Site icon 24NYT

Hvorfor stemmer de ikkevestlige ikke, og hvorfor stemmer de, når de gør?

Morten Uhrskov Jensen

En sjælden gang kan P1 Morgen være rent ud informativ. Det var den torsdag den 3. november, hvor det blev diskuteret – eller hvordan man nu gør det hos DR – hvordan det så ud med minoriteternes stemmeafgivning. Den var nemlig denne gang ca. 20 procentpoint lavere end danskernes. Først var der en forsker, der havde lidt svært ved at udtrykke sig, men derpå optrådte en ikkevestlig, der fik sagt hele fem meget afgørende sandheder, skønt det vist slet ikke var hendes hensigt. Den ikkevestlige, hvis navn jeg aldrig fik fat i, noget med ”Ali” til efternavn, var såkaldt ”bydelsmor” og tog sig af de arme sjæle i ghettoerne, nå nej, i de udsatte boligområder.

Indslaget med denne bydelsmor begynder 1:58:53 og varer knap otte minutter. Man skal unde sig selv at lytte til det, fordi bydelsmoren uafvidende bringer den bedst mulige reklame for, hvorfor den ikkevestlige indvandring er en fuldstændig katastrofe. Her følger de vigtigste punkter, som jeg lyttede til dem.

For det første udtalte bydelsmoren, at det var svært for både 1. og 2. generation at sætte sig ind i de politiske emner. Hertil kan vi vist roligt sige, at når heller ikke 2. generation – født og opvokset i Danmark – er i stand til at forstå de forskellige politiske partiers politik, kommer de aldrig til det, og de burde følgelig ikke være her.

For det andet forstår de ikke (det er ikke mig, der generaliserer på denne måde, det er bydelsmoren), at der skal 90 mandater til et flertal. Den blinker vist mere end rødt på kognitionen, når man ikke forstår logikken med, at der er 179 mandater i alt, og at 90 derfor er et magisk tal.

For det tredje synes de ikke, at politikerne har gjort det godt, heller ikke dem, de stemmer på, når de da stemmer i det hele taget. De kan ikke forstå, at f.eks. De Radikale eller Enhedslisten ikke kan få alle deres udlændingepolitiske punkter igennem, når nu de har gjort sig den ulejlighed at stemme på dem. Det følger vist ganske logisk af den der med ikke at kunne forstå, at man skal kunne tælle til 90.

For det fjerde er der selvsagt tonen, retorikken og symbolpolitikken at klynke over. Det manglede da bare.

Som rosinen i pølseenden fortalte bydelsmoren på journalistens spørgsmål om det generelle politiske engagement, at de fremmede skam interesserer sig meget for politik, dog næsten udelukkende udlændingepolitik. Det kan man jo godt forstå, når det vigtigste i verden er at få fætteren eller kusinen fra klanen op til landet i det høje nord med de astronomiske velfærdsydelser. 

Det var et ret vildt indslag i P1 Morgen. Uden at ville det gav bydelsmoren en stribe fremragende argumenter for, at den ikkevestlige indvandring skal standses og opfølges af en plan for omfattende hjemsendelser. 

Jeg takker P1 Morgen for, at mine skattekroner for en gangs skyld var givet godt ud.

Exit mobile version