Dette er klumme nr. 5 i klumme-serien ”Danske megatrends”. Klumme nr. 1, 2, 3 og 4 kan læses henholdsvis her, her, her og her.
Der eksisterer to typer af tillid, institutionel tillid og social tillid. Den institutionelle tillid er et samlet udtryk for den tillid, man bl.a. har til centrale samfundsinstitutioner som folketinget, statsadministrationen, regeringen, retsvæsenet, politiet mv., mens den sociale tillid er et udtryk for, om man mener, man kan stole på de fleste andre mennesker.
Tillid er en kompleks og ukvantificerbar størrelse. Tillid er bl.a. en forventning om, og sikkerhed for, at vi ikke løber en risiko ved at interagere med andre. Tillid er også et udtryk for den fællesskabsfølelse og det fælles ansvar, anstændighed og moral, man har i samfundet. Måling efter måling placerer Danmark i toppen blandt europæiske lande, når det kommer til graden af social tillid blandt borgerne, men den muslimske indvandring er langsomt ved at sætte tillidssamfundet under pres.
Tillid var ikke overraskende nøgleordet i statsminister Mette Frederiksens (S) første åbningstale til Folketinget i 2019. Over 30 gange kom hun ind på tilliden − eller rettere sagt manglen på samme − da hun gik på talerstolen foran det nytiltrådte folketing og kongefamilien. ”Tilliden, som måske er det mest værdifulde i Danmark, revner på en lang række områder”, lød det fra statsministeren.
Tillid er noget, den enkelte tilegner sig som barn og ung i hjemmet, skolen og de andre fællesskaber. Tillid kræver et understøttende miljø, en tillidskultur. Den kultur har man ikke i de muslimske lande, som de fleste flygtninge og migranter stammer fra. I juni 2019 offentliggjorde det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science en undersøgelse med titlen ”Civil Honesty Around the Globe”, hvor man undersøgte borgernes tillid og ærlighed i 40 lande. Ikke overraskende scorede lande med høj levestandard og tillidskultur højt og de muslimske lande scorede lavest. Undersøgelsen pegede desuden på et andet træk ved de muslimske samfund: konflikter løses ofte med vold.
Tab af tillid grundet etnisk mangfoldighed er et stort samfundsproblem. Den kendte amerikanske politolog, Robert Putnam, har påvist, at når der er mange nationaliteter og religioner i et samfund, har det uheldige følger for tillidsniveauet. Mangfoldigheden medfører bl.a. lavere tillid til politikere, myndigheder og medier, mindre deltagelse i lokalsamfundet og velgørenhed, mistillid til naboerne, mindre lykke samt nedsat livskvalitet. Putnam begrundede sine konklusioner med en skildpaddemetafor: folk trækker sig ind i sig selv, når de er omgivet af folk med anden etnisk baggrund end de selv. Kort sagt, jo større mangfoldighed, des mindre tillid.
Den muslimske indvandring har betydet, at Danmark er blevet et mere råt og brutalt samfund. Ikke overraskende er de muslimske indvandreres overrepræsentation i de danske kriminalstatistikkerne en direkte konsekvens af, at Danmark er ved at blive mere og mere multikultural eller, rettere sagt, duokultural. Både de muslimske indvandrere og efterkommere er samlet set overrepræsenterede i landets fængsler med 255 pct. i forhold til deres faktiske andel af befolkningen. Efterkommere alene er overrepræsenterede i landets fængsler med 816 pct. i forhold til deres andel af befolkningen.
Tillidstabets betydning for danskernes måde at leve og agere på bliver overset og negligeres, fordi tabt tillid ikke kan kvantificeres. Men det siger sig selv, at tilliden destrueres langsomt i et miljø, som i stigende grad præges af etniske flok- og territoriedannelser, utilpassede unge, der med chikane, trusler og vold spreder frygt i hele bebyggelser og bydele rundt om i landet, æresdrab, bandekrige, gruppevoldtægter, likvideringer på åben gade, skyderier, bombesprængninger, bilafbrændinger, stenkast fra broer over motorveje, skyderier, visitationszoner, åbenlyse tyverier fra supermarkeder, øget socialt bedrageri, ”fornedringsrøverier”, hvor unge ofte udsættes for ydmygende overgreb – listen er lang.
Muslimsk indvandring har også mange afledte konsekvenser. Når Folketinget f.eks. ønsker et opgør med bander, beslaglægger det dommerressourcer. Der er som oftest tale om langvarige nævningesager, der lægger beslag på tre dommere i meget lang tid, og som går ud over de civile sager, der herefter bliver nedprioriteret. Facit er mangelfulde domme og gerningsmænd, der går fri. Og manglende tillid til en af de bærende søjler i det danske samfund – retssamfundet.
Det høje tillidsniveau i Danmark har gennem tiderne skabt en kultur præget af gensidighed og samarbejde, forpligtelse over for fælles love og aftaler, trivsel og trygge relationer mellem mennesker. Den muslimske indvandring sætter imidlertid etniske danskeres tillid til, at de trygt kan interagere med fremmede, under kraftigt pres. Danskerne holder op med at agere som tillidsfulde individer, især i de ghettoområder og bydele, som ikke længere er under dansk jurisdiktion.
Muslimsk indvandring skaber øget mistillid i det danske samfund. Danskerne lærer at leve med de nye vilkår, tilpasser sig og tager mistillidens forholdsregler. De er ikke længere det tillidsfulde folkefærd, de tidligere har været. Megatrenden er, at Danmark grundet den muslimske indvandring langsomt forvandles fra et trygheds- og tillidssamfund til et frygt- og mistillidssamfund.