EU blev dannet for at give Europa stabilitet, sammenhold og styrke og for at løse Europas problemer i fællesskab. Men projektet er kørt fast, og unionen knager i fugerne. Det er ikke ledelse, samarbejde og beslutningskraft, der kendetegner EU, men konstant kaos, reaktiv krisestyring og alles kamp mod alle.
EU er blevet til en ineffektiv, samspilsramt og svag overstatslig union, der ikke leverer varen. Unionen er ikke længere et pragmatisk handelssamarbejde, men et føderalistisk statsopbygningsprojekt, som detailstyrer borgernes liv og færden.
Unionen mangler en fælles vision og virkelyst, og eftersom der hverken kommer europæiske løsninger i stand eller en klar retning for fremtidens samarbejde, handler flere og flere EU-lande nationalt. EU er ganske vist ikke sunket i grus, men overlevelse er efterhånden unionens eneste succeskriterium. De store udfordringer og ubalancer fortsætter, og der er ingen løsning i sigte.
Unionen er ekspanderet uden folkelig opbakning og legitimitet. EU-projektets fædre har skabt en konstruktion, som formelt er demokratisk legal, men for mange europæere ligner EU et abstrakt politisk projekt uden demokratisk legitimitet. EU har været en succes, idet unionen har sikret fred i det Europa, som har været præget af krige og konflikter. Unionens historik er imidlertid ikke tilstrækkelig til at legitimere fremtidens samarbejde.
En omsiggribende nationalisme i medlemslandene giver næring til en voksende modstand mod EU. Unionen angribes af nationalkonservative kræfter, der ikke mener, at EU er løsningen på Europas talrige udfordringer. Borgerne i hele Europa er grundigt trætte af den gradvise undergravning af de nationale forhold, der er opbygget over mange årtier. Over hele Europa debatteres magtbalancen mellem EU og nationalstaten, og EU-kritiske partier er stormet frem. Det er muligt, at EU-skeptiske kræfter vil dominere EU-Parlamentet efter det kommende valg.
I en ny verdensorden, hvor EU er klemt mellem Rusland, Kina og USA, har medlemslandene svært ved at finde en fælles stemme i udenrigspolitikken. Det skyldes, at de 28 (og snart 27) EU-lande kun kan handle udenrigspolitisk, når de alle er enige om den fælles kurs. Ofte blokerer enkelte lande for, at EU kan tale med én stemme. F.eks. har italienerne blokeret for sanktioner på grund af deres tætte relationer til Rusland, og Grækenland har blokeret for sanktioner mod Kina, fordi kineserne opkøber deres havneanlæg og statsobligationer. Ideen om at droppe enstemmigheden i udenrigspolitikken blev luftet i 2017, men det er ikke et forslag, som medlemslandene ligefrem flokkes til for at støtte.
EU-landende er splittet om næsten alt. I spørgsmålet om økonomi er der en dyb kløft mellem Sydeuropa og Nordeuropa. Tyskland, Østrig og de rige nordeuropæiske lande frygter, at EU bliver omdannet til en overførselsunion, der skal betale regningen for en uansvarlig politik i Grækenland, Italien, Spanien og Frankrig. Interessemodsætningerne mellem de enkelte EU-lande medfører øget protektionisme. Dansk Industris medlemmer oplever således, at der i EU kommer flere og flere konkurrenceforvridende og protektionistiske regler, der svækker det indre marked.
EU-landene er dybt splittet om, hvem der skal garantere for Europas sikkerhed. Mens Frankrig og Tyskland opfordrer til, at EU etablerer en fælles EU-hær, ser andre EU-lande, herunder Danmark og Polen, NATO som det rigtige regi for militært samarbejde. Der er bred enighed om, at EU ikke skal duplikere NATO, men komplettere NATO.Selv EU’s topfolk indrømmer, at USA trods uenigheder med EU stadig er den afgørende garant for Europas sikkerhed.
EU mangler fortsat at levere et troværdigt svar på terror-problemet. I sin afmagt gør EU-eliten alt hvad den kan for at overbevise befolkningerne om, at islamisk terror er en naturlov, som Europa er nødt til at leve med. Dagligt hvidvasker EU-politikerne islamisk terror som almindelig kriminalitet med det formål at normalisere terrorens tilstedeværelse i europæernes liv.
Selv om EU har bremset den ulovlige indvandring, mangler der fortsat at blive etableret en effektiv kontrol af EU’s ydre grænser. Mangel på solidaritet i flygtninge- og migrantkrisen er udpræget. EU-landene er splittet om, hvordan unionens ydre grænser konkret skal bevogtes, hvor meget der skal oprustes, hvor håndfast sikringen af de ydre grænser skal være, og hvordan flygtninge skal fordeles. I Østeuropa har Polen, Østrig, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet fundet fælles fodslag i modstanden mod EU’s flygtningepolitik.
