Når man er førstegenerationsindvandrer fra et ikke-vestligt land, oplever man af og til nogle ting, der går de fleste etniske danskeres næser forbi. Den anden dag havnede der et brev fra kommunen i min postkasse. Jeg undrede mig en del over det, for kommunen plejer da at sende alt til mig digitalt. Småskeptisk åbnede brevet, som indeholdt en stemmeseddel. Sedlen havde jeg fået, fordi jeg er indvandrer fra et ikke-vestligt land.
Så kan man åbenbart stemme til Integrationsrådet i kommunen. Tak for kaffe!
Jeg har fået stemmeret til et valg på den blotte baggrund, at jeg er født i et ikke-vestligt land. Jeg har ikke udmærket mig i nogen lokalpolitisk debat. Jeg har ikke tilegnet mig nogen særlig viden inden for det område, der kan berettige denne tiltro. Jeg er slet og ret bare ikke etnisk dansker. Det giver åbenbart stemmeret til nogle bestemte valg, som selv jeg som politisk aktiv person aldrig i mit liv har hørt om.
På en måde følte jeg mig forskelsbehandlet i øjeblikket. Ikke på den der offermåde, som alle medier efterhånden er fyldt til bristepunktet med. Snart er Gud og hvermand jo et offer. Nej, jeg følte mig forskelsbehandlet på den stik modsatte måde. Et eller andet sted derude sad der en gruppe mennesker, der følte, at jeg var et offer. Jeg følte det ikke selv, og det har jeg aldrig gjort. Men en eller anden tænkte, at det var synd for mig. Det var synd, at jeg var født i et ikke-vestligt land og måtte komme til Danmark. Det måtte jeg helt bestemt have haft nogle udfordringer med.
Sandheden er, at jeg ikke har haft nogen som helst udfordringer med integrationen.
Min offerrolle var åbenbart så vigtig for den pågældende person, at vedkommende endda var parat til at bryde et demokratisk grundprincip for at komme mig til undsætning – nemlig tanken om almindelig stemmeret til offentlige institutioner. Valget var ikke åbent for alle, men kun for folk, der var født i bestemte dele af verden.
Jeg kunne stemme til det. Derimod fik etniske danskere, som har oplevet den dybt mislykkede (umulige) integration på egen krop ikke ret til at stemme. En lærer ansat på en skole med en høj andel af indvandrerbørn kunne ikke stemme til valget. Det kunne en etnisk dansk integrationskonsulent heller ikke.
En politibetjent, som har et førstehåndsindtryk af kriminelle indvandrere, kunne ikke få lov til at stemme til Integrationsrådet.
Alle disse mennesker har formentlig noget kvalificeret at byde ind med i den sammenhæng – det er altså ikke kun indvandrere, der må mene noget om integration.
Jeg er overbevist om, at lige netop denne forskelsbehandling er en overvejende årsag til vores mislykkede integrationspolitik. Vi behøver ikke altid pusle om folk, der kommer her til landet. Det er ikke altid synd for dem. Naturligvis skal man da have noget hjælp som nyankommen, men når du har fundet dig til rette, forventer vi sådan set bare, at du finder dig et arbejde og overholder landets love. Det behøver du ikke et Integrationsråd til.
Hvis du ikke kan overholde landets love, kvitterer vi hjertens gerne med en returbillet. Også det burde være muligt at forklare uden et Integrationsråd.
Da jeg var færdig med at være fornærmet over at være blevet udpeget som offer, kunne jeg ikke dy mig for at undersøge, hvad det her integrationsråd egentlig laver. Rådets opgaver er naturligvis de sædvanlige floskler om at vurdere integrationsarbejdet, spørge kommunen ind til integrationspolitikken og fremsætte forslag til politik på området. Det var der sådan set intet overraskende i.
Et bestemt punkt sprang mig dog i øjnene. Blandt integrationsrådets arbejdsopgaver er nemlig at se på skolernes modersmålsundervisning af tosprogede børn. Det er jo slet ikke en arbejdsopgave, som har noget med integration at gøre. Integration er tilpasning til samfundet – ikke opretholdelsen af en parallel kultur. Man er da naturligvis velkommen til at holde sit modersmål ved lige, men så kan man passende gøre det for egen regning.
Da jeg kom til Danmark fra Rusland i 1997, bosatte vi os på Fyn. På Frørup Centralskole blev jeg som alle andre elever undervist i dansk og i engelsk. Nogle russiske forældre, som ville undervise deres børn i russisk, lagde en masse tid og kræfter i at få oprettet en russisk lørdagsskole i Odense, hvor elevernes forældre underviste i russisk sprog og kultur. Der var ikke noget, der hed kommunal modersmålsundervisning i russisk. Der var ikke noget integrationsråd. Der var kun forældrenes tid og lyst til at opretholde deres kultur. Sådan bør det også være.
Det endte naturligvis med, at jeg krøllede min stemmeseddel til Integrationsrådet sammen og smed den ud. Det vil jeg også anbefale alle andre indvandrere om at gøre. Man er altså ikke et offer, blot fordi man er født et bestemt sted. Ens fødested gør ikke en berettiget til særrettigheder og stemmeret til valg, som almindelige danskere ikke kan stemme til.
Jeg skal i hvert fald ikke stemme til noget Integrationsråd.