På et pressemøde i Statsministeriet onsdag den 11. marts bekendtgjorde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at styrelsen ville skifte teststrategi i forhold til potentielt corona-smittede. Man gik fra en ”inddæmningsstrategi”, hvor alle med corona-lignende symptomer blev testet uanset symptomstyrke, til en såkaldt ”afbødningsstrategi”, hvor kun dem med svære symptomer skulle testes. Det hed bl.a.:
”Vi har tidligere haft det, vi kalder en inddæmningsstrategi (…) Men i en situation, hvor vi ser en udvikling i Danmark med flere og flere, der er smittede, så giver det ikke mening (…) Derfor skal vi skifte strategi og indsats i sundhedsvæsnet, så vi fokuserer på dem, der har allermest behov.”
Brostrøms udmelding kom efter nogle dage, hvor antallet af corona-smittede i Danmark var eksploderet. Den 7. marts var der 27 registrerede smittede, den 8. marts var tallet 35. Herefter gik det stærkt: Den 9. marts mere end fordobledes smittetallet og nåede 90, den 10. marts igen mere end en fordobling til 262 smittede og den 11. marts næsten en fordobling til 514.
På den baggrund var det mildt sagt besynderligt, at Sundhedsstyrelsen/regeringen pludselig ville standse testning af potentielt smittede, der kun havde lette symptomer for alene at teste dem med svære symptomer. Det kunne derfor være interessant at få Sundhedsstyrelsens/regeringens sammenhængende forklaring på dette. Sådan en har befolkningen dog ikke fået, hverken via medierne eller på Sundhedsstyrelsens/regeringens hjemmeside.
Hvis man havde forelagt WHO’s general direktør, Tedros Adhanom, Brostrøms “afbødningsstrategi”, ville han formentlig have taget sig til hovedet, i hvert fald bad han den 16. marts verdens regeringer om IKKE at skrue ned for test af corona-smittede. Det hed bl.a.: ”Vi kan ikke stoppe denne pandemi, hvis ikke vi ved, hvem der er smittet. Vi har et simpelt budskab til alle lande: test, test, test. Test alle mistænkte tilfælde”.
Tedros havde utvivlsomt eksemplet Sydkorea i tankerne, da han kom med sin stærke opfordring. Sydkorea har haft kæmpe succes med Corona bekæmpelsen. Landet registrerede de første smittede medio februar. Den 27. februar, da det første tilfælde registreredes i Danmark, havde Sydkorea alene på dagen 505 nye smittede, den 2. marts havde man på dagen 851 nye smittede og landet lå på en andenplads med flest smittede efter Kina. I den situation satsede Sydkorea nu alt på at teste alle potentielt smittede uanset symptomstyrke. Strategien var/er helt enkelt: Target, test and treat (Udpeg, test og behandl). Resultatet har været fænomenalt. Den 16. marts, da Tedros talte til verden, var det nye smittetal på dagen nede på – 71! Smittekurven er i dag fladet ud og landet har byttet den lidet misundelsesværdige 2. plads ud med en 8. plads.
Faldet i smittetallet i Sydkorea som følge af øget testning var allerede markant, da Brostrøm omvendt proklamerede en kraftig testreduktion i Danmark. Desværre synes det, som om store dele af den politisk korrekte, danske andedam bare var/er indforståede med den nye såkaldte ”afbødningsstrategi”, som næppe nogen forstår. Ganske givet heller ikke Brostrøm selv, eller Mette Frederiksen for den sags skyld. Det er ”Kejserens nye klæder” om igen.
Der har således kun været ganske få små og spredte kritiske pip. Et af disse kom fra Kenneth Jensen, anæstesioverlæge på Næstved Sygehus. Jensen forstår ikke Sundhedsstyrelsens/regeringens rationale bag det delvise testophør: ”Jeg tror ikke, at regeringen er dumme. Men jeg kan helt ærligt ikke komme på, hvad argumentet skulle være. Handler det om penge, så vil udgiften til stikprøver kun være et lille tal i forhold til, hvad Danmark mister hver dag.” (Tv2 Nyhederne, den 15. marts).
Den 19. marts gjorde Ralf Pittelkow i Den Korte Avis opmærksom på en forskningsartikel i det anerkendte tidsskrift ”Science” omhandlende udviklingen af corona i Kina. Ifølge Pittelkow fremkommer artiklen med ”en højst bemærkelsesværdig afsløring”, nemlig den, at ”størsteparten af smitten blev transporteret af personer, der kun havde svage symptomer – i nogle tilfælde kunne man slet ikke få øje på symptomer.”
Pittelkow fortsætter: ”Denne usynlighed findes tilsyneladende ofte i forbindelse med luftvejsinfektioner. (…) En meget stor del af smitten blev således i første omgang ikke opdaget af de smittede. Og mange informationer nåede derfor heller ikke frem til sundhedssystemet”. Smitten udbredte sig således i det skjulte, hvilket skete med voldsom hast i januar, hvor kun 14 pct. af infektionerne blev opdaget. Dette mener forskerne er ”deres vigtigste resultat”, fortæller Pittelkow.
På baggrund af forskningsartiklens resultater må Brostrøm, iflg. Pittelkow, erkende, at hans ”afbødningsstrategi” ikke holder. Man kan kun give Pittelkow ret og som jeg løbende har antydet i denne klumme begav myndighederne sig ind på et markant vildspor, da man lancerede den nye strategi.
Men hvorfor var det så, at de danske myndigheder besluttede sig for at droppe den sunde fornuft og vælge en strategi, der både intuitivt og logisk fremstår som en decideret ”dødssejler”? Ja, som fremgået ovenfor, så har jeg og andre undret sig, men har ikke kunnet finde svaret – ligesom myndighederne ikke har kunnet fremsætte en sammenhængende forklaring. Man kan frygte for, at de politisk korrekte mainstreammedier og den samlede stand af folkevalgte politikere vil gøre alt for at føre miseren hurtigst muligt ud i glemslen. Så får vi nogensinde svaret? Ja, måske. Det ligger muligvis lige foran os.
Den 19. marts bragte onlinemediet ”A4 Nu” en artikel bestående af to uafhængige interviews med to professorer, John Brodersen og Thomas Benfield. Ifølge de to er de danske corona-tests ikke sikre. F.eks. udtalte Brodersen: ”Den test, der anvendes, og som poder i halsen, er ikke 100 procent sensitiv. Det vil sige, at testen ikke nødvendigvis er positiv, selvom man har virussen. Jo færre symptomer og jo mindre virus man har, jo større er chancen for, at man får en falsk negativ test.”
Altså jo mindre virus i kroppen, jo større risiko for, at man bliver erklæret ikke-smittet. Dette kan være forklaringen på, at de danske smittetal steg så eksplosivt i første tredjedel af marts. De symptomsvage blev simpelt hen ikke ”fanget”, men vendte tilbage til samfundet som intetanende storspredere af virussen. Ligeledes forklarer det så også, hvorfor myndighederne opgav at bruge ressourcer på at teste netop de symptomsvage, for testene kunne jo alligevel ikke ”fange” dem. Hertil kom, at smitte-eksplosionen utvivlsomt kom bag på myndighederne, der således stod overfor en situation med mangel på test og testudstyr. Ikke mindst da leverandøren af udstyret, Roche Diagnostics på grund af ekstrem efterspørgsel allerede i starten af marts havde meldt ud, at man havde problemer med levering over hele verden.
Men hvorfor ikke bare fortælle sandheden i stedet for at føre befolkningen bag lyset med en surrealistisk historie om en ny strategi? Fordi myndighedernes kommunikationsstrategi i januar/februar udover at fortælle befolkningen, at sandsynligheden for udbredelse af Corona-smitte i Danmark var tæt på nul, havde været at give indtryk af, at man havde fuldstændig styr på situationen. Budskabet var derfor, at hvis Danmark ”mod forventning” fik nogle smittede, ja, så havde man sørget for at beredskabet var tiptop. I et interview med TV2 Nyhederne (23/1), sagde Brostrøm: ”Sundhedsvæsenet kender tegnene på mulig smitte med den her nye virus. Vi har laboratorieberedskabet (= testberedskabet) til at analysere det, og vi har beredskabet på to højisolationscentre til at håndtere de her patienter, hvis det skulle være nødvendigt, hvad vi ikke tror det bliver”.
I stedet for at fortælle befolkningen, at man havde taget totalt fejl af smitterisikoen og at testberedskabet hverken kvantitativt eller kvalitativt levede op til det, man havde fortalt, herunder at den manglende kvalitet af beredskabet, havde forårsaget den eksplosive og samfundsmæssigt katastrofale smitteudvikling, valgte de ”ansvarlige” myndigheder – for at slippe for at se befolkningen i øjnene – et skalkeskjul i form af historien om et strategiskifte. Spørgsmålet er så, om den helt bevidste satsning på dette vildspor har forhindret myndighederne, herunder sundhedsvæsenet som helhed, i at søge alternative løsninger, der reelt kunne have afbødet den voldsomme smittespredning i Danmark, som ingen i dag kender omfanget af.