Året efter den russiske oktoberrevolution i 1917 udråbte Vladimir Lenin den Socialistiske Sovjetrepublik, og hermed indførte bolsjevikkerne deres blodige diktatur, uden at vælgerne var blevet spurgt. Den tidligere officer og medlem af det zaristiske efterretningsvæsen, Semjon Aralow, blev i januar 1918 udnævnt til den første chef for den nye militære efterretningsorganisation GRU (Glawnoje Raswedywatelnoje Uprawlenije, dvs. Centralorganet for spionage), og gennem resten af århundredet blev denne stadigt udvidet, og selv efter Sovjetunionens fald i 1991 fortsatte GRU med at eksistere i bedste velgående, men i den senere tid tilføjet en række alvorlige skrammer.
Derimod blev det endnu mere frygtede hemmelige politi, der allerede i 1917 ligeledes blev grundlagt af Lenin med navnet Tjeka og siden 1953 kaldt KGB, opløst og reorganiseret i 1991. KGB har altid direkte været underlagt det kommunistiske parti, og dets opgave var i første omgang at bekæmpe de strejker, som de zaristiske embedsmænd havde indledt allerede få dage efter revolutionen. Nu blev det reorganiseret af det såkaldte Sikkerhedsministerium, der tre år senere delte organisationen op i SVR, der også driver spionage i udlandet, og FSB, der koncentrerer sig om kontraspionage inden for landets grænser og undertrykkelse af den indre opposition. I dag er FSB direkte underlagt den russiske præsident Vladimir Putin, der som bekendt selv er tidligere KGB-officer.
I modsætning til KGB, SVR og FSB var og er GRU langt mindre kendt i offentligheden. Under den såkaldte Kolde Krig var dets hovedopgave militær spionage, senere var en hovedopgave også levering af våben til en række revolutionære grupper og regimer i Afrika, Asien og Latinamerika. I de senere år er også industrispionage blevet en vigtig opgave. Antallet af ansatte i de hemmelige russiske efterretningsvæsner er en hemmelighed, men vurderes til sammenlagt at være ca. 350.000. Desuden har GRU en operativ specialenhed ved navn Speznas på ca. 25.000 mand, der i opbygning og træning ligner det kendte United States Marine Corps. Til dens opgave hører skjulte operationer bag de fjendtlige linjer, og til udrustningen hører kampvogne, kampfly og -helikoptere og spionagesatellitter.
GRU kom dog på avisernes forside i forbindelse med de mislykkede mordforsøg med den dødelige Novichok-giftgas i marts måned dette år på den flygtede eksspion og tidligere GRU-officer Sergei Skripal og dennes datter Yulia, der var på besøg, i den sydengelske provinsby Salisbury, hvor Skripal boede under et antaget navn. Begge blev sammen med en politiassistent smittet af giften, der var blevet sprøjtet på deres husdør, men overlevede knapt. Giftgassen var blevet smuglet gennem den britiske told i en parfumeflaske, der efter mordforsøget skødesløst blev kastet bort – her begik GRU sin første fejl – fundet og derefter dræbte en uskyldig kvinde. Det lykkedes ved hjælp af CCTV-kameraer både i Salisbury og i lufthavnen i Gatwick at identificere de to gerningsmænd, der her med en falsk identitet var rejst ind i Storbritannien.
Allerede her begik GRU den næste fejl. De to agenter var rejst til Gatwick direkte fra Moskva med det russiske luftfartsselskab Aeroflot og havde benyttet russiske pas, hvilket havde gjort det let for det britiske politi at efterspore dem. Efter at den britiske regering officielt havde afsløret deres identitet som værende Ruslan Boshirov og Alexander Petrov, blev de under disse navne vist frem og interviewet i det russiske fjernsyn. Her nægtede de oprørt al medvirken i mordforsøget på Skripal og påstod, at de såmænd var rejst til Salisbury som turister for at se byens berømte domkirke. Dette var der naturligvis ingen der troede på og senere, d. 26. september, kunne så den britiske efterforskningswebsite Bellingcat meddele, at man nu via internettet havde fundet frem til Boshirovs og Petrovs sande identitet. Mens Petrov viste sig at være en læge ansat ved GRU, hvis sande navn er Alexander Mishkin, var Boshirov i virkeligheden en højt dekoreret GRU-oberst ved navn Anatoly Chepiga, der ovenikøbet havde fået en fortjenstmedalje hæftet på brystet af selveste Vladimir Putin. Alt dette tyder på, at mordforsøget i Salisbury var blevet beordret på højeste niveau. Fadæsen er til at tage og føle på.
Men hermed slutter rækken af GRU-fiaskoer ikke. Ligeledes i september måned lod den hollandske regering i forbindelse med en særligt indkaldt pressekonference meddele, at fire GRU-officerer i april måned i år havde forsøgt at aflytte den internationale Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons (OPCW) i regeringsbyen Haag, der bl.a. kontrollerer anvendelsen af giftgas og ligeledes var ansvarlig for analyserne af giftgasangrebene i Syrien. Også i dette tilfælde var russernes amatørmæssige færden på hollandsk jord fastholdt af CCTV, og chefen for den hollandske kontraspionage, generalmajor Onno Eichelsheim, kunne identificere de fire russere som Aleksei Morenets, Evgenii Serebriakov – der begge ovenikøbet havde fortløbende pasnumre – Oleg Sotnikov og Alexey Minin. Endvidere fremviste han et fotografi af bagagerummet af deres lejede bil fyldt med alskens foto- og computerudstyr. Desuden var det muligt for de hollandske myndigheder på de fire agenters laptop at spore kontakter til Brasilien, Schweiz og Malaysia, der viste forsøg på at sabotere undersøgelserne af den tragiske nedskydning af Malaysia Airlines fly 17 i det østlige Ukraine i 2014.
De fire russere var rejst på diplomatpas, og ifølge Eichelsheim havde én af dem, Aleksei Morenets, “haft en taxakvittering på sig (…) for en kørsel fra Nesvizkhskiy Pereulok til lufthavnen i Moskva. Dette er ruten, der går lige forbi GRU [s hovedkvarter]”! Mere skete dog ikke i denne sag, der dog er et oplagt eksempel på spionage. De fire uheldige helte var ganske enkelt blevet udvist d. 19. april, samme dag som afsløringen fandt sted. Slut.
Men alligevel lader det til, at de vestlige regeringer er ved at vågne op. Få timer efter det hollandske pressemøde beskyldte Storbritannien, understøttet af de australske og New Zealandske efterretningsvæsner, GRU for at udføre verdensomspændende og ”ondsindede” cyberangreb, der inkluderede computerhacking af det amerikanske demokratiske parti i 2016. Samtidigt erklærede det amerikanske justitsministerium, at det ville rejse anklage mod syv officerer fra det russiske efterretningsvæsen for denne hacking, men også for at have forfalsket personlige data, for internetsvindel og hvidvaskning af pengebeløb.
I forbindelse med denne eskalation af spændingerne mellem de vestlige lande og Rusland udtalte Peter Wilson, Storbritanniens ambassadør i Holland: “GRU har blandet sig i frie valg og gennemført en række fjendtlige cyberangreb. [Organisationen] er en aggressiv, velfinancieret del af den russiske stat. Det kan ikke længere tillades at handle på denne måde med tilsyneladende immunitet.”
Og NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg erklærede med sædvanlig uld i munden, at NATOs medlemmer “er solidariske med de hollandske og britiske regeringer, når de kræver Rusland til regnskab for landets åbenlyse forsøg på at undergrave internationale love og institutioner,” og at alliancen vil fortætte med at styrke dets forsvar mod cyberangreb.
Skarpere i mælet var den britiske udenrigsminister Jeremy Hunt: Rusland må vide, at der findes ”en rød linje”, og hvis landet forsøger at blande sig i andre landes demokratiske processer, vil det blive hængt ud og der vil være alvorlige konsekvenser.
Men selv englænderne tøver med modforholdsregler ikke mindst i forbindelse med Salisbury-mordforsøget. Hvorfor udviser den svage Theresa May-regering ikke ganske enkelt det store antal af halv- eller helkriminelle russiske oligarker, der er godt i gang med at opkøbe det indre London med deres tilsvindlede milliarder? Hvor man dog savner stærke politiske personligheder som f.eks. Ronald Reagan og Margaret Thatcher!