Debatten om en fælleseuropæisk løsning af migrantkrisen er den seneste måned blusset op igen. På et nyligt EU-topmøde kasserede man den upopulære og urealistiske tanke om de tvungne flygtningekvoter og betonede i stedet, at krisen kun kunne løses ad frivillighedens vej.
Som følge af denne nye retning har Kommissionen nu foreslået, at et land kan få et tilskud på ca. 45.000 kr. pr. migrant for hver af de første 500 migranter, landet tager imod fra et skib.
Det er naturligvis et skridt i den rigtige retning, at man ikke længere vil underminere landenes asylpolitik. Med det fremlagte forslag er man dog ikke kommet et eneste skridt tættere på en løsning. Det anslås, at der er 65 mio. flygtninge i Verden i dag.
Tallet vil kun blive højere i fremtiden.
Selv i den utopiske situation, at alle EU’s lande måtte indføre en frivillig turnusordning og på skift tage imod 500 migranter, vil man kun have hjulpet 14.000 mennesker svarende til 0,02 % af alle flygtninge, når den første turnus var overstået.
Samlet set ville dette koste over 600 mio. kr. Ja, selv hvis samtlige af Verdens 196 lande takker ja til at tage 500 migranter hver, har man i bedste fald hjulpet 0,15 % af Verdens flygtninge.
Prisen for dette vil overstige 4 mia. kr.
Forslaget kommer ikke til at gøre hverken til eller fra. For det første skyldes det de kolde tal. Hertil er det økonomiske incitament for mange lande vil være ikke-eksisterende, da den gennemsnitlige udgift pr. ikke-vestlig migrant er langt højere end 45.000 kr. I Danmark ville beløbet ikke engang dække den årlige udgift for en gennemsnitlig ikke-vestlig migrant.
Enhver, der kan gange og dividere, kan regne ud, at forslaget er ren symbolpolitik.
For det andet – og vigtigst af alt – har striden om indvandringen intet med økonomi at gøre. Modstanden skal findes i helt andre tal. Hver tredje af de mest kriminelle unge er indvandrer eller efterkommer ifølge tal fra Justitsministeriet.
Mandlige somaliske efterkommere begår omkring syv gange mere voldskriminalitet end befolkningsgennemsnittet ifølge tal fra Kriminalforsorgen.
For efterkommere fra Libanon er tallet mellem fem og seks gange.
Selv når man korrigerer for socioøkonomiske faktorer, ligger tallet markant over gennemsnittet. Foruden tallene for kriminalitet er de problematiske holdninger til kvinders rettigheder, til homoseksualitet, til jødiske medborgere mm. også statistisk veldokumenterede.
Tendensen er den samme i alle vestlige lande, og netop heri ligger den reelle modvilje mod at tage flere migranter.
Hvis man ser bort fra disse problemer eller bortfejer dem med tom snak om tonen i debatten og om dårligt menneskesyn, ser man bort fra almindelige europæeres bekymring ved indvandringen. Netop dette tyder på at være tilfældet, hvad angår Kommissionens løsning.
Indvandringen er ikke et spørgsmål om penge – det er langt vigtigere end det.