Europadomstolen har den 12. november 2019, afsagt en dom i sagen om israelske vine produceret på Vestbredden, i Østjerusalem eller Golan-højderne, dvs. de af Israel siden 1967-krigen kontrollerede områder.
Sagen omhandler konkret en fortolkning af EU-Forordning 1169/2011 om oprindelsesregler, altså reglerne, der regulerer produkternes oprindelsesland betegnelsen ud fra de såkaldte forbrugerhensyn: Forbrugerne har ret til at vide, hvor et produkt kommer fra, så de kan træffe de valg, der ud fra hensynet til deres sundhed er de rigtige.
I forordningen er der tale om, at ”forbrugernes valg bl.a. kan blive påvirket af sundhedsmæssige, økonomiske, miljømæssige, sociale og etiske hensyn”. Selv om sociale og etiske hensyn er meget vide begreber, skal man lægge mærke til, at denne formulering ikke inkluderer ”politiske” hensyn.
Derudover har Europadomstolen til begrundelse lagt en fortolkning af EU’s Toldforordning, mere konkret Art.60, som siger, at varer hvis produktion involverer mere end ét land eller territorium, skal anses som havende deres oprindelse i det land eller territorium, hvor de undergik deres sidste substantielle fremstilling.
Denne passus gælder åbenlyst for såvel israelske som palæstinensiske produkter fra f.eks. Vestbredden, hvor der som bekendt fremstilles vin, idet Vestbreddens territoriale status jo ikke er endelig fastsat, men iflg. Oslo-aftalen skal vedtages af parterne, dvs. Israel og palæstinenserne.
Dommen har med rette vakt en del opmærksomhed, fordi Israel hævder, at den af Israels modstandere, som der er mange af i EU-toppen, vil kunne blive brugt som våben mod Israel. Det er da også allerede tilfældet, da palæstinenserne som følge af dommen nu kræver, at EU stopper al import fra Israel.
Derudover har USA siden Europadomstolens afgørelse ændret holdning til Vestbreddens juridiske status, som den ikke længere anser for ulovlig per se i henhold til international lov. Dette har altid været Israels fortolkning af Geneve-konventionen og nu giver USA altså Israel ret.
Men dommen er derudover interessant, fordi den viser, at Europadomstolen i stigende grad er aktivistisk og politisk.
Både Forordning 1169/2011 og EU’s Toldregler kan sagtens tolkes sådan, at Israel juridisk set bør angive, om deres produkter er blevet produceret i ét af de tre ovennævnte områder, der kontrolleres af Israel. Men domstolen går videre og siger helt konkret (&16,9), at Israel IKKE må nøjes med at bruge betegnelsen ”Product From The West Bank”, ”Product From The Golan Heights” osv., men SKAL tilføje (Israeli Settlement), mens produkter fra Vestbredden ifølge dommen kan nøjes med betegnelsen ”Product From Palestine”.
I sin begrundelse fremhæver Europadomstolen, at dette skyldes, at EU ikke anerkender de tre omtalte områder som Israelske. Men det er et politisk argument og har intet med forbrugerbeskyttelse og Forordning 1169/2011 at gøre, heller ikke, selv om man strækker fortolkningen af etiske eller sociale hensyn meget, meget vidt.
I sin politiske sammenhæng er Europadomstolens dom deprimerende. Anti-semitismen i EU er kraftigt stigende og sidste uge var det 81 år siden Krystal-natten, hvor jødisk-ejede forretninger og hjem blev brændt ned og overmalet med hagekors og jøder chikaneret og dræbt af nazisterne. Domstolen kunne lige så godt have insisteret på, at Israel skulle forsyne sine produkter fra Vest-bredden med gule Davidsstjerner.