beskytte særlige grupper “mod at kunne føle sig krænket”.
Jonas Christoffersen siger det egentlig meget godt her.
Argumenterne for et demonstrationsforbud bliver særligt sårbare, når det påpeges, at en lovtekst skal være juridisk gyldig og bindende. Man kan jo ikke skrive, at ytringer man selv finder stødende, skal forbydes. Der må jo gælde objektive og almengyldige kriterier. Og da vi alle er meget forskellige og tager anstød af vidt forskellige ting, ville en sådan indskrænkning af ytringsfriheden blive fuldstændig vilkårlig og umulig at administrere. Igen: Hvis en person lader sig provokere af røde faner 1. maj, fordi mange millioner mennesker er døde under kommunistiske diktatorers hærgen. Må han så tæve og true socialister 1. maj af den grund?
Ytringsfriheden og forsamlingsfriheden bør være ukrænkelige rettigheder, som vi aldrig går på kompromis med – dertil ville de negative konsekvenser langt overgå et øjebliks fred og ro.