Dette er klumme nr. 4 i klumme-serien ”Danske megatrends”. Klumme nr. 1, 2 og 3 kan læses henholdsvis her, her og her.
Den massive indvandring over de sidste 30-40 år betyder, at der i dag bor ca. 500.000 mennesker med ikke-vestlig baggrund i Danmark, herunder ca. 320.000 muslimer. Indvandringen fra især Mellemøsten og Afrika har medført en radikal ændring af befolkningssammensætningen, der er uden sidestykke i Danmarks historie med deraf følgende kulturkonflikter og polarisering i det danske samfund. Der er dels tale om ideologisk og politisk polarisering blandt etniske danskere, og dels polarisering mellem etniske danskere og det muslimske mindretal, som ikke ønsker at være en del af Danmark.
Tilhængerne af indvandring, primært den kulturradikale storbyelite, kæmper for at virkeliggøre drømmen om et multietnisk Danmark, som alle i verden har ret til at bosætte sig i og blive evigt forsørget af danske skatteydere. Tilhængerne, som udgør 87-88 pct. af vælgerkorpset, stemmer på de indvandrervenlige partier.
Modstanderne af indvandring, de nationalkonservative, mener, at flygtningeproblemer skal løses i de lande, flygtninge og migranter kommer fra. Verdens globale problemer kan ikke løses ved at omdanne Danmark til et muslimsk land. Modstanderne, 12-13 pct. af vælgerkorpset, stemmer på DF, Nye Borgerlige og Stram Kurs.
Spørgsmålene om indvandring og integration splitter politikerne på Christiansborg. Skillelinjerne mellem de nationalkonservative og kulturradikale går på tværs af samtlige partier. Et eksempel er Venstre, som består af to fraktioner, når det gælder udlændingepolitikken: den liberale og indvandrervenlige fraktion med ”slapperen” Kristian Jensen i spidsen samt den nationalkonservative og indvandringskritiske fraktion anført af ”strammeren” Inger Støjberg.
De politiske partier i Danmark er langsomt ved at blive forvandlet fra traditionelle klassepartier til etnisk og religiøst funderede partier. Vælgerne i Enhedslisten og Radikale Venstre udgøres i stigende grad af muslimer og andre ikke-vestlige af den simple grund, at gruppen af vælgere med ikke-dansk baggrund vokser, og at de to partier altid vil lempe, aldrig stramme, udlændingepolitikken. Senest har medierne kunnet berette, at det pakistanske folketingsmedlem Sikandar Siddique er i færd med at samle vælgererklæringer til sit nye parti i parallelsamfundet Mjølnerparken, der ligger på Nørrebro i København.
Danmarks opdeling efter sociale og etniske skillelinjer reflekteres i stigende grad i uddannelsessektoren. Siden årtusindskiftet er folkeskolen således blevet stadig mere opsplittet i forhold til forældrenes etniske herkomst og offentlig forsørgelse. Børn til den lavuddannede etniske underklasse og børn til de veluddannede etniske danskere klumper sig mere og mere sammen på hver deres skoler. De fattige og ressourcesvage ikke-vestlige elever i folkeskolen, og de rige og ressourcestærke etnisk danske elever i fri- og privatskolerne. Flere steder vælger de etnisk danske forældre folkeskolen fra på grund af det store antal utilpassede elever med indvandrerbaggrund. Når andelen af muslimske elever på den lokale folkeskole overstiger et vist niveau, vælger ressourcestærke forældre hvide skoler til deres børn.
En af de langsigtede konsekvenser forbundet med andelen af ikke-vestlige (læs: muslimske) elever i skoleklasserne, som forældrene flygter fra, er afdækket i en rapport udarbejdet af Kraka og Deloitte. Jo flere ikke-vestlige elever der er i en klasse, jo lavere livsindkomst kan klassens etnisk danske elever forvente i fremtiden. Hvis blot 15 pct. af eleverne har ikke-vestlig baggrund, falder hele klassens forventede livsindkomst med op mod 20 pct. Stiger andelen af ikke-vestlige elever til mellem 25 og 30 pct., falder den forventede livsindkomst med over 30 pct. for hele klassen.
Også gymnasier, der har en stor andel af elever med indvandrerbaggrund, oplever voksende polarisering. Problemet er nu blevet så stort, at både rektorer og politikere åbent taler om en opdeling i ”brune” og ”hvide” gymnasier. Den indvandrervenlige storbyelite skilter gerne offentligt med sit ønske om etnisk mangfoldighed i samfundet, men flytter fluks til et andet skoledistrikt eller finder en privatskole, når deres børns folkeskole eller gymnasium bliver alt for brunt.
Tendensen med etnisk opdelte gymnasier er velkendt, men opdelingen er blevet endnu mere tydelig, viser de nyeste tal fra Undervisningsministeriet. Siden 2012 er antallet af stx-institutioner (gymnasier mv.), hvor der går mere end 30 pct. af elever med ikke-vestlig baggrund, næsten tredoblet. I 2012 var der seks gymnasier, hvor andelen af elever med ikke-vestlig baggrund var større end 30 pct. I 2019 var det steget til 15 gymnasier, som ligger i og omkring Aarhus, Odense og København.
I 2019 var der yderligere 11 stx-institutioner, hvor andelen af elever med ikke-vestlig baggrund er mellem 15 og 30 pct. I 2012 var der tale om ni.
På arbejdsmarkedet sker der en langsom polarisering med hensyn til stillingskategorier, hvor danskerne får flere og flere job øverst i stillingshierarkiet og færre job nederst i stillingshierarkiet. Undersøgelser viser, at de beskæftigede ikke-vestlige indvandrere – og også i et vist omfang de beskæftigede efterkommere – har job længere nede i stillingshierarkiet end de beskæftigede danskere og får en lavere timeløn.
De ikke-vestlige, primært muslimske, indvandrere koncentreres i brancher og virksomheder, der er præget af dårlig løn, manglende udviklingsmuligheder og dårligt arbejdsmiljø. Dette fører til en fastlåsning af muslimerne i bunden af jobhierarkiet og deres overrepræsentation inden for lavteknologiske brancher som handel, transport, hoteller og restauranter.
Etnisk opdeling finder ligeledes sted på boligmarkedet, hvor ressourcestærke familier flytter fra boligejendomme, efterhånden som indvandrerandelen stiger. Med tiden gentages mønsteret i hele gaden, kvarteret og sidenhen bydelen. Ca. 80.000 indvandrere, primært muslimske, skønnes at bo i såkaldte parallelsamfund defineret som samfund, der er fysisk og mentalt isolerede og følger egne normer og regler uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det.
Megatrenden er, at indvandring skaber øget polarisering på alle niveauer i det danske samfund. Og da der er en tendens til, at folk bosætter sig, lever og arbejder sammen med nogle, der ligner dem selv, vil den etniske polarisering vokse i takt med, at antallet af muslimske indvandrere og efterkommere stiger. Det er en udvikling, som kommer langsomt, men støt, og som på sigt ikke kan undgå at underminere sammenhængskraften i det tidligere homogene Danmark.