Kommentariatet kalder Lars Løkke ”konge af sundhed”, fordi hans regering har indført fritvalgsordninger, behandlingsgarantier og kræftplaner og taget spadestik til nye supersygehuse. Kongens reformer har imidlertid ikke resulteret i bedre sundhed, for flere midler til sundhedsvæsenet ikke er lig med bedre sundhedsydelser.
For nylig er Berlingskes chefredaktør Tom Jensen kommet med et postulat om, at en af styrkerne ved det danske demokrati er ”en reflekteret og veloplyst vælgerbefolkning”. At Danmark skulle have ”en reflekteret og veloplyst vælgerbefolkning” er imidlertid en myte. Ifølge prof. Peter Kurrild-Klitgaard ved en stor del af de danske vælgere ganske lidt faktuelt om politiske, økonomiske og sociale forhold her i landet. Det sidste kommunalvalg viste, at vælgerne er påfaldende uvidende om lokalpolitikken. Flere undersøgelser viser desuden, at uvidenhed om ét område ofte går hånd i hånd med uvidenhed om andre områder, som f. eks. sygehusvæsenet.
Efter sommerferien vil regeringen fremlægge en sundhedsreform. Sygehusvæsenet og ældreplejen står som bekendt højt på danskernes dagsorden. Løkke fremhæver, at VLAK siden sidste valg har tilført sundhedssektoren 4 mio. kr. ekstra om dagen, samt at der i 2018 er godt 400 mio. kr. mere til rådighed i psykiatrien. Mange vælgere vil uden tvivl købe Løkkes fortælling om de mange forbedringer af sundhedssystemet, som VLAK har gennemført, fordi danskerne har en romantisk og naiv tillid til det politiske system og regeringen som beskyttere af almenvellet.
Siden 2015, hvor Løkke overtog regeringsmagten, har landets medier på daglig basis berettet om utallige mangler og udfordringer i det danske sundhedsvæsen. Et udpluk af avisoverskrifter indsamlet i 2017 og 2018 tegner et rystende billede af det sundhedsvæsen, som mange danskere tror er et af verdens bedste:
- Kræftpatienter venter for længe på behandlinger
- Fejlbehandlede patienter snydes for erstatning
- Hospitalerne er ved at falde fra hinanden
- Rekordmange hjertesyge får aflyst store operationer
- Psykiatriske patienter med misbrugsproblemer svigtes
- Store regionale forskelle på kvaliteten af behandlinger
- Syge får ikke hjælp mod deres smerter
- 180.000 lægefejl om året
- Fortsat massiv overbelægning på sygehusene
- Dansk sundhedsvæsen langt fra verdensklasse
- Skandalesager tårner sig op på hovedstadens hospitaler
- Regionerne snyder på sundhedsområdet
- Syge må ringe igen og igen for at få fat i deres læge
- Hospitaler er nedsparede og dysfunktionelle
- Sundhedsplatformen er en stor fiasko
- Sundhedsvæsenet styres for dårligt
- Psykiatrien uden værdighed og omsorg
- Mangel på faglige kompetencer blandt lægerne
- Hospitalspersonalet ”gamer” systemet
- Man ”sminker” statistikkerne om patientkontakter
- Patienter dør, fordi lægerne har for travlt
- Dyrt kræft-apparatur står ubrugt hen
- Syge ældre må stadig ligge på gangene
- Frit valg uden valgmuligheder
- Der mangler en rød tråd der binder fagligheden sammen
Inden for sundhedssektoren er der kæmpe muligheder for innovation og for at udvikle nye måder at gøre tingene på. Sundhedssektoren er imidlertid effektivt beskyttet mod konkurrence og innovation af særinteresser, som sidder tungt på hele sektoren, og som kæmper med næb og kløer for at beholde deres privilegier.
Det eneste særinteresserne kan acceptere, er små forbedringer af eksisterende ydelser inden for den eksisterende forretningsmodel, organisatoriske ramme og overordnede paradigme. Det som de ikke vil acceptere, er nye produktionsformer og organisatoriske rammer, som kan levere sundhedsydelser markant bedre og billigere. Sundhedssektorens kulturelle forståelse er nemlig, at innovation ikke handler om at gøre tingene billigere, men dyrere. Sektorens særinteresser har derfor meget lidt incitament til radikal innovation.
Eftersom særinteresserne i sundhedssektoren er imod ny teknologi, ny viden og nye organisatoriske rammer, kan sundhedsvæsenet ikke realisere det store potentiale for at øge produktiviteten og styrke sundheden. Danske sundhedsydelser er derfor dømt til at blive stadig dyrere, men ikke bedre. Hvert år skal der sendes flere penge for at sundhedssektoren blot kan levere det samme. Forvent derfor ikke, at kongens bebudede sundhedsreform vil give bedre sundhed.