Site icon 24NYT

Klumme: Københavns kommune lukker øjnene for Ryanair

Finn Rudaizky

Overborgmester Frank Jensen har ikke rigtig lyst til at diskutere hvorfor Københavns Kommune skal betale millioner af kroner for at hjælpe Københavns Lufthavn med at tiltrække flyruter til lufthavnen – samtidig med, at Københavns Lufthavn har et intensivt samarbejde med Ryanair.

Det forstår jeg egentlig godt. Men i DF insisterer vi på den debat. Derfor havde vi stillet spørgsmål i Borgerrepræsentationen.

Lufthavnen har givet Ryanair mere end 100 millioner i rabat – og Ryanair er nu tredje størst i den lufthavn. Frank Jensen mener lige ud, at ”en udvidelse af rutenettet skaber nye jobs og giver vækst, både i lufthavnen og i turismebranchen” og videre ”Det er godt for København, regionen og for hele Danmark. Så skulle det være på plads”. Citat slut.

I Dansk Folkeparti er vi helt uenige. Vi synes derimod, at Frank Jensen totalt svigter i kampen mod social dumping. Det er ikke godt for København.

Når jeg træder ud af min hoveddør på Christianshavn, så har jeg været vant til at se folk i jakker fra lufthavnen og uniformer fra SAS. Selvom Ryanair er tredjestørst, så ser jeg ingen ansatte derfra.

De er nemlig overvejende ansat i lavtlønslande, hvorfor de bliver betalt en brøkdel af hvad danske ansatte får.

Når overborgmester Frank Jensen og hans socialdemokrater påstår, at de kæmpe mod social dumping, så må man bare sige, at i forhold til Københavns Lufthavn, så har man gjort et ualmindelig elendigt stykke arbejde.

Dansk Folkeparti vil insistere på, at vi ikke skal have samarbejdspartnere, der – uden skam i livet – understøtter selskaber som Ryanair med trecifrede millionbeløb i rabatter. At Socialdemokratiet ikke vil være med i kampen mod det, er fuldstændig helt og aldeles uforståeligt. Det er at svigte sine rødder.

Exit mobile version