Lars Findsens seksuelle liv er helt hans egen sag. Aftalt sex mellem voksne mennesker vedrører kun dem selv og vi er i 2022 og i Danmark. Ingen udenlandsk magt kan bruge Findsens helt lovlige seksualliv til noget. Heller ikke til afpresning. #MeeToo er 100 gange værre. Her mister du job, anseelse i samfundet og langvarig fængselsdom for mindre. Vores store leder fik dog efter sigende en del ud af de saftige S/M detaljer om Findsen. I fantasien hos Mette betyder S/M: ”Sådan/Mette”, så kan de lære det. Lev med det.
Søren Papes homoseksualitet kan hverken indenlandske eller udenlandske magter bruge til noget som helst i dagens Danmark. Men alligevel er det påfaldende, at han lader sig skille lige nu. Hvis han bliver statsminister, vil hans mands privatliv blive grundigt efterforsket af medierne. Og udover spritkørsel, natteroderi på bøssebar, jødedom og slægtskab med en fhv. præsident lugter det af, at der kunne dukke meget andet snavs op også. Som eksmand er det ikke så relevant for statsministeren. Som ægtefælle kan det smadre alle statsministerdrømme.
Mange tror, at en plads på et plejehjem er en voldsom udgift for den danske stat. Tja alt er jo relativt. De færreste tænker på, at plejehjemsbeboeren betaler en betragtelig månedlig husleje, et beløb til mad, der overstiger appetitten, personlige plejemidler mm. Samlet et beløb, der langt overstiger omkostningen ved at bo hjemme sammen med sin ægtefælle eller alene. Den faktiske udgift for staten er 165.000 kroner årlig.
4 muslimer, 2 voksne og to børn på et dansk udrejsecenter koster den danske stat omkring 4 millioner årligt. Ifølge officielle tal. Lige så meget som 27 plejehjemspladser af 165.000 årligt. Altså et plejehjem på størrelse med et mellemstort plejehjem i en mindre by. Alt det, fordi de, trods begrundet afslag, fordi de ikke er forfulgte, ikke vil rejse hjem til deres fejlslagne land. Ikke før de har fået opholdstilladelse i Danmark i hvert fald. Så kan det nemlig foregå som ferie. Med ret til at vende tilbage til Danmark og de dejlige bistandskroner. De 27 ilde stedte danskere, der ville have kunne have fået en hårdt tiltrængt plejehjemsplads, hvad med dem? Ja, det er jo ikke de ”forfulgte” muslimers problem. Det må danskerne selv klare.
”Ølse for og ølse bag, pølsen har den samme smag”, som man siger. Jeg er pessimist. Får Danmark en ny regering efter et snarligt valg. Tja, måske, men hvad ændrer det. Danmark er et ”ølse for og ølse bag land”. Pølsen er og bliver rød. Ingen tør reelt udfordre den røde dagsorden og skære i den offentlige sektor, indføre atomkraft, forbyde muslimske tørklæder, lave modtagelejre i Rwanda (det kommer efter min mening aldrig), sænke skatten, afskaffe formue- og arveskatten, presse indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet, fjerne indskrænkninger i den personlige frihed, udfordre #MeToo, BLM, Normstormere, Pride og andre personlighedsforstyrrelser. Borgerlige politikere taler gerne om det. Pølseskindet bedrager.
Lidt dansk grammatik. Jeg betaler min skat med glæde. Er jeg blevet tosset? Næ, det er såmænd bare kommaerne, der driller. I fredags, da jeg var på restaurant med en dejlig dame, som jeg virkelig holder af, sagde jeg nemlig, da regningen kom, ”Jeg betaler, min skat, med glæde”. Og se, det er jo en helt anden snak. Men kommaer høres ikke. Lidt ligesom Jakob Ellemann-Jensens bindestreg, der heller ikke høres, men han er vel nærmere en parentes.
Jeg venter spændt på valget. Mulige scenarier, set med mine øjne. 1. Mette udskriver ikke valg inden 4. oktober. Hvilken forklaring vil Sofie Carsten Nielsen komme med, forståelsespapiret er der jo stadig. De fik ram på minken, men den såkaldt grønne omstilling kræver flere ofre. Så R falder måske til patten i stedet for en mistillidsdagsorden. Går med i regering og Sofie Carsten Nielsen finder en dårlig bortforklaring, fx at kunne kæmpe mod Rwanda-planerne og fremme den grønne omstilling fra en styrket position som ministre fra bagsædet eller måske latterligt fra sadlen på en cykel. 2. Mette udskriver valg med en dårlig bortforklaring og genvinder magten. Så er de Radikale klædt af til skindet, hvilket næppe er noget kønt syn. Og Rwanda spøger stadig. 3. Blå blok vinder, de Radikale er dermed også klædt af til skindet. Og Rwanda spøger stadig. Radikale kan så ikke arbejde sammen, hverken rødt eller blåt og er færdige i dansk politik forhåbentligt resten af århundredet. Så er der trods alt kommet noget godt ud af det. Men pølsen vil stadig have den samme smag.
Jeg husker tydeligt, da det blev populært for de danske skoledrenge at have en omvendt kasket på i skole. Det var blot en dille ligesom bukser med svaj. Ingen yderligere symbolik. Kasketten blev forbudt. Det forstyrrede angiveligt undervisningen og læreren. Det var ellers et tegn på frihed for danske drenge. Senere blev et stykke med bart på maven af danske skolepiger også forsøgt forbudt, vist nok også noget med, at det forstyrrede drengene og dermed undervisningen. Nu skal tørklæder åbenbart ikke forbydes i klasselokalet. Det er ellers et tegn på muslimsk underkastelse. For skolelærere, journalister og andre socialister er det dog et tegn på frihed for muslimske piger, som man ikke skal indskrænke. Det forstyrrer åbenbart ikke undervisningen. Man undres.
I en 10. klasse var der to piger af anden etnisk oprindelse. De var dygtige og tilsyneladende velintegrerede. Min illusion brast dog, da den ene af dem udbrød ”hvad kan vi bruge jer danskere til? I kan jo ikke engang finde ud af at holde sammen”. Nå, men det er da godt at der alligevel findes et ”dem og os”. Muslimer og danskere. For muslimerne. Det er måske derfor muslimske piger ikke omgås danske drenge. Muslimske piger er måske kun tilsyneladende velintegrerede.