Den fri bevægelighed er under pres fra nationalstaternes ønske om styrkede grænser som følge af indvandringen. Grænsekontrollen opretholdes i flere lande, herunder Danmark, og forlænges igen og igen. EU-Kommissionen arbejder på at finde en balanceret løsning, som styrker den frie bevægelighed og samtidig forhindrer misbrug af velfærdsydelser. Der venter dog langvarige forhandlinger.
På energiområdet er EU-landene fortsat splittet om den planlagte udvidelse af den russiske gasrørledning (North Stream 2) gennem Østersøen. Tyskland vil have gasledningen, mens Ungarn, Polen, Rumænien, Slovakiet, Sverige og de tre baltiske lande er stærkt kritiske. I sidste uge advarede USA’s ambassadør i Tyskland en række tyske virksomheder om, at de ”aktivt vil undergrave Ukraines og Europas sikkerhed”, hvis de deltager i North Stream 2-projekt. Ligeledes klimapolitikken er fortsat genstand for slagsmål mellem de tidligere østlande anført af det kulproducerende Polen og mere grønne lande i nord og vest.
Værdimæssigt er europæerne dybt splittede i deres syn på globalisering, økonomisk omfordeling og arbejdsmarkedsregulering. Valg efter valg rykker de enkelte EU-lande til højre og udstiller, at værdifællesskabet i unionen slår sprækker. Tyskland og Frankrig ser med voksende desperation på de tidligere østlande, som åbent distancerer sig fra EU’s grundlæggende værdier. Danmark distancerer sig fra EU’s kerne med sine forbehold.
EU-landene mangler også at blive enige om et nyt syvårigt budget for samarbejdet. Briterne finansierer 16 pct. af EU-budgettet, så efter Brexit kommer EU til at mangle 109 mia. kr. om året. Slagsmålet om, hvem der skal betale for at få lukket det gigantiske hul i EU’s budget, er allerede begyndt. De såkaldte “Nye Hansa-lande”, som Danmark er en del af, har ikke lyst til at øge deres bidrag til EU-budgettet. Opgøret om det kommende budget kan således ikke undgå at skabe ny alvorlig splittelse mellem de tilbageværende 27 lande.
Sidst men ikke mindst er der dyb splittelse om EU’s fremtid. EU-eliten ønsker at sætte mere fart på integrationen og centralisere endnu mere lovgivning og magt i Bruxelles. Dens planer har dog ikke nogen tilslutning. Hverken i de gamle EU-lande eller de senest tilkomne i øst ønsker man mere overstatslighed. EU-landene ønsker i stigende grad at handle frit med hinanden uden at blive påtvunget EU’s overstatslige målsætninger om en stadigt snævrere union.
Både internationale og danske medier har hyldet Macron og Merkel som den dynamiske duo, der kan puste et nyt liv i EU og sikre et stærkt lederskab i unionen. Tyskland er imidlertid på vej med et kanslerskifte, og Macron, der var udset til at skulle være Europas store reformator, er totalt handlingslammet efter de Gule Vestes optøjer for nylig. Det velfærdsbedøvede, uselvstændige og svage EU kan ikke levere handlekraftige politikere, som kan trække EU ud af afhængighedsforholdet af USA. EU fortsætter derfor tilværelsen som et ynkeligt påhæng til USA.
Berlingskes nyeste Kantar Gallup-måling viser, at hvis danskerne i morgen blev sendt i stemmeboksen for at sige “ja” eller “nej” til fortsat EU-medlemskab, ville 68 pct. sætte kryds ved “ja”, mens 22 pct. ville stemme “nej”. Når danskernes opbakning til EU er steget, er det kun reaktionen på det kaos, som Brexit har udløst. Danske vælgere er nemlig ikke politisk indsigtsfulde. De reagerer spontant på udefrakommende begivenheder. F.eks. steg opbakningen til NATO voldsomt umiddelbart efter Putins invasion af Ukraine. Valgforsker Kasper Møller Hansen mener, at ”hvis briterne lander en god aftale i morgen, så kan det være, at tallene ser anderledes ud”.
Erfaringen viser, at EU-positive meningsmålinger herhjemme ofte bliver reduceret dramatisk, når vælgerne står i stemmeboksen. Man bør derfor udvise sund skepsis over for jubeleuropæere og meningsmålinger, der fremstiller EU som en tryg oase i en kaotisk verden, som tryghedsøgende danskere søger hen til og slår ring om. Den skråsikkerhed, som jubeleuropæerne lægger for dagen, skal tages med et gran salt.