Lad mig berette en personlig historie. Ikke fordi jeg skal gøre mig til eller pynte mig med ufortjente fjer, men fordi der er en lære, som jeg tror mange kan have gavn af at tænke over.
Som det er almindeligt kendt, prøvede Basil Hassan – en agent for Islamisk Stat – at slå mig ihjel i februar 2013. Hvis nogen tror, at en sådan oplevelse går sporløst hen, skulle de prøve det selv. Du åbner døren for et postbud, som trækker en pistol og prøver at skyde dig i hovedet. Det er under alle omstændigheder overraskende, og en psykolog, som politiet havde stillet til min disposition, fortalte, at det kunne godt være, at jeg ikke brød sammen nu, men det kom nok senere. Det gjorde det så ikke.
Forud for attentatet havde jeg tilbragt et par år med retssager, foranstaltet af en anklagemyndighed, som tydeligvis gav mig særbehandling efter et interview, som jeg ikke havde godkendt til offentliggørelse. Det indeholdt en fodfejl, som jeg øjeblikkeligt rettede, men det reddede mig ikke fra at blive anklaget for racisme.
Det var træls med disse retssager, der gik fra byretten via Østre Landsret til Højesteret, hvor jeg endte med at blive frikendt. Jeg ved ikke, om der er nogen sammenhæng, men det er almindelig kendt, at mentale belastninger kan undergrave helbredet, og næsten samtidig med højesteretssagen måtte jeg opereres for kræft.
Går vi flere år længere tilbage, så var 2008 året, da jeg blev jeg smidt ud fra Berlingske, fordi jeg skrev for meget om islam og indvandring – temaer, som nu synes at dominere dansk politik, i det mindste når der skal være valg. Og i tiden op til fyringen kunne jeg med regelmæssige mellemrum se mig beskrevet som en underuddannet og underbegavet fanatiker. Senere kunne jeg ikke tage til genmæle, fordi ingen avis ville trykke et ord af, hvad jeg skrev. I den pæne presse glædede man sig over alt det onde, der kunne tilstøde mig.
Her kommer så pointen: Hvordan skal man forholde sig i en sådan situation? Jeg er jo ikke den eneste, som de politisk korrekte har prøvet at eliminere. Det har stået på i årtier.
Mit råd til enhver, der er blevet truet, fyret, hængt ud og måske retsforfulgt, er at holde hovedet højt og først og fremmest klart.
Ja, du kan miste jobbet, pengene, vennerne og konen, men du lever. De fik dig ikke, med mindre du brød sammen og gjorde dig ynkelig.
Hvis du havde ret, da du skrev eller sagde det, som du blev forfulgt for, har du stadig ret, uanset hvad der er sket med dig.
Du står tilbage som sejrherre, og de andre står tilbage som ynkværdige skravl, uanset hvor rige og ombejlede de er.
Du skal tænke på fremtiden og ud over din egen død.
En ond mand kan ikke skade en god mand i det lange løb.
Lad det være en opmuntring til alle, som har prøvet at gøre deres bedste. Det siger jeg især til alle dem, der måske ikke har mine evner til at udtrykke sig.
De fortrædeligheder, som du har måttet udstå i den forbindelse, beviser ikke, at der var noget galt med dig. De beviser det modsatte.
Vær stolt og lad være med at forfalde til mismod.
Og frem for alt: Lad dig ikke drive ud i vanvittige ytringer, så som racisme og antisemitisme. For det er netop, hvad dine fjender vil have dig til.
Prøv at se det hele fra en humoristisk synsvinkel. For til sidst vil de gode le, og de onde vil græde.