Den britiske presse er i disse dage optaget af spørgsmålet, om lederen af det britiske arbejderparti Labour, Jeremy Corbyn, tilbage i den kolde krigs tid var tjekkisk spion med dæknavnet Agent Cob. Ligeså interessant som selve mistanken er mediernes reaktion på spørgsmålet.
Sagen blev i første omgang rejst af de to dagblade, sensationsavisen The Sun og den yderst troværdige konservative avis The Daily Telegraph, og mistanken blev omgående dementeret af den dybt forurettede Corbyn selv og Labours ledelse, men på en ganske interessant måde.
De mere liberale pro-Labour medier inklusive den politisk korrekte radio- og TV-sender BBC ofrede blot en kort omtale uden stillingtagen til nyheden, mens andre, mere seriøse aviser naturligvis kastede sig over den. Tænk blot på den storm af forargelse, der ville have rejst sig, om mistanken var blevet rettet mod et medlem af den nuværende Theresa May-regering?
Men der sidder netop ingen potentielle landsforrædre i hendes konservative regering.
The Sun lagde d. 15. februar ud med nyheden om, at Corbyn tre gange i årene 1986 og 1987 havde mødt en tjekkisk spion i London, mens han var medlem af det britiske Underhus. Dette kunne dokumenteres af det daværende tjekkoslovakiske efterretningsvæsen Statni Bezpecnost (StB). Corbyn og Labours ledelse har da heller ikke benægtet, at møderne fandt sted, men har omtalt kontaktpersonen som en ”diplomat”, med hvem Corbyn simpelthen ”drak en kop te i parlamentet”.
Sådanne møder fandt sted også med andre ledende Labour-politikere, f.eks. Michael Foot, også han en – tidligere – leder af Labour, der af KGB ovenikøbet blev klassificeret som Agent BOOT. At disse møder næppe var så uskyldige, som de fremstilles, fremgår af, at det var en vis Tony Gilbert, medlem af det britiske kommunistiske parti, der introducerede Corbyn til den tjekkiske spion.
Endvidere er det velkendt, at disse såkaldte ”diplomater” i den kolde krigs tid alle til hobe arbejdede for de kommunistiske efterretningsvæsner og – hvad der i vore dage så gerne fejes under tæppet – at samme ”diplomater” alle repræsenterede et kommunistisk system kendt for undertrykkelse og forfølgelse af ideologiske modstandere.
Så det er med fuld ret, at man kan undre sig over, hvad Corbyn dog skulle på den galej?
Nuvel, ved at kaste et blik på hans biografi synes svaret oplagt, uden at der til dags dato foreligger endegyldige beviser, hvilket hverken The Sun eller The Daily Telegraph har påstået. Men med rette peger netop The Daily Telegraph på, at den tidligere chef for det britiske efterretningsvæsen MI5, Sir Richard Dearlove, i forbindelse med parlamentsvalget sidste år på selve valgdagen råbte vagt i gevær og advarede om, at Corbyn af ideologiske grunde ikke ville være til at stole på som britisk premierminister. Og det er en kendsgerning, at MI5 allerede for ca. tyve år siden åbnede et dossier vedr. Corbyns sympatier for den irske republikanske terrororganisation IRA.
Jeremy Corbyn har tidligere gjort sig bemærket med sine beklagelser over den tyske genforening i 1989 og for at lade sig betale for at optræde i det iranske fjernsyn. Glemmes bør det heller ikke, at han har udnævnt terrororganisationerne Hamas i Gaza og Hizbollah i Syrien til sine venner. Af denne grund har ingen jødisk organisation bidraget økonomisk til Labourpartiet siden Corbyn i 2015 blev valgt til partiets leder.
Endvidere har han benægtet, at den jugoslaviske præsident Milosevic begik krigsforbrydelser, kaldt henrettelsen af Osama bin Laden for en tragedie samt fremhævet den ligeledes afdøde venezuelanske diktator Hugo Chavez som en sand demokrat og endelig erklæret, at NATO er ”en trussel mod verdensfreden”.
Ja, Corbyn er i sandhed en ækel karl.
Ikke desto mindre tiljubles han på nærmest hysterisk vis af mange britiske unge, der ingen historisk hukommelse har og hverken kan eller måske snarere ikke vil huske den kolde krig eller kommunismens forbrydelser.
Og jeg kunne blive ved med et katalog over Corbyns øvrige antidemokratiske sindelag, bl.a. hans lovprisning af den cubanske diktator Fidel Castro som ”en forkæmper for social retfærdighed”, mens formand Mao, der har flere end 45 mio. døde på sin samvitighed, ifølge Corbyn ”gjorde mere godt end ondt”. Jeg henviser til mine tidligere klummer.
De aktuelle oplysninger om Jeremy Corbyns møder med den tjekkiske spion stammer fra ingen anden end spionen selv, en vis Jan Sarkocy, der i 1980erne arbejdede ved den tjekkiske ambassade i London som spion for StB, hvorefter han blev udvist for sin spionagevirksomhed.
Han lever nu i Bratislava og har i et interview med The Daily Telegraph hævdet, at Corbyn sammen med den tidligere London-borgmester Ken Livingstone, benhård marxist ligesom Corbyn, og John McDonnell, Labours skyggepremierminister, var del af en gruppe på 15 Labourmedlemmer af Underhuset, der ”udvekslede informationer med agenter fra Østblokken”.
At sådanne møder fandt sted er dokumenteret, og nu har netop så sent som d. 20. februar lederen af The National Memory Institute i Slovakiet, Michal Miklovic, der har adgang til StBs gamle arkiver, fortalt dagbladet The Times, at formålet med tjekkernes kontakt med Corbyn var at få oplysninger om de to britiske efterretningsvæsner MI5 (kontraspionage) og MI6 (udlandsspionage).
Man har vel lov til at tænke sit og ens mistanke forstærkes, efter at det er kommet for en dag, at kammerat Corbyn så sandelig også optræder i det tidligere østtyske hemmelige politis, Stasis, arkiver. Han har nemlig i sine yngre dage sammen med sin nuværende skyggeindenrigsminister og kæreste Diane Abbott moret sig på en motorcykeltur i det dengang stalinistiske Østtyskland.
Det ser ud til, at også Theresa May har lugtet lunten. Hun har opfordret Jeremy Corbyn til offentligt at gøre rede for sine forbindelser til StB samt tillade, at Stasis dossier offentliggøres.
Dette er noget, den britiske offentlighed – og vi andre – har krav på!