Dette er klumme nr. 3 i klumme-serien ”Danske megatrends”. Klumme nr. 1 og 2 kan læses henholdsvis her og her.
Her i landet har man debatteret problemerne med at integrere muslimske migranter i 30-40 år. I begyndelsen var debatten præget af fornægtelse og bagatellisering. Integrationen var ikke noget problem, mente man, og ville med tiden løse sig af sig selv. Mange havde troet, at muslimske indvandreres børn og børnebørn ville integrere sig i dansk kultur, men det modsatte er tilfældet. Langt de fleste muslimer fra Mellemøsten og Afrika er analfabeter uden erhvervsfaglige kompetencer, taler ikke dansk, kommer fra en fremmedartet kultur og isolerer sig i parallelsamfund i socialt belastede ghettoområder.
Til forskel fra andre ikke-vestlige indvandrergrupper har de ca. 320.000 muslimer ikke et ønske om at skabe sig et liv i Danmark på vestlige/danske præmisser. Det skal her bemærkes, at begrebet ”ikke-vestlige indvandrere” er upræcist og forplumrer integrationsdebatten. Det er nemlig ikke alle ikke-vestlige indvandrere, der er lig med problemer. Blandt de ikke-vestlige er f.eks. højt specialiserede og flittige indere, kinesere, vietnamesere, filippinerne og andre. Fællesnævneren er, at de har taget Danmark til sig, de er blevet danske. Det er derimod ikke tilfældet med de ca. 320.000 muslimske indvandrere fra primært Mellemøsten og Afrika, der ikke ønsker at være en del af Danmark.
LA-politikeren Heidi Wang har i sin tid beskrevet kinesiske indvandreres tilgang til integration således: ”Vi kinesere integrerer os ud fra tankegangen om, at du ikke skal opføre dig anderledes, bare fordi du ser anderledes ud. Vi er opdraget til, at vi skal give afkald på noget for at løfte de kommende generationer. Man skal som indvandrer træffe et valg mellem tradition og dine børns fremtid. En kineser vil altid vælge det sidste. Det er derfor, at det er svært for mig at forstå, hvorfor nogle muslimer vælger religionen frem for alt”.
Muslimernes manglende evne/ønske om at indgå i samfundslivet på lige fod med resten af den danske befolkning fører til polarisering, spændinger, kriminalitet, utryghed, kultursammenstød, uro og kæmpe udgifter for skatteyderne. Muslimerne er blevet til et etnisk pjalteproletariat – underuddannet, underbeskæftiget, underintegreret, overkriminelt og oversygeligt i såvel første, anden og tredje generation – og snart fjerde.
Ikke desto mindre bliver den danske magtelite og ”deep state” – politikerne, DI, DA, LO, KL, kulturinstitutioner, medierne mv. – ved med at bagatellisere problemerne, markedsføre integrationsindsatsen som en succes og udskamme dem, der peger på problemernes alvor. Holdningen er, at den mislykkede integration skal ties ihjel, fordi den bidrager til stigmatiseringen af indvandrere og flygtninge. Magteliten og medierne spinner derfor den fortælling, at det faktisk går rigtig, rigtig godt med integrationen. Og hvis man korrigerer for sociale omstændigheder, er der nærmest ikke noget at komme efter.
Men virkeligheden er, at det går ned ad bakke med integrationen. En analyse, som Udlændinge- og Integrationsministeriet samt Undervisningsministeriet foretog i 2018, viste, at ”børn af efterkommere klarer sig dårligere end den forrige generation”. Den tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA) har på denne baggrund konkluderet: ”Analysen viser sammen med al anden viden, vi har, at integrationen er gået i stå, og at vi kører i ring”.
Medierne, magtdanmarks agitprop, arbejder på højtryk for at skabe en illusion af succesfuld integration. Inden coronakrisen ramte Danmark i marts 2020, havde danskerne nærmest dagligt fået serveret mediernes skræddersyede solstrålehistorier med det glade budskab, at muslimerne ”brager ind” på arbejdsmarkedet, og at deres erhvervsfrekvens er den højeste i mange år. Beskæftigelsesgraden for muslimerne ligger imidlertid på 57 pct., hvilket er næsten det samme som før finanskrisen. Dette er langt efter beskæftigelsesgraden for etniske danskere, som var 73 pct. i starten af 2020.
Virkeligheden er, at stigningen i antallet af muslimer i ordinært arbejde de senere år ikke hang sammen med den påståede vellykkede integration, men skyldtes ganske enkelt den økonomiske højkonjunktur. Men nu er integrationsmiraklet slut. Coronakrisen og de hårde økonomiske realiteter er ved at sparke migranternes erhvervsfrekvens årtier tilbage. Mange med muslimsk baggrund, der måtte have fundet beskæftigelse i løbet af de senere års højkonjunktur, bliver fyret i disse uger og måneder. Indvandrere er nemlig de sidste, der bliver hyret, og de første, der bliver fyret.
Det bekræfter en helt ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser, at langtidsledigheden har ramt muslimske indvandrere og efterkommere meget hårdt, fordi coronakrisen medfører mindre efterspørgsel efter manuelt ufaglært arbejde. Og da langtidsledige ikke er eftertragtede blandt arbejdsgiverne, vil langtidsledige muslimer med tiden blive skubbet helt ud til kanten af arbejdsmarkedet.
Den muslimske indvandring har skabt en kæmpestor integrationsindustri med mange tusinde søde, flinke og rare privatansatte konsulenter, der har en lang snabel i de offentlige kasser. De tjener styrtende på kreative integrationsprojekter, som aldrig evalueres, og hvis effekter er ukendte. Alene i 2016 var der afsat 6,1 mia. kr. til integrationsprojekter, som VLAK-regeringen ifølge medierne ikke havde et samlet overblik over.
I de angelsaksiske lande modtager man primært supermotiverede indvandrere, som fra dag 1 er bevidst om nødvendigheden af at tilpasse sig værtslandenes forhold. Det er derfor indvandrere selv, og ikke det offentlige og private konsulentfirmaer, som det er tilfældet i Danmark, der er drivkraften bag integrationen. Når nye muslimske migranter dukker op i Rødby, står hærskarer af hjælpere, socialrådgivere, psykologer, pædagoger og andet godtfolk klar til at overtage ansvaret for deres liv og tvinge dem ind i integrationsindustriens pølsemaskine. Muslimerne mødes med berøringsangst, lave forventninger og uvilje mod at stille krav. Muslimerne er nemlig ofre. Dem er det synd for. Dem kan man ikke stille krav til. De har været så meget igennem og kommer langvejs fra. Sådan er tænkningen stadig i behandlersystemerne ifølge forfatteren Ali Aminali, som i årevis selv har været en del af integrationsmaskinen.
For at sikre sin indtjening manipulerer integrationsindustrien med tal og fakta for at opvise en kunstig høj succesrate. I virkeligheden køres de fleste indvandrere gennem perspektivløse forløb, som ikke resulterer i ordinære jobs. Projektmageri, ineffektive indsatser og overflødig aktivering præger hele integrationsområdet, og der klattes millioner væk på et uoverskueligt vildnis af resultatløse projekter.
Samtidig modarbejder KL, DA, LO og andre stærke interessegrupper i det danske samfund aktivt integrationen. Det kommunale behandlersystem ser det som sin mission at forvandle flygtninge til sociale klienter og fastholde dem i passiv forsørgelse. Behandlersystemet er en magtfuld interessegruppe, som ikke har den mindste interesse i at miste ”kunder” og dermed bringe sine egne jobs i fare.
Arbejdsgiverne er ikke meget for at ansætte muslimske migranter, som altid kommer bagest i ledighedskøen. De mener, at det er for besværligt, indebærer kultursammenstød, koster for meget, og tager job fra danske ledige. Mange kreative arbejdsgivere har fundet ud af, at de altid kan få en ny flygtning i praktik og dermed slippe for at betale løn. Hver tredje eller sjette måned kan de så få en ny praktikant. De aftaler, som kommuner har med deres virksomhedscentre, er derfor kun til for at aktivere migranter og skaffe gratis arbejdskraft til virksomhederne. Der kommer ikke ordinære job ud af de praktikker.
Fagforeningerne modarbejder integrationen, fordi de ikke er interesserede i at få konkurrence fra lavtlønnede migranter. I en undersøgelse fra februar 2016 svarer 77 pct. af de adspurgte 3Fere, at de er bange for, at migranterne vil presse dem ud af arbejdsmarkedet.
De økonomiske vismænd anser ikke de skiftende regeringers ambitioner om at løfte beskæftigelsesfrekvensen for de muslimske migranter for realistiske. Den tidligere vismand og direktør for VIVE, Torben Tranæs, har i 2016 sagt: ”Hvis integration var helt uprøvet, kunne man bedre være optimistisk, men det er jo ikke uprøvet. Med de erfaringer, vi har med, hvor svært det er, kan man ikke forlade sig på, at vi bliver afgørende bedre til det. Vi har prøvet så mange forskellige ting og lavet mange forskellige reformer, men vi har ikke fundet nogen trylleformular. Og det er svært at se, at vi pludselig skulle finde den nu”.
Torben Tranæs’ nådesløse analyse gælder fortsat, og derfor er Nina Smith-kommissionens bebudede forsøg på at få flere muslimer i ordinær beskæftigelse dømt til fiasko.
Mens regningen for den mislykkede integration ifølge Finansministeriet vil andrage 36 mia. kr. netto (eller 90 mia. kr. brutto) om året frem til år 2100, er der færre og færre penge til etniske danskeres velfærd. Det kan derfor ikke undre, at pressen med mellemrum beretter om ældre, som man finder siddende i deres egen afføring på plejehjem, samt kommuner, der indfører ydmygende procedurer for morgentoilette for ældre og syge under hjemmeplejen: I weekenden vaskes borgerne ikke med varmt vand og sæbe, men med en kold vådserviet, fordi kommunerne mangler penge.
Megatrenden er, at integrationen af muslimerne i Danmark slår fejl igen, igen og igen. Når politikerne hælder milliarder ud til ”integrationen”, garanterer de, at der ikke bliver nogen integration, for hvad skulle muslimernes incitament være, når man bliver betalt for ikke at lade sig integrere eller være aktiv på arbejdsmarkedet, og når integrationsydelsen giver en langt højere levestandard end i hjemlandet? Og hvad skulle de tusinder, der er på integrationsydelse, leve af, hvis integrationen faktisk lykkedes? Svaret blæser i vinden.