Dette er klumme nr. 2 i klumme-serien ”Danske megatrends”. Klumme nr. 1 kan læses her.
I 1999 skrev den udskældte befolkningsekspert, prof. P.C. Mathiessen: ”Muslimerne vil kræve respekt for deres religion, traditioner og skikke jo større antal, de bliver – og det vil støde sammen med danske værdier og dansk kultur”.
I 2020 er det tydeligt, at islam har sneget sig ind i alle afkroge af det danske samfund. Islamiseringen sker efter salamimetoden. Muslimske kulturelle normer forandrer flere og flere områder i landet og sætter danske normer og værdier under pres. Grænserne skubbes stille og roligt, skridt for skridt. Der bliver gjort mere og mere plads til muslimske normer, krav og ønsker. Danskerne bøjer nakken og tilpasser sig for at imødekomme muslimsk levevis. Et stort flertal i befolkningen udviser forståelse for indrømmelser til formørkede muslimske holdninger, og de negative konsekvenser af islam søges bortforklaret eller relativeret. I takt med at befolkningen forvandles, forvandler dansk kultur sig også. Danskerne adopterer normer og værdier fra dem, der kommer hertil.
Symptomerne på den voksende islamisering af det danske samfund er legio. I småstaten Danmark med kun ca. 6 mio. indbyggere findes der 24 tilskudsberettigede muslimske skoler, mens antallet af moskeer i de seneste 10 år er steget fra 115 til 170, svarende til en stigning på 67 pct. Moskeer, som islamiserer og radikaliserer flygtninge og indvandrere gennem religiøs social kontrol, får naturligvis offentlige tilskud.
Det er Danmarks grundlov med dens bestemmelser om religionsfrihed, der spænder ben for et decideret stop for nye moskeer, muslimske friskoler og antidemokratiske muslimske foreninger. Danske politikere bliver derfor ved med at give statslige fradrag til muslimske foreninger, der arbejder demokratiundergravende. Og kun én af landets 10 største kommuner har brugt muligheden i imampakken for at tage offentlig støtte eller nægte at leje lokaler til muslimske foreninger, der arbejder imod det danske demokrati.
I maj 2020 rapporterede flere medier om, at man kunne høre bønnekald ved Gellerup Kirke i Aarhus. Bønnekaldet kan heller ikke forbydes i Danmark, fordi det ville være imod Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
I juni 2020 kunne flere medier berette, at der i Udlændingestyrelsen sidder ca. 40 muslimer med et mellemøstligt statsborgerskab og administrerer migranters adgang til Danmark. Politikerne ser gennem fingre med, at muslimske asyljurister er inhabile, idet de umuligt kan leve op til rollen som neutrale embedsmænd.
Tørklæder, der dukker op på flere og flere statslige, offentlige og private arbejdspladser, bruges til at promovere religiøst-politiske budskaber og signalere islams opposition til danske værdier. Flere og flere danskere mener, at da man har religionsfrihed i Danmark, skal man som ansat i staten og det offentlige have frihed til at missionere for en religion og ideologi, der går på tværs af alt, hvad Danmark står for.
På mange danske arbejdspladser er der etableret bederum af hensyn til muslimske ansatte. Bl.a. i politiet, på Panum Instituttet, på flere universiteter, i store C25-virksomheder, forsikringsselskaber mv.
Selv om sundhedsvæsenet skal behandle alle borgere ens uanset etnisk herkomst og religion, er der etableret en indvandrermedicinsk klinik på Herlev Hospital. Klinikken tilbyder medicinsk særbehandling til parallelsamfundene.
Hos akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden er medarbejderne blevet pålagt at ønske god ramadan til muslimske patienter i fastemåneden.
I flere kommuner over hele landet er der indført kønsopdelt svømmetræning, hvor muslimer og ikke-muslimer må svømme hver for sig. Budskabet er, at folk skal segregere sig for at tilpasse sig muslimske skikke.
En skole i Græsted har afskaffet juleafslutningen i kirken, fordi ”det forvirrer de tosprogede børn med anden religiøs baggrund”, som sognepræsten sørgmodigt skrev på Facebook.
Fadervor, det kristne budskab, englene, de tre vise mænd og krybbespillet er flere steder i landet afløst af en ”nissejul”, som alle kan fejre. Den danske jul bliver langsomt tilpasset.
I daginstitutioner og skoler afløser halalslagtet kød svinekød – det kan jo både muslimer og ikke-muslimer spise.
Det er blevet en kutyme, at muslimer holder fællesbøn på Rådhuspladsen i København og udnytter dermed dansk forsamlingsfrihed til en politisk og religiøs magtdemonstration.
Danske politikere har opdaget en ny vælgergruppe – muslimerne. Op til valget i 2019 har De Radikale og Enhedslisten indgået et forbund med muslimske foreninger i parallelsamfundene. Dette valg kommer til at blive husket som valget, hvor de to danske partier åbenlyst friede til muslimerne og lovede at indfri deres ønsker mod, at de stemte på dem.
Selv de såkaldte borgerlige partier står parat til at omfavne det dansk-muslimske samfund. Venstres Kristian Jensen har i et interview med Berlingske således sagt, at ”hvis befolkningen ønsker at udskifte en kultur med en anden (læs: muslimsk), så er det ikke en politisk opgave at bremse befolkningen. Vi kan ikke tillade os at stoppe borgernes frihed til at ændre vaner for at holde dem fast i et levende museumsliv”.
I erhvervslivet er der kommet fokus på et hidtil uopdyrket markedssegment – muslimske forbrugere. Adm. direktør i brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, John Wagner, sagde i 2017: ”Der er ingen tvivl om, at der er potentiale i den muslimske højtid, og at man kunne nå flere forbrugere ved lokal tilpasning”.
Grådige danske erhvervsfolk står parat til at legitimere og promovere muslimsk beklædning som chik og trendy. Modelbureauet Unique Models har ansat den første model med tørklæde. Mads Nørgaard på Strøget i København har promoveret ”ærbar mode”, som er modebranchens newspeak for smart modetøj til fødedygtige, ugifte, muslimske kvinder.
Det er især de mange små hverdagsbegivenheder, der viser islamiseringens fremmarch. Danskerne ser sjældent alle disse små bitte adskilte tilbagetog i de danske sædvaner som et samlet billede eller trend. De ser kun de enkeltstående begivenheder og bagatelliserer deres betydning. Ramadan-kagen i Bilka er et skoleeksempel. ”Danmark gør ikke knæfald for islam, når man kan få en ramadan-kage i Bilka. Det danske samfund er nødt til at rumme, at der lever muslimer her”, har Socialdemokratiets Mattias Tesfaye udtalt. En Ramadan-kage lyder måske uskyldigt, men det er blot en af de mange islamistiske salamiskiver. Det er summen af disse salamiskiver, der udgør en megatrend.
Den indvandrervenlige politiske, kulturelle og økonomiske elite har travlt med at missionere for islam. Budskabet er, at islam i Danmark er fait accompli, og at danskerne ikke har andet alternativ end at vænne sig til deres ”dansk-muslimske samfund”. I Berlingske har debattøren Niels Jespersen således opfordret danskerne til at omfavne det muslimske mindretal: ”Der bor omkring 350.000 muslimer i Danmark. De mennesker flytter sig ikke. Dem og deres efterkommere vil være en del af Danmark, indtil solen brænder ud. Er det virkelig planen, at det borgerlige Danmark skal være i permanent opposition til så stor del af befolkningen og dens værdier?”
Og den tidligere undervisningsminister, Merete Riisager (LA), har opfordret Venstre til at ”anvise en fælles national fortælling, der opfattes som nærværende og relevant for arabisk-muslimske danskere såvel som etniske danskere”.
Hver generation har den virkelighed, den lever i, som referenceramme og sin egen opfattelse af normalitet. For den ældre generation af danskere, der problematiserer den muslimske indvandring og dens konsekvenser, er referencerammen det homogene, etnisk hvide og kristne Danmark, som de har oplevet i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne.
For den yngre generation er referencerammen nutidens multikulturelle, brune Danmark. For denne generation, som er præget af kulturløshed, normløshed og værdirelativisme, og som er vokset op med islamiseringen som referenceramme, er der ikke noget usædvanligt ved, at der sidder kassedamer med tørklæder på i supermarkeder, at der marcherer religiøse optog i Nørrebrogade, at der er muslimsk fællesbøn på Rådhuspladsen, og at der kommer flere og flere muslimske TV-værter.
Det hvide, kristne Danmark er langsomt ved at forsvinde for at give plads til en ny normal: det brune dansk-muslimske Danmark. Det er en megatrend, der ikke kan stoppes, fordi den støttes af ca. 85 pct. af vælgerkorpset. Fortsætter islamiseringen sin fremmarch, er Danmark om 20-30 år ikke længere det homogene Danmark, danskerne kender, men et opdelt samfund – etnisk, socialt, kulturelt og økonomisk.