For præcis 77 år siden kastede et amerikansk bombefly en atombombe over den japanske by Hiroshima. Det skete den 6. august 1945, og dagen markeres også i år i Japan og mange andre steder verden over. Tre dage efter kastede amerikanerne endnu en atombombe. Denne gang blev byen Nagasaki udslettet. De to atombomber dræbte øjeblikkeligt omkring 200.000 mennesker – og i årene efter voksede ofrene for de to atombomber betydeligt. Det var selvsagt forfærdeligt, men der er tre forhold, som ikke må glemmes:
For det første, at de to atombomber var medvirkende til at afslutte 2. verdenskrig – og det var jo godt, ikke? Den tager vi lige en ekstra gang: De to eneste atombomber, som til dato er brugt i krig, har været stærkt medvirkende til at afsluttet en storkrig – ikke startet den.
For det andet, sparede atombomberne USA for titusindvis af dræbte og sårede soldater, som en erobring og nedkæmpning af Japan med konventionelle våben ville have medført. Det er vel også godt, ikke?
For det tredje, bør japanernes grusomhed i Kina i slutningen af 1930’erne ikke gå i glemmebogen, sådan som det faktisk er sket mange steder uden for Kinas grænser. Japanernes fremfærd under erobringskrigen i Kina sidst i 1930’erne får Hitlers værste SS-bødler til at ligne en flok amatører. Specielt de japanske soldaters seks uger lange massakre i Nanjing, Kinas hovedstad dengang, overgår det værste mareridt, man kan forestille sig. I otte uger – fra midt i december 1937 til marts 1938 – myrdede, voldtog og torturerede japanerne civile mennesker i Kinas hovedstad. Ondskaben kendte ingen grænser. Små børn blev kastet op i luften og spiddet på bajonetter. Mødrene blev massevoldtaget og tortureret på grusomste vis. Mændene blev skudt eller halshugget. Ja, halshugninger blev nærmest en sport for de japanske soldater i de seks lange uger. Der var absolut ingen nåde. Japanerne betragtede kineserne som undermennesker, som udyr.
Har japanerne undskyldt grusomhederne over for kineserne? Omkring 300.000 kinesere blev dengang myrdet på bestialsk vist i Nanjing. Nej, der er ikke kommet nogen undskyldning fra Japan. Man benægter simpelt hen uhyrlighederne. Har der været et retsopgør efter krigen på samme måde, som der efter krigen i Europa var Nürnberg-processen, hvor de ansvarlige nazi-tyske ledere og generaler blev retsforfulgt og dømt? Nej, der har ikke været noget retsopgør.
Det er mig ubegribeligt, at man kan højtideligholde og markere atombomberne over Japan – mange mennesker i Vesten fordømmer ligefrem atombombningen af Japan. Hvordan kan man dog gøre det uden at se de historiske begivenheder dengang i en sammenhæng? Jeg hører ikke til dem, der fordømmer de amerikanske atombomber over Japan. Jeg synes ærlig talt, at Japan fortjente de bomber.
Hvordan kan jeg dog sige og skrive noget sådant? Det gik jo ud over en masse uskyldige mennesker, herunder japanske børn. Er det ikke grusomt? Jo, det er det sandelig. Men det gik sandelig også ud over uskyldige mennesker, herunder kinesiske børn, i Nanjing i 1937-38. De seks ugers massakre i Kinas hovedstad dengang skal ikke glemmes. Eller forties. Eller benægtes, sådan som japanerne gør det den dag i dag.
Der er faktisk forståelige årsager til, at ingen folkeslag ude i Fjernøsten bryder sig om Japan eller japanerne den dag i dag. Det var nemlig ikke bare i Kina, men også i alle de omkringliggende lande derude, at japanerne i 1930’erne og 1940’erne førte sig frem med uhørt grusomhed. Gad vide, hvor meget de japanske skolebørn hører om dét i historietimerne? Formentlig meget mindre end tyske skolebørn lærer om deres oldeforældres grusomheder i Polen, Ukraine, Baltikum, Rusland og mange andre steder i Europa.
Tyskernes grusomheder i Europa skal aldrig glemmes, og det skal japanernes grusomheder i Fjernøsten sandelig heller ikke. Vist skal vi se fremad, og vist skal nulevende tyskere og japanere ikke kritiseres for deres forfædres uhyrligheder. Men de må finde sig i at leve med de historiske kendsgerninger. Og det er naturligvis en ubehagelig byrde – men en byrde, som de efter min mening ikke skal fritages fra. Aldrig nogensinde.
Russerne bør også komme til at leve med de grusomheder, som russiske soldater i dag begår i de besatte områder af Ukraine. Det skal hverken forties, forbigås eller benægtes.