Venstre gør klar til at tale EU op og skabe ny begejstring for unionen før næste års valg til folketinget og EU-Parlamentet. Spørgsmålet er, om vælgerne vil lade sig forføre af Venstres spin, smart kommunikation og propaganda.
Unionens sørgelige tilstand
EU knager i fugerne. Unionen mangler en fælles vision og virkelyst. Vælgernes mistillid til de europæiske institutioner er afgrundsdyb, men EU-eliten afviser andre former for demokrati end det liberale. Der er ingen klar retning for fremtidens samarbejde, og det vælgerne oplever, er kaos, konstant krisestyring og alles kamp mod alle. EU-skepsis har ført til mange politiske opbrud rundt om i Europa. Mens løsninger, som Europa har brug for, kræver fælles beslutninger, er EU blevet til en ineffektiv og svag overstatslig union, der ikke leverer varen. Lobbykampagnen for at tale EU op er i fuld sving. Op til næste års valg til EU-Parlamentet vil Venstre føre en kampagne med henblik på at overbevise EU-skeptiske danskere om, at Danmarks interesser bedst varetages i regi af EU.
Manglende folkelig legitimitet
Unionen er ekspanderet uden folkelig opbakning og legitimitet. EU-projektets fædre har ganske vist skabt en konstruktion, som formelt er demokratisk legal, men for mange europæere ligner EU et abstrakt politisk projekt uden demokratisk legitimitet. Et folkestyres legitimitet er betinget af, at vælgerne kan se logikken og føler sig hørt og taget med på råd. I mange år har EU kunnet fortsætte uantastet trods den manglende folkelige legitimitet, men nu synes grænsen at være nået. EU har været en succes, idet unionen har sikret fred i det Europa, som har været præget af krige og konflikter. EU’s historik er imidlertid ikke tilstrækkelig til at legitimere fremtidens samarbejde, hvis ikke EU kan levere troværdige og langtidsholdbare løsninger på de udfordringer, som de europæiske befolkninger står over for lige nu.
Splittelse, politisk tumult og kaos
Den massive muslimske migration mod Europa udstiller et samspilsramt EU, hvis medlemmer har vidt forskellige opfattelser af unionens formål og indhold på samtlige politikområder, og er dybt splittet om, hvordan der skal handles.
Selv om de europæiske asyltal er faldet, fortsætter de politiske slagsmål om asylsystemet i Europa med uformindsket styrke. Fronterne er trukket hårdt op. Polen, Ungarn og Tjekkiet vil ikke deltage i EU’s omfordeling af muslimske flygtninge. Der er hårde opgør om nationalstaternes ret til at etablere grænsekontrol. Hjemsendelser af afviste asylansøgere og illegale migranter sker i snegletempo. Der er i EU åbenlyse stridigheder om, hvilken vej man skal gå.
EU har heller ikke leveret et troværdigt svar på terror-problemet. I stedet har EU-eliten overbevist vælgerne om, at islamisk terror er en naturlov, som Europa er nødt til at leve med. Dagligt hvidvasker EU-politikerne islamisk terror som almindelig kriminalitet med det formål at normalisere terrorens tilstedeværelse i europæernes liv.
Ved hver eneste udenrigspolitisk udfordring, som EU møder for tiden, blusser modsætningsforholdet mellem de østlige EU-lande og de gamle EU-lande op. Det gælder bl.a. sanktionerne mod Rusland, indførelse af den såkaldte Magnitskij-lov og forholdet mellem EU og Tyrkiet.
På energiområdet er EU-landene splittet om den planlagte udvidelse af den russiske gasrørledning (North Stream 2) gennem Østersøen. Også klimapolitikken er genstand for slagsmål mellem de tidligere østlande anført af det kulproducerende Polen og mere grønne lande i nord og vest.
I spørgsmålet om økonomi er der en dyb kløft mellem Sydeuropa og Nordeuropa. De kriseramte sydeuropæiske lande mener, at Merkel har påtvunget dem en økonomisk kur, som kun gavner tysk erhvervsliv. Tyskerne frygter, at EU bliver omdannet til en overførselsunion, hvor tyske skatteydere skal betale regningen for en uansvarlig politik i Grækenland, Italien og Spanien. Interessemodsætningerne mellem de enkelte EU-lande medfører øget nationalisme og protektionisme.
Briterne finansierer 16 pct. af EU-budgettet, så efter Brexit kommer EU til at mangle 109 mia. kr. om året. Slagsmålet om, hvem der skal betale for at få lukket det gigantiske hul i EU’s budget, er allerede begyndt. Opgøret kan ikke undgå at skabe ny alvorlig splittelse mellem de tilbageværende 27 lande.
Tyskland og Frankrig vil samarbejde om at etablere et europæisk forsvarsinitiativ. Planerne om en EU-hær, der skal supplere NATO, har imidlertid været luftet utallige gange, uden at de er blevet til noget. Vejen til en EU-hær er brolagt med uenighed om finansiering samt de institutionelle rammer for en europæisk forsvarsstyrke.
De 28 år, der er gået siden murens fald, har heller ikke forenet EU-landene i et harmonisk værdifællesskab. Tyskland og Frankrig ser med voksende rådvildhed på de tidligere østlande, som åbent flirter med tanken om et ”illiberalt demokrati”. Det er ikke kun Danmark, der med sine forbehold ligger langt fra EU’s kerne. Polen og Ungarn distancerer sig fra EU’s grundlæggende værdier. Og værdimæssigt er europæerne dybt splittede i deres syn på globalisering, økonomisk omfordeling og arbejdsmarkedsregulering.
Sidst men ikke mindst er der dyb splittelse om EU’s fremtid. EU-eliten ønsker at sætte mere fart på integrationen og centralisere endnu mere lovgivning og magt i Bruxelles. Dens planer har dog ikke nogen tilslutning. Hverken i de gamle EU-lande eller de senest tilkomne i øst ønsker man mere overstatslighed.
Macron har med længsel ventet på, at Merkel fik genbekræftet sit mandat, så EU kunne komme i gang med den bebudede relancering af det europæiske samarbejde. Da Macron for nylig var på besøg i Berlin for at overbevise Merkel om nødvendigheden af vidtgående reformplaner for EU, gjorde tyskerne det klart, at en storstilet relancering var lagt på køl, og at Macron bliver nødt til at affinde sig med mere beskedne målsætninger. Den fransk-tyske akse har således lange udsigter.
Der er i Europa bred enighed om, at EU ikke vil overleve, medmindre unionens betonpolitikere kan håndtere de store udfordringer, som vores kontinent står overfor: migrantkrisen, grænsekontrollen, integrationen, sikkerhedspolitikken og udenrigspolitikken. I Danmark gør Løkke klar til at lancere en kampagne, som skal få danskerne til at bakke op om EU. Ser man tilbage, har et hav af dyre propagandakampagner fejlet i forsøget på at få danskerne til at holde mere af EU. Det er derfor intet, der tyder på, at Løkke og hans propagandamaskine vil formå at flytte danskernes holdninger i mere EU-venlig retning.