I disse dage har der i mange russiske byer været mindehøjtideligheder i forbindelse med Stalins masseudryddelser. Tusindvis af russere står i timelange køer for at læse navnene op på masseudryddelsernes ofte, så deres navne aldrig går i glemslen. Der har været flere rørende interviews med de sidste overlevende fra Stalins arbejdslejre, og man må virkelig holde sig tilbage for ikke at komme til at knibe en tåre.
Rusland har stadig kommunismens rædsler i meget frisk erindring. Man er udmærket klar over, hvor mange menneskeliv det kostede. Man husker, at regimet under tvangskollektiviseringen af landbrugene i årene 1929-1933 begik– foruden massedeportationer og konfiskationer af fødevarer – begik direkte militære angreb mod landets bondebefolkning. Man husker, at kommunisterne med fuldt overlæg skabte en hungersnød, der kostede mindst ti millioner mennesker livet. Man husker den voldsomme terror mod sin egen befolkning i årene 1936-1939, hvor otte millioner mennesker blev arresteret, tre millioner blev skudt eller døde af grov mishandling, og ni millioner mennesker røg i kz-lejr. Hver anden familie blev ramt, og det er ikke glemt.
Og alt imens Rusland mindes kommunismens ofre, har vi i Vesten stadig ikke taget et opgør med kommunismens forhistorie. Det er i dag stadig helt legitimt at kalde sig kommunist – i mange kredse forbindes det endda med godhed og solidaritet. Da jeg sammen med en god ven var til 1. maj i Fælledparken og på Roskilde Festival for at lave nogle optagelser, måtte vi til sidst opgive at tælle, hvor mange flag med hammer og segl, der var. Landets udbydere af studenterhuer tilbyder landets studenter at få hammer og segl i huerne. Og forargelsen over denne hyldest til et barbarisk massemordersamfund er praktisk talt fraværende. Tænk bare på, hvad der ville ske, hvis man flagede med hagekors eller fik det i sin hue.
Når man rejser denne debat, mødes man typisk med to modargumenter: For det første, at det er de færreste, om nogen, der i dag går ind for stalinistisk masseudryddelse, og at stalinisme i virkeligheden ikke er ægte kommunisme. Rigtig kommunisme vil nemlig betyde fred og ikke massemord. Men jo, I kan bande på, at det var ægte kommunisme. Det er sådan, det ser ud i praksis. Man undres over, at det i det hele taget er et argument, som folk hopper på. Blandt alle håbefulde revolutionære – i Sovjet, i Kina, i Cuba, i Nordkorea og alle andre steder – har der givetvis været unge idealister, der i fulde alvor har troet på, at kommunismen ville gøre deres land til et bedre sted. Men det er gået galt hver eneste evige gang. Så kan man have nok så mange gode intentioner og idéer, men når vi kan se, at det ender galt alle steder, burde man nok få sig nogle andre idéer.
For det andet hører man, at Lenins grundidé var god, men at Stalin ødelagde den. I sig selv er det jo skræmmende, at man er parat til at hylde en mand som Lenin, der skabte hele den diktaturstat, som Sovjet endte med at blive, førte systematisk terror mod sin egen befolkning, opfordrede til brutale drab på uskyldige mennesker og endte i alt med at have mindst tre millioner menneskeliv på samvittigheden. Kan en idé virkelig være så god, at man er parat til at forsvare alt dette?
Kommunisme er gråd og folkemord. Det har været prøvet i mange lande, mange kulturer, mange religioner, mange klimaer og meget andet. Og det er endt i menneskelig ulykke hver gang. I virkeligheden er det jo dybt uretfærdigt at sammenligne kommunisme med nazisme. Kommunismen er langt værre. Hvis folkemord var et VM, var nazismen røget ud i gruppespillet, mens kommunismen var strøget uhindret til finalen og rundbarberet nærmeste modstander. Den eneste forskel på kommunisme og nazisme er, hvem man vil udrydde. Mens nazismen ville udrydde de urene, ville kommunismen udrydde det gamle menneske med henblik på at skabe et nyt, kommunistisk menneske. Alt det gamle skal dø. Netop derfor er kommunismen værre. Udryddelsespotentialet er enormt. For kommunismen vil aldrig lykkes, men hver gang den slår fejl, må det skyldes nogle gamle mennesker, som saboterer det indefra. Så må man udrydde nogle flere. Netop derfor kom de massive udryddelser i Sovjet i 30’erne.
Det har de russere, der i disse tage mindes ofrene, for længst forstået. Så mangler vi bare, at vi i Vesten også forstår det.
Sendt fra Mail til Windows 10