Det er ikke ofte, at verdens bedste politiske magasin, det britiske The Spectator, beskæftiger sig med skandinavisk politik. Derfor er det yderst bemærkelsesværdigt, at bladet i november måned 2017 har viet en norsk politiker næsten to hele sider samt et tegnet portræt.
Det drejer sig om den 39-årige norske indvandrings- og integrationsminister Sylvi Listhaug, der nok heller ikke er så kendt i Danmark, som hun burde være. Hun er helt klart et modstykke til vores egen fortjenstfulde Inger Støjberg, der også nævnes i samme artikel i det fornemme britiske magasin, men nok kunne fortjene sit eget portræt.
Inden hun indtog sin nuværende ministerpost, var Listhaug landbrugs- og fødevareminister 2013-15 i Erna Solbergs borgerlige regering, der er en koalitionsregering bestående af Høyre og Fremskrittspartiet. Hun tilhører det sidstnævnte parti og har været medlem af dets centralstyre siden 2005. Hun var endvidere medlem af Oslo byråd 2006-11 og var i årene 2009-11 også byrådets næstformand. Ved stortingsvalget 2017 var hun Fremskrittspartiets førstekandidat i Møre og Romsdal Kommune. Hun har således stor politisk erfaring.
Efter mange år i opposition lykkedes det for fire år siden for det i 1973 grundlagte Fremskrittspartiet, den norske pendant til Dansk Folkeparti, under ledelse af den begavede Siv Jensen at blive juniorpartneren i en koalitionsregering ledet af Høyre. Og ligesom Dansk Folkeparti forudså også Fremskrittspartiet de katastrofale følger af den tidligere socialdemokratiske regerings liberale indvandringspolitik.
I august 2017 arrangerede Listhaug en ligestillings- og ytringsfrihedskonference sammen med netop Inger Støjberg og den nederlandske politiker og islamkritiker Ayaan Hirsi Ali, der i mange år har levet med dødstrusler og under konstant politibeskyttelse.
Sylvi Listhaug har forstået at markere sig som en af de mest citerede og mest hadede politikere i den norske – og til dels svenske – debat netop i forbindelse med indvandringsproblematikken. Men mens lande som Tyskland og Sverige, hvilket artiklen i The Spectator understreger, ser denne indvandring som et resultat af krigshandlingerne i Afghanistan, Syrien og Irak, ser Listhaug den som resultatet af en demografisk udvikling, der ikke er til at stoppe: ”Afrika vil have 500 mio. flere indbyggere i året 2030”, har hun udtalt. ”En stor del af Mellemøsten og Afrika er ustabile områder. Indbyggerne lever under fattige kår, men via det mobile internet kan de se, at livet i Vesteuropa er på et andet niveau. Så jeg forstår godt, at de gerne vil leve et liv som vort med vores levestandard. Men vi har simpelthen ikke muligheder for at integrere dem.”
The Spectator spørger, hvordan dette kan gælde for Norge, et land med de enorme rigdomme, der skyldes olien. Listhaug svarer hertil, at grunden til, at Norge ikke i samme udstrækning har de tilsvarende problemer med indvandrerne som så mange andre europæiske lande, er den, at man under den nye regering har været yderst forsigtig og tilbageholdende med at lade asylansøgere komme ind i landet: ”Mange af de jobs, der i dag findes, vil måske ikke være her i morgen, f.eks. jobs i supermarkederne, jobs hvortil ingen højere uddannelse kræves. De, der kommer til Norge uden uddannelse, hvad vil de gøre i fremtiden, hvis denne tendens fortsætter?” De allerede eksisterende høje arbejdsløshedstal blandt indvandrere, ikke mindst de yngre, i Danmark og Sverige taler deres eget sprog.
I stedet for at åbne grænserne mener Listhaug, at vi bør støtte flygtningelejrene i de pågældende lande økonomisk, og hun nævner selv den norske regerings støtte til flygtningelejrene i Jordan, hvortil Norge har sendt et beløb på mere end 175 mio. kr. Så for Listhaug er det ikke et spørgsmål om overhovedet at hjælpe, det skal vi, hævder hun som praktiserende kristen, men hvordan vi kan gøre det mest effektivt. ”Hvorfor”, spørger hun, ”skal vi hjælpe de flygtninge, der har råd til at betale for transporten over Middelhavet, mens de virkeligt fattige går til grunde i lejrene?”
Da Norge ikke er medlem af EU, har landet større muligheder for at beskytte sine grænser. Sveriges handelsminister Ann Linde har i den anledning sammenlignet adgangen til Norge med vanskeligheden ved at lande på månen. Overhovedet er Sverige sur på nabolandet og ikke mindst Sylvi Listhaug. Det skyldes ikke mindst hendes besøg i Rinkeby her i august måned, fordi hun mente det var ”vigtigt at lære, hvad som her var gået skævt”. Rinkeby er en forstad til Stockholm, der er kendt for de mange uroligheder og den høje kriminalitet, der netop skyldes unge indvandrere. Listhaug kaldte bl.a. Rinkeby for en ”no-go zone”, hvilket fik svenske kommunalpolitikere og de svenske medier til at fråde af raseri, men som der som bekendt er mindst 60 af i Sverige.
I forbindelse med besøget skrev Listhaug også en kronik i den svenske avis Aftonbladet, hvor hun karakteriserede ”svensk asylpolitik [som] totalt mislykket. Længe har jeg og andre politikere i Norgeværet bekymret over udviklingen i vort kære naboland Sverige. Rapport efter rapport er blevet mødt med tavshed, men de viser alle en skræmmende udvikling. Denne udvikling vil vi ikke have i Norge”. De såkaldte ’svenske tilstande’ ”er i mine øjne lovløse områder, hvilket er resultatet af ukontrolleret indvandring og dårlig integration. Det er områder, hvor politiet ikke har kontrol og trygheden er stærkt reduceret på grund af kriminelle bander, mord på åben gade, bilafbrændingerr og stenkast.”
Lyder dette bekendt? Er det ikke oplagt at drage lignende skræmmende paralleller til Danmark, ikke mindst, når Listhaug fortsætter: ”Der har sidste år været 50-60 skyderier og de sidste to år 18-20 mord. Folk er bange for at tale med politiet, for ikke at udsætte sig for brutale konsekvenser fra bandernes side.”
Og når hun efter at hæve fremhævet vore demokratiske traditioner om ytrings- og religionsfrihed tilføjer: ”Det er skæmmende, at vi i dag ser, at mennesker undgår at tale om helt sædvanlige emner, der kræver politisk debat”, kan vi danskere igen nikke genkendende. Dette gælder ikke mindst de manende ord: ”Man ser, at kvinder og mænd behandles forskelligt ud fra deres køn, som f.eks. at piger skal opholde sig bagest i bussen, mens drengene står foran, eller at kvinder tvinges til at gå med niqab og burka. (…) Vore feminister ville være de første til at kritisere dette, hvis det ramte svenske piger, men når det gælder piger med minoritetsbaggrund er det tydeligvis ikke så farligt.”
Bedre kan det ikke formuleres. Så kan man kun beundrende råbe et nifoldigt hurra for denne modige og klartskuende norske politiker.