I forhold til Danmarks udlændingepolitik er det hip som hap, om den kommende blå statsminister hedder Lars Løkke eller Kristian Jensen. De mener begge, at Venstre har flyttet udlændingepolitikken i den rigtige retning, og at Venstres integrationspolitik har været en succes.
Venstre turnerer med en fortælling om et lavt antal asylansøgere, en succesfuld integration og flere indvandrere i job. Partiets taktik er at bilde danskerne ind, at det går fremad på udlændingeområdet. Men virkeligheden tegner et helt andet billede.
Det lave asyltal er optisk bedrag
Venstre siger, at antallet af asylansøgere er historisk lavt i forhold til kriseårene 2015-2016. Det er korrekt, men muslimske asylansøgere bliver ved med at strømme til. I 2018 har flere udlændinge fået løfte om, at de kan blive boende i Danmark end tilfældet var de foregående fire år. Særligt udlændinge fra Tyrkiet, Afghanistan og Irak har i stigende grad opnået permanent opholdstilladelse. I 2017 fik 2.199 personer permanent ophold i Danmark. I 2018 steg tallet med cirka 300 til 2.538.
Antallet af familiesammenførte stiger støt
Et lavt antal asylansøgere mangedobles erfaringsmæssigt over tid, når de asylansøgere, der får opholdstilladelse, søger familiesammenføring. Det var tilfældet med de 6.000 tyrkiske gæstearbejdere, som kom til Danmark i 1970’erne. Pr. 1. jan. 2017 var der mindst 62.000 personer i Danmark med tyrkisk baggrund. Det totale antal familiesammenførte i 2018 var 4.600. Går det, som det plejer at gå, må vi forvente, at om 30-40 år er de 4.600 familiesammenførte blevet til 30.000-40.000 indvandrere og efterkommere. De fleste på livsvarig offentlig forsørgelse.
Paradigmeskiftet er salgsgas
Paradigmeskiftet er udelukkende gennemført på et retorisk plan. Formålet er at hjemsende flygtninge, når der er fred i deres hjemlande. Venstre og DF har imidlertid aldrig oplyst, hvor mange flere der bliver hjemsendt, eller hvor mange opholdstilladelser der bliver inddraget eller nægtet forlænget. I 2018 har Danmark kun hjemsendt 576 asylansøgere. Virkeligheden er, at det i praksis er næsten umuligt for danske myndigheder at sende flygtninge og migranter hjem, fordi det enten er i strid med internationale konventioner eller fordi Danmark mangler hjemsendelsesaftaler med konkrete lande.
Integrationen er en fiasko
Når muslimske indvandrere har fået lidt højere beskæftigelsesfrekvens siden 2015, skyldes det udelukkende højkonjunkturen. Den udnytter Venstre til at bilde danskerne ind, at integrationsindsatsen virker. Alle ved, at de fleste af de flygtninge og familiesammenførte, der måtte være kommet i ordinære job, bliver fyret så snart Danmark bliver ramt af økonomisk afmatning. Virkeligheden er, at ikke-vestlige, fortrinsvis muslimske, indvandrere fortsat er oftere på kontanthjælp end danskere, og varigheden af kontanthjælpsforløbene er længere. De dømmes tre gange hyppigere for en straffelovsovertrædelse end danskerne. Og selv om flere kvindelige efterkommere gennemfører en videregående uddannelse, ser vi dem aldrig på arbejdsmarkedet.
Den tidligere undervisningsminister, Merete Riisager (LA), har over for Berlingske opsummeret situationen kort og præcist: ”Integrationen er gået i stå og kører i ring”.
Indvandringens pris er låst fast i 81 år
Finansministeriets fremskrivning til år 2100, som blev offentliggjort i maj 2018, viser, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere vil medføre en varig nettoudgift for de offentlige finanser på 33 mia. kr. årligt. Selv om det flyver rundt med forskellige bud på, hvor meget indvandringen koster, har Finansministeriet ikke annulleret sin fremskrivning af maj 2018. Indtil videre må man derfor gå ud fra, at prisen for indvandring fortsat er mindst 33 mia. kr. årligt netto 81 år frem. I alt 2.673 mia. kr., som vil gå fra danskernes velfærd.
Venstre har øget den muslimske befolkningsdel
Set med de lange briller er den generelle trend, at på trods af det lave asyltal og 114 stramninger er antallet af muslimske indvandrere i Danmark støt stigende. I 2015 var der ca. 264.000 muslimer i Danmark. Under Venstre, Konservative, Liberal Alliance og DF’s stramme udlændingepolitik er andelen af muslimer vokset til 320.000, en stigning på 21 pct. Fremskrives udviklingen baseret på de seneste fem års gennemsnit, vil antallet være 534.000 muslimer i Danmark i 2040, dvs. en stigning på mellem 52-66 pct. i forhold til i dag. Spoler vi frem til 2050, vil der være ca. 1 mio. muslimer i Danmark.
Islamiseringen skrider fremad
Danmark islamiseres langsomt, men støt. Grænserne flyttes stille og roligt. Der bliver gjort mere og mere plads til muslimske normer, krav og ønsker. Danskerne tilpasser sig for at imødekomme muslimsk levevis. Samtidig er der kommet flere moskeer til i de senere år. En undersøgelse fra Aarhus Universitet opgør antallet af moskeer i Danmark til 161 i 2017. I 2006 var der 115, altså er der tale om en stigning på 40 pct. Senest har nyttige idioter i halalhippie-segmentet inviteret den fundamentalistiske muslim, Isam B, til at levere et bidrag til Højskolesangbogen.
S er ved at rulle stramningerne tilbage
Socialdemokratiets stramme udlændingepolitik holder ikke. Allerede nu står det klart, at børnefamilierne på Sjælsmark skal have bedre forhold, at Lindholm skal skrottes som center for kriminelle udlændinge, at Danmark skal tage imod kvoteflygtninge, at børnefamilier, der rammes af integrationsydelsen, skal have tilskud, og at flygtninge, der har haft job i to år, kan blive i Danmark, mens de er i arbejde.
Der er bred enighed om at der er strammet nok
Der er bred enighed i Folketinget om, at der ikke er behov for at stramme udlændingepolitikken yderligere, for vi fører allerede en meget stram politik. Vælgerne er enige: 85-90 pct. stemmer på de indvandrervenlige slapper-partier, herunder Venstre. Disse partier kan ikke forventes at udfordre de indgåede internationale konventioner, Grundloven, EU-systemet og Merkel, så miseren vil fortsætte.
Danmark har ganske vist strammet på den muslimske tilstrømning til landet, men vi har slet ikke bremset ændringerne i befolkningens sammensætning. Det danske samfund er låst fast på en kurs, der på sigt vil medføre store forskydninger i befolkningen med vidtgående konsekvenser for kultur og samfund. Derfor er det hip som hap, om det er Lars Løkke eller Kristian Jensen, der er formand for Venstre, for det eneste, man kan regne med, er symbolske stramninger, som ikke fører til noget.