Efter oktoberrevolutionen i 1917, hvor det var lykkedes bolsjevikkerne at styrte den russiske regering og zaren, gav den nye regering d. 6. december under ledelse af Vladimir Lenin en vis Felix Dzerzjinskij, der var medlem af den revolutionære komité i Petrograd, ordre til at organisere en specialenhed, et hemmeligt politi. Dens forkortede navn var ”WeTscheKa” eller ”Tjeka” (russisk ВЧК), og opgaven var i første omgang at bekæmpe de strejker, som de zaristiske embedsmænd havde indledt allerede få dage efter revolutionen.
Tjekaen, der af bolsjevikkerne selv blev betegnent som ”det proletariske diktaturs bevæbnede arm”, blev således i begyndelsen hovedsagligt anvendt til undertrykkelsen af oppositionen og en mulig modrevolution og fik senere også til opgave at opspore og udslette udenlandske spionageorganisationer og selv drive spionage i udlandet. Tjekaen blev kendt under andre navne i løbet af Sovjetunionens historie, bl.a. som GPU, ”Statens politiske forvaltning” i 1922, NKVD ”Folkekommissariatet [dvs. ministeriet] for indenrigsanliggender” i 1934, KGB ”Komiteen for den statslige sikkerhed” i 1953 og FSB ”Den russiske føderations sikkerhedstjeneste” i 1994.
I august 1918 fulgte så – igen efter ordre fra Lenin – oprettelsen af de første fangelejre, der officielt blev kaldt for koncentrationslejre, hvor politiske modstandere blev indespærret. Allerede i maj 1921 var antallet af fanger ca. 16.000, og tallet steg indtil september 1921 til over 70.000. En endnu voldsommere stigning kan også konstateres i antallet af medarbejdere i tjekaen: I marts 1918 var tallet ca. 600, i juni 1918 ca. 12.000 og i begyndelsen af 1921 ca. 280.000. Endnu mere frygtindgydende er antallet af fanger, der omkom i lejrene. Enten blev de henrettet eller døde pga. slavearbejde, sygdom og/eller sult. Størrelsesordenen varierer alt efter, hvilke kilder man benytter. Det laveste tal stammer fra Dzerzjinskijs stedfortræder Martyn Latsis: I årene 1918-20 drejer det sig om nøjagtigt 12.733 døde. Men de faktiske tal var langt højere. Således mener de fleste kilder, at titusinde af disse såkaldte ”klassefjender” blev henrettet ved skydning oftest uden forudgående retssag. Alene ca. 10.000 dødsdomme bærer Dzerzjinskijs personlige underskrift. Hvordan han selv døde, er aldrig blevet opklaret.
Det er en historisk kendsgerning, at bolsjevikkerne nådesløst forfulgte formodede og reelle modstandere af revolutionen. De skabte en stat, der ikke beskyttede, men forfulgte dets borgere med en terror, der varede fra 1917 til 1953. Tjekaen var således fra begyndelsen en ren terrororganisation, der hverken gik af vejen for brutale forhørsmetoder, inkl. tortur og vilkårlige henrettelser. Der kendes eksempler på, at dens ofre blev stenet ihjel eller i levende live blev spiddet eller fik huden flået af, som beskrevet af den amerikanske historiker Bruce W. Lincoln i bogen Red Victory: A History Of The Russian Civil War, 1918-1921 (1989).
Under Josef Stalin styrkedes det hemmelige politis magt endnu mere og dets terror nåede et højdepunkt under de såkaldte Moskva-processer i årene 1936 til 1938. Med disse skueprocesser, hvorunder en række fremtrædende kommunister fra Lenin-tiden, ialt 50, dømtes til døden, fik Stalin ryddet alle de personer af vejen, som han ifølge anklageskrifterne mente truede hans personlige magt, og i kølvandet henrettedes tusinder af uskyldige partifunktionærer og officerer. Nu optrådte politiet under navnet NKWD og var endnu mere frygtet end Tjekaen.
Det var også under Stalin, der den dag i dag i visse uforbederlige intellektuelle kredse dyrkes som en halvgud, at arbejdslejrene – under navnet ”Gulag” – blev udvidet og kom til at omfatte ialt 2,5 mio. indsatte. Det vurderes, at mindst 18 mio. fanger skal have levet under umenneskelige forhold i disse sibiriske Gulag i perioden 1930-1953; af disse fanger omkom flere end 2,7 mio.
Efter 2. Verdenskrig, nærmere bestemt 1953 – året hvor Stalin døde – overtog Nikita Khrusjtjov ledelsen af Sovjetunionen, og chefen for NKWD, den blodtørstige Lavrenti Beria, arresteredes og henrettedes. Khrusjtjov indskrænkede det hemmelige politis magt. Det fik navnet KGB, og dets agenter koncentrerede sig nu om spionage i udlandet. Det tidligere rædselsregimente var nu ophørt – i hvert fald i et vist omfang – men ikke desto mindre anså KGB sig som den retmæssige arvtager efter Tjekaen. Det er også betegnende, at ordet ”Tjekist” inden for det østtyske hemmelige politi, Stasi, blev anset for at være et hædersbegreb; endvidere blev en Stasi-eliteenhed i 1954 opkaldt efter Felix Dzerzjinskij og stationeret i Østberlin – symbolikken var tydelig.
Efter Sovjetunionens fald i 1991 oprettedes året efter et såkaldt Sikkerhedsministerium, der tre år senere omdøbtes til det nuværende FSB, der direkte er underlagt den russiske præsident Vladimir Putin. Som bekendt er han selv tidligere KGB-officer, og i årene 1998-99 var han også chef for FSB. Stadigvæk fremhæves med stolthed organisationens rod i Tjekaen, en tradition, der netop i denne tid kan fejre et 100-års jubilæum. Frem til 1991 stod Dzerzjinskijs statue foran Lubjanka-bygningen, der siden 1917 havde været hovedsædet for det hemmelige politi og også dets frygtede fængsel; nu står statuen i en park i Moskva og eksisterer således endnu. Er også dette et symbol? I hvert fald har det officielle Rusland ikke gjort noget skridt til en afregning med den blodige fortid – og gør det vel heller ikke, så længe Putin regerer.
Som det er almindeligt bekendt, har KGB haft stor succes med sin spionagevirksomhed. Her skal fra de senere år blot nævnes Aldrich Ames og Robert Hanssen, begge amerikanske dobbeltagenter. Den første var ovenikøbet ansat i CIA, den anden i FBI. Begge blev efter deres afsløring idømt livsvarigt fængsel henholdsvis i 1994 og 2001, og der er ingen grund til at tro, at den russiske spionagevirksomhed og andre ulovlige aktiviteter i udlandet på nogen måde er ophørt. Således vakte mordet i London i 2006 på den tidligere KGB/FSB-agent Alexander Litvinenko, der i 2000 havde søgt og fået politisk asyl i England, berettiget opsigt.
Og i vore internet- og social network-tider intervenerer FSB muntert videre i de nye medier. Twitter skal ifølge en aktuel undersøgelse havde fundet frem til en række fingerede accounts, der styres fra Rusland, hvis opgave det var at manipulere det amerikanske præsidentvalg i 2016. Det såkaldte Internet Research Agency i St. Petersburg har kunnet dokumentere, at antallet af de opdagede accounts ligger på 3814.
Og for nyligt har Storbritannien forlangt, at Facebook identificerer mistænkelige brugerprofiler i forbindelse med Brexit-debatten, der muligvis ligeledes har udgangspunkt i Rusland og muligvis har haft indflydelse på Brexit-afstemningen i 2016. I Frankrig og Tyskland har Facebook allerede handlet og før parlamentsvalget i de to lande blokeret flere end 10.000 fingerede profiler.
Så tro ikke, at alt er lutter lagkage bag kulisserne i forholdet mellem Rusland og den vestlige verden. Arven fra Tjekaen er i sidste ende sprællevende, selvom der ikke mere udadtil terroriseres på livet løs. Men demokratiet kan undergraves på mange måder, ikke mindst så længe den tidligere KGB/FSB-agent Vladimir Putin har magten i Kreml.