Site icon 24NYT

Klumme: Ja til krig!

Prisen for den absolut dummeste valgplakat op til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet må tildeles foreningen ”Frihedslisten”. Her lyder budskabet: ”Stem nej til krig”.

Selv stemte jeg nej til at fjerne forsvarsforbeholdet, men dét nej var bestemt ikke noget nej til krig. Jeg støtter da fuldt og helt Ukraines forsvarskrig mod den russiske invasion. Det gør Danmark, EU og NATO også. Vi sender massevis af våben til Ukraine, så de kan fortsætte deres militære forsvar af deres land. Det er krig. Og det er en krig, som heldigvis i stor stil støttes af både ja-og nej-sigere. Men åbenbart ikke af Frihedslisten.

Tænk hvis alle demokratiske og frie lande var imod krig. En frygtelig tanke. Så havde vi alle i dag gået rundt med hagekorsbind på armen, mens jøder og invalide og andre ”undermennesker” alle sammen var blevet gasset ihjel i udryddelseslejre. Sådan en fred ønsker jeg ikke. Heldigvis var der en ”krigsgalning”, nemlig Winston Churchill i London, der erklærede Hitler-Tyskland krig, da nazisterne invaderede Polen i september 1939. Og det tog desværre meget lang tid, før politikerne i USA indså, at de måtte gå i krig og hjælpe Storbritannien mod Tyskland.

2. verdenskrig var en god krig. Ja, du læste rigtigt. Det var en helt nødvendig krig, for det var den eneste måde at stoppe Hitler på. Ærgerligt bare, at den erkendelse kom så sent i de demokratiske lande. Havde demokratierne på et tidligere tidspunkt indset, at krig og oprustning var en nødvendighed, så var uendelige mange menneskeliv blevet sparet. Nu nåede nazisterne ”kun” at myrde 6 millioner jøder. Og det bør ikke glemmes, at gaskamrene kørte på fuldt tryk lige indtil få timer før engelske, amerikanske og russiske tropper nåede frem til dødslejrene.

Har folkene bag Frihedslisten ikke lært af den historie? Har de ikke i historietimerne hørt om, hvordan Hitler-Tyskland i 1930’erne først invaderede og overtog Alsace-Lorraine i Frankrig, derefter indlemmede Østrig og endelig betydelige dele af Tjekkoslovakiet? Næste erobring var tydeligvis Polen, men her satte Storbritannien og Frankrig omsider hælene i og gjorde det klart, at en invasion af Polen betød krig.

Parallellen til Putin-Ruslands forsøg på at få ”lebensraum” og genskabe Sovjetunionen er slående: Georgien, Armenien og Krim gik jo fint uden indblanding fra de vestlige demokratier. Bevares, der var protester, men heller ikke mere. Så hvorfor ikke også banke Ukraine på plads. Det var jo ikke noget rigtigt land, som Putin udtrykte det. Det skulle bare indlemmes i Rusland.

Heldigvis er der folk i Storbritannien og USA, der kender til historien. Her er man klar over, at Putin kun kan stoppes med rå militær magt. Derfor sender de nu i stor stil raketter, kanoner og andet militært isenkram til Ukraine. Lille Danmark og andre lande støtter også ukrainernes frihedskrig.

Mener Frihedslisten ikke, at det er værd at kæmpe for frihed, demokrati og menneskerettigheder? Kamp er jo krig. Skal der bare være fred? I så fald bliver det jo på tyrannernes betingelser.

Foran Christiansborg står der jævnligt venstreorienterede med flag og bannere, som holder ”Fredsvagt”. Jeg overvejer stærkt at stille mig op ved siden af som ”frihedsvagt”, Mine flag og bannere skal vise kampvogne, jagerfly og kanoner, så det bliver tindrende klart, at jeg hører til dem, som mener, at friheden er værd at kæmpe for. At gå i krig for. Det mener Frihedslisten altså ikke. De synes fred er det vigtigste. De kan ikke lide militær.

Der var heldigvis nogle frihedskæmpere i Danmark, som med våben i hånd gjorde modstand mod den tyske besættelse 1940-45. Var det en krigsgal, militaristisk indstilling, der lå til grund for dette? Eller er det rigtigt at hylde vores alt for få frihedskæmpere? Jeg mener det sidste.

Når Frihedslisten siger nej til krig, bliver det jo bare komisk. Hvad er det egentlig, man mener? Det er åbenbart nej til krig og ja til frihed. Smukt og naivt. Heldigvis er der et stort flertal i Danmark, EU og NATO, der klart peger på, hvad der er vigtigst for dem. De peger på friheden. Den er værd at kæmpe for, om nødvendigt med våben i hånd.

Putins lebensraum-krige må stoppes nu. Ukraine-krigen må Rusland derfor ikke vinde, siger man i Washington D.C. Putin-Rusland skal bankes så langt ned med deres militær, at de ikke mere kan true eller genere deres naboer. Godt brølt fra USA. Jeg siger et stort ja til den krig.

Exit mobile